Hogwarts

Kapitel 15

*Caven

Vi gik rundt i et par minutter, da Yola endelig stoppede ved udkanten af en skov. Jeg gispede "Jamen Yola, det er den forbudte skov! Der må vi ikke gå ind. Hun klukkede "Du er sådan en tøsedreng Yola, og vi skal ikke derind, vi følger bare udkanten, ned forbi onkel Hagrids hytte, og så.." Jeg kiggede forvirret på hende "onkel Hagrid? Vil du fortælle mig at Hagrid er din onkel? Hvem er så din tante?" Yola kiggede mærkelig på mig, som om jeg burde kende svaret. "Madam Maxime, selvfølgelig. Men som jeg var ved at sige, før jeg blev afbrudt" hun blinkede til mig "Skal vi forbi onkels hytte, og så bagom søen og hen til Slagpoplen." Jeg nikkede og vi begyndte igen at gå. "Fortæl mig mere om den her verden. Det hele er så nyt og spændene. Hvorfor er det for eksempel at vi ikke må være i den forbudte skov, og hvad er der i søen? Er kæmpeblæksprutten ond? Hvem er det nu Dumbeldoor er? Begyndte Amanda, og da hun først var igang var hun slet ikke til at stoppe. Ellen måtte næsten mase hele sin hånd i fjæset på hende for at få hende til at tie stille. "Shhh" hvæsede hun. "Vi er her nu. Du vækker den" Amanda kiggede forvirret rundt "Vækker hvad, helt præcist?" Ellen himlede med øjnene "Slagpoplen selvfølgelig" Amande målte træet med øjnene "Hvor farligt kan et træ være." Og inden vi kunne nå at stoppe hende havde hun sparket til det. Ellen gispede "Amanda kom væk!" Amanda grinte fjoget "Men der sker jo ikke noget, Ellen... Er du en bangebuks?" Ellen kiggede fornærmet væk "vel er jeg ej" og mens Amanda sprang rundt om Ellen og hylede "bangebuks med ble på... Gider vi ikke at se på" om og om igen, mens Ellen ligeledes tyssede på hende, så Yola og jeg nærmere på træet. "Det opføre sig rigtigt nok normalt" hviskede Yola. Hmm. Det havde hun jo ret i, det burde ikke være så stille. Faktisk burde ville alle være døde så tæt på vi stod. Men selvfølgelig! Slog det mig: "Professor Remus Lupin, fik det jo fjernet da han stoppede som professor i sin tid! Det må jo være et normalt træ så!" Amanda grinede, Og Ellen kiggede forlegent væk "Ja, så sker der vel ikke noget ved at sparke til det" hviskede hun, næsten uhørligt. "Men tunnelen må vel stadig være her et sted" sagde Yola, og Ellen niggede medgivende. Jeg gik rundt om træet og ledte efter en engang da Amanda pludselig hvinede og råbte "ehmm guys, jeg tror jeg har fundet indgangen. Og ganske rigtigt lå hun for fødderne af et hul under træet. Hun rodede lidt rundt "Jeg har fundet noget, et kort af en slags! Jeg tror det er det vi leder efter! Hjælp mig op!" Da Amanda igen var oppe på sikker jord, tog vi kortet i nærmere øje syn.. "Det er det" Sagde jeg med sikkerhed. Ellen tøvede "Hvordan kan vi være sikre, Caven?" Og med de Ord trak jeg min stav og slog spidsen mod det blanke pergament. "Jeg sværger højtideligt at jeg er ude på skræmmer" Sorte streger og ord begyndte at forme sig på pergamentet. Vi gispede alle. "Okay det er vidst ægte" hviskede Ellen. Jeg var fascineret over hvordan det alt sammen kom ud af intet, og hvor præcist det hele..... "Hvad er det?" Jeg pegede på udkanten af den forbudte skov hvor 12 navne stod i en cirkel. Peter Bradshaw, Lane Gillinsky, Fallulah Trixt, Domino Malfoy, Charles St. Clair, Nessie Takeila, Sheila Chang, Agnes Thulin, Sean Peters, Adolf Finnegan" jeg gispede "Albus Severus Potter" jeg kiggede nærmere efter "og Malian Payton" Yola så bange, men mest af alt forvirret ud. "Hva..hvad stammede hun." Jeg tog hurtigt en beslutning. "Vi må se hvad de laver?" På trods af protester fra Ellen, listede vi hen mod den forbudte skov. Og der var de. Det stod i en cirkel, om nogen jeg ikke kunne se. Deres øjne så helt blanke og kolde ud. Som om de ikke kontrollerede dem. Som om de var besat. Jeg fortætte de andre det. Og Yola nikkede "Ja, det var derfor at Malian var så kold! Det er han aldrig!" De mumlede mærkelige ord, og begyndte at dreje rundt, for så at åbne deres cirkel og afslører hvad de stod samlet om. Ellen gav et gisp fra sig "En dementor" udbrød hun. "Me...men de er onde. Ministeriet udviste dem efter krigen. De er de ondeste væsner i den magiske verden" jeg nikkede "Det her er stort.. Vi må tilbage til slottet" de andre nikkede enigt, og vi løb hurtigt op til Hallen. "Mød mig her i morgen kl.6:30 til morgenmad?" De nikkede igen sammentyggende "Det skal vi nok, Caven, sov godt" svarede Amanda, og med de ord skiltes vi, for den aften.