Olivia har brugt hele sit liv på at holde nakken bøjet og undgå uønsket opmærksomhed. I sytten år lykkedes det hende, men så ændres alting.
Da hendes far forfremmes til politikommisær i et lille landsbydistrikt, må familien rykke deres liv op med rø...
اوووه! هذه الصورة لا تتبع إرشادات المحتوى الخاصة بنا. لمتابعة النشر، يرجى إزالتها أو تحميل صورة أخرى.
"Den første dag" Billede: Olivia Vest Olivias synsvinkel •••
Mine øjne sitrer forsigtigt i morgenlysets stråler, og får mig til at trække dynen op over ørerne. Jeg havde ikke fået mere end et par timers søvn i nat, og mit hoved dunker tungt af udmattelse. Gemt under dynens sikkerhed kan jeg næsten overbevise mig selv om, at det er en hel normal morgen, men den trykkende fornemmelse i min brystkasse minder mig om virkeligheden. Med et irriteret suk skubber jeg dynen til side og kniber øjnene sammen i det skarpe lys. Opgivende fører jeg en hånd gennem mit filtrede hår og klynker stille ved tanken om, hvad der venter mig.
I dag er dagen, hvor jeg starter på min nye skole. Det er absolut ikke noget jeg selv har ønsket, men da min far var blevet forfremmet af sit arbejde, efterlod det os uden noget valg. Påmindelsen om vores pludselige flytning får mig til at skule vredt til mit nye værelse. Godt nok er det en del større end mit gamle havde været, og jeg har tilmed min egen altan, men det er ikke hjemme.
Hjemme. Fortvivlet føler jeg tårerne presse sig på, og gnider hurtigt mine øjne i et forsøg på at ignorere følelsen. Det her er mit nye hjem, og jeg bliver nødt til at få det bedste ud af det. Med en nyfundet beslutsomhed trasker jeg ud på badeværelset for at gøre mig klar, mens jeg i stilhed beder til, at min manglende nattesøvn ikke har fået mig til at ligne en komplet zombie. Jeg må hurtigt konstatere, at mine bønner er nyttesløse. Nitzche havde ret, tænker jeg og mindes pludselig den afdøde filosofs ord. Gud er i sandhed død. Eller også er han bare ligeglad med teenagepigers nattesøvn.
Mørke rander hviler tungt under mine brune øjne, og mit blonde hår klasker sammen i filtrede totter. Jeg ser håbløs ud, og bestemt ikke levende. Med et opgivende suk sætter jeg mit hår op i en løs knold og undgår nøje at se på mit spejlbillede.
Jeg har aldrig gået op i mit udseende. Det virker ikke vigtigt, eftersom ingen nogensinde ser mig. Ikke at jeg er usynlig, eller noget andet der ville være bare den mindste smule interesant, jeg er blot et helt normalt komplet uinteressant individ. Typen som ingen lægger mærke til. Sådan har det altid været, og jeg har ingen planer om at ændre det.
Min mor plejede at fortælle mig, at der findes to typer af mennesker i verden: Dem som bliver set, og dem som ikke gør. Ulig hende har jeg altid været afklaret med at tilhøre den sidst nævnte kategori. Med den tanke i hovedet trækker jeg i et par slidte jeans, og griber min grå hættetrøje fra kommoden.
"Det er simpelt" mumler jeg stille til mig selv, mens jeg gennemgår planen for i dag. Der eneste jeg skal er at undgå at vække opsigt, og så skal det hele nok gå. Alt ville blive som det plejede.
Da jeg kommer ned i køkkenet venter min mor allerde på mig. Hun står lænet op af køkkenbordet og betragter mig med et smil der ikke formår at skjule hendes tydelige bekymring.
"Godmorgen skat." Kvidrer hun muntert, mens hun skubber en skål cornflakes hen i mod mig.
"Jeg er ikke rigtig sulten. " Mumler jeg lettere irriteret over hendes evige morgenenergi. Hvis ikke i allerede har regnet det ud, er mit mor et gennemført morgenmenneske i modsætning til mig.
Et øjeblik falmer hendes smil, og en rynke træder frem i hendes pande. Jeg sukker, og tager imod den ske, hun rækker ud mod mig. Min mors omsorg er ikke noget, man kan slippe uden om.
"Er du spændt på din første dag? " Spørger hun med et forsigtigt smil.
Hun er udemærket klar over min utilfredshed med situationen, og det irriterer mig en anelse, at hun stiller spørgsmål, hun allerede kender svaret på. Jeg trækker let på skuldrene, mens jeg stirrer ned i mine cornflakes og håber, at hun holder inde med sit forhør. Heldigvis opfanger hun min undvigende handling og nøjes med at smile opmuntrende til mig.
Resten af morgenmaden spiser vi i stilhed. Det er den slags stilhed der opstår, når ingen har lyst til at snakke om det virkelige problem, som i dette tilfælde er mig. Jeg føler mig dårlig tilpas, på grænsen af panisk, indvendigt, og min mor er udemærket klar over det. Jeg ved, at hun kan se det på mig, men selv hvis hun ikke kunne, ville hun stadig vide det. Hun kender mig. Hun ved, at tanken om at skulle møde nye mennesker og starte et komplet ukendt sted, gør mig rædselsslagen. Hun plejer at sige, at det bare er sådan, jeg er født. At jeg altid har været forsigtig, selv da jeg var lille og begyndte at græde, så snart en fremmed person kom i nærheden af mig. I virkeligheden tror jeg bare, at jeg er en klassisk tryghedsnarkoman.
Da jeg har vasket min skål op, trasker jeg tilbage på badeværelset for at børste mine tænder. Mine hænder ryster svagt mens jeg klemmer tandpasta ud af tuben, og jeg forsøger desperat at berolige mig selv. Jeg kunne ikke lade min nervøsitet tage overhånd. Nervøse folk gør dumme ting, og folk der gør dumme ting tiltrækker opmærksomhed. Jeg stirrer irriteret på mit spejlbillede.
"Tag dig nu sammen." Mumler jeg med munden fuld af tandpastaskum. Mit spejlbillede er ikke overbevist, og jeg ryster stille på hovedet. Jeg skal bare igennem den første dag, minder jeg mig selv om. Så bliver det hele nemmere.
"Olivia!" Min mors stemme river mig ud af mine tanker og tilbage til virkeligheden.
"Vi skal køre nu, du skal møde om 15 minutter!"
Jeg spytter ud i vasken, og går ud for at tage min skoletaske i entréen. Min mor har allerede sat sig ind i bilen og trommer nu utålmodigt på rattet med sine lakerede negle. Jeg sætter mig ind på forsædet, og placerer min tomme skoletaske mellem mine fødder. Et øjeblik tøver jeg med hånden på døren, klar over at der ikke er nogen flugtvej, når først jeg har lukket den. Min mor sender mig et bestemt blik, der får mig til at smække bildøren i med en tung knirken. Nøglen drejer rundt, og bilen starter med en modvillig rallende lyd, der afspejler min sindsstemning. Jeg lægger hovedet tilbage mod sædet, og lukker øjnene.
Nu er der ingen vej tilbage...
••• Forfatter note Hej allesammen! Nu er første kapitel af min historie ude, og jeg håber, at i vil tage godt i mod den:) Det er den første historie, jeg udgiver her på Wattpad, så alt feedback vil blive sat stor pris på! Stem endelig og skriv en kommentar om, hvad du synes😊 Historien starter måske lidt langsomt ud, men jeg lover, at den nok skal udvikle sig! - Kram!
