Hogwarts

Kapitel 23

*Amanda

Vi havde løbet hele vejen fra skoven tilbage til skolen.

Vi stoppede først da vi skulle tage afsked til Caven. Han skulle op i et af tårnene, mens vi skulle ned i krypten.

Jeg prøvede at samle mine tanker om i dag, men uden held. Der var sket så meget.

Jeg forsøgte at huske hvad der var sket mellem vi var i Slytherins opholdsstue, til vi var i udkanten af den forbudte skov igen. Der var bare et stort hul der, hvor jeg ikke kunne huske noget.

Det sidste jeg kunne huske var...

STENEN!!

Jeg stak lynhurtigt min hånd i lommen for at lokalisere stenen.

Der!

"Piger!" kaldte jeg. De andre to hekse stoppede og vendte sig om mod mig.

Jeg viftede med hånden for at signalere de skulle komme tættere på, og holdt stenen ud for at de skulle kunne se den.

"Hvad er det?" Spurgte Ellen.

"En sten? Hvorfor går du rundt med en sten i din lomme??" Yola kiggede forvirret op på mig. Hun virkede..

(Som om alt lyset og glæden var blevet drænet fra hendes krop)

Træt.

Jeg nikkede først, men rystede så på hovedet.

"Det sidste jeg kan huske inden jeg ledte jer ud i den forbudte skov, er at jeg sad med den her sten" forklarede jeg, og vendte stenen i hånden. Den føltes stadig så blød og varm og......

Nej! Jeg tvand mig selv ud af trancen og fortsatte: "Der var noget ved den, der fik mig til at føles... Anderledes.. Og så er der bare en stor sort klat, indtil vi nåede til skoven..!"

De andre kiggede på stenen. Så ud til at overveje grundigt hvad vi skulle gøre med den.

"Vi burde sige det til Caven" sagde Ellen endelig. Yola nikkede.

"Det er jo også ham der er i nørdenes hus" sagde hun, i et forsøg på at løfte humøret. Det virkede ikke.

Jeg skulle til at putte stenen i min lomme igen, men nåede ikke så langt før Ellen havde taget den.

"Måske jeg skulle passe på den indtil da?"

Jeg vidste godt at det var bedre sådan, men jeg følte mig så tom uden den. Så kold...

Yola så ud til at have bemærket det for hun foreslog hurtigt efter om vi ikke skulle finde vej til vores værelse, og sove.

Det var Ellen enig i.

Da vi endelig kom tilbage til vores opholdstue var der helt tom for mennesker. Ilden var slukket, og der var mest af alt en lidt uhyggelig stemning.

Vi fandt vores værelser (vi skulle sove i samme værelse fordi vi var piger på første år) hurtigt og gik ind.

Vi blev med det samme mødt med et skarpt blik fra den sidste førsteårspige fra Slytherin.

"OG HVOR HAR I SÅ VÆRET?" Skreg hun næremest da vi trådte ind af døren.

Vi kiggede alle på hinanden, og så tilbage på Komis (Pigen, duh).

"Amanda gik i søvne" løj Yola, "vi skulle ud og hente hende"

"NÅ MEN HVIS IKKE I FÅR NOGET SØVN SÅ KAN I IKKE KONCENTRERER JER I TIMERNE, OG SÅ FÅR I IKKE SÆRLIG GODE KARAKTERER OG SÅ BLIVER I ALDRIG TIL NOGET!!" skældte hun. Altså det kan godt være Slytherins ting er at være ambitiøse, men altså det her var lidt for ekstremt...

Vi nikkede alle tre og smed os så i vores senge og faldt hurtigt i søvn.

'Jeg står i en lysning i en skov. Den skov der lå tæt ved min mors hus.

En stor skikkelse snor sig i kanten, langt nok væk til, at man kun kan se dens silhuet.

"Tag dig i agt barn" sagde den. Eller var det bare mine tanker?

"Mørket nærmer sig!"

Skikkelsen stoppede med at bevæge sig og lå helt stille. En lyd fik mig til at vende mig rundt, og da jeg vente mig tilbage havde skikkelsen bevæget sig tættere på mig, og jeg kunne se dens fulde form.

Det var ligesom en kæmpe stor slange, næsten større end et hus. Det lignede nærmest, dens øjne var blevet hakket ud, og det blødte stadig. Den havde også et kæmpe hul op igennem ganen, og den mistede dens ene hugtand.

"Mørket kommer, og det er kun dine venner og dig der kan redde lyset" Sagde den.

Jeg kiggede forvirret på den.

"Men.. Hvad vil du have jeg skal gøre?" Svarede jeg. Det var det eneste jeg kunne finde på at sige.

"Du skal--" '

Jeg vågnede med et set, og rejste mig nærmest automatisk op i sengen.

Yola kiggede glad og overrasket på mig, mens Ellen kiggede nærmest skræm,

"Hvad er det?" mumlede jeg træt.

"Jeg vidste ikke at du var SLANGEHVISKER!?!?!?"