Friends only // HS. Dansk

Kapitel 39

Harry:

"Harry, hun er her ikke" siger Eleanor til mig.

"Kan du ikke bare sige hvor hun er?" spørger jeg og kan ikke stå stille.

"Nej." siger hun og lukker døren.

"Please" siger jeg og holder døren åben.

"Du kender mig, jeg er ikke ligesom de andre. Please El" siger jeg igen.

"Nej du er ikke ligesom Louis eller Zayn. Du er en som var forlovet med en du har kendt hele livet og så vælger du at gå i seng med din ekskæreste som faktisk er hendes bedste veninde. Det er sådan en person du er." Siger hun og lukker døre i hovedet på mig.

Hun har jo ret.

Jeg ved ikke, hvad fanden jeg tænkte på.

Det hele er bare noget lort. Jeg kan virkelig ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme i kontakt med hende igen.

"HEY HARRY! ER DU SAMMEN MED KENDALL?!" Råber pressen efter mig.

Jeg lytter ikke engang til dem, efter den kommentar.

Jeg kunne aldrig finde på at være sammen med hende. Ja, jeg var i seng med hende men det var en fejl for Mia er hende jeg elsker og hende jeg vil gå igennem ild for. Jeg elsker Mia, og jeg kommer aldrig til at glemme hende.

Jeg har aldrig lyst til at glemme hende. Jeg skal finde hende så jeg kan fortælle hvad... eller bare så jeg kan sige jeg elsker hende og få hende til at snakke til mig igen så vi måske kan komme sammen igen.

Da jeg kommer hjem sidder Louis i min sofa.

"Dude når du siger en time så skal du ikke være væk når jeg kommer til tiden" siger han og endelig kan jeg grine lidt.

"Hva så? Hvordan har du det?" spørger han.

"Jeg tror aldrig jeg har haft det så dårligt som jeg har det nu" siger jeg stille.

"Det skal nok gå" siger Louis stille.

"Hvad skal jeg gøre nu?" spørger jeg.

"Vil du være sammen med hende eller vil du ikke?" spørger han. Jeg kigger op på ham med dræberøjne.

"Okay, så skal vi bare finde ud af hvor vi kan støde ind i hende" smiler Louis.

"Hun har aflyst alle sine events" siger jeg stille.

"Hvad med ferier?" spørger han.

"Vi skulle til New York i Marts og kigge på bryllups ting men jeg tror ikke hun tager afsted" siger jeg stille.

"Det ser lidt sort ud" siger Louis stille.

"Hvad fanden skal jeg gøre?" spørger jeg igen.

"Skriv et brev til hende" siger Sophia pludselig, og kommer ind af døren.

"Hvad mener du?" spørger jeg forvirret.

"Og hvornår kom du?" spørger jeg forvirret.

"Jeg kom lidt efter Louis gjorde" smiler hun.

"Skriv et brev med alle de ting du gerne vil sige til hende. Og giv det til os bag efter" smiler hun.

Jeg går op på mit kontor og begynder at skrive brevet.

Kære Mia,

Undskyld, seriøst bare undskyld. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete. Du kender mig, jeg ville aldrig gøre det her. 

Jeg mener seriøst jeg gjorde det, men jeg har intet for Kendall, det skal du bare vide.

Jeg ved godt at jeg nok er den person som du sidst vil snakke med. Men jeg vil virkelig aldrig glemme dig. Du er hende jeg elsker og jeg vil aldrig, ALRDIG, elske nogen mere end jeg elsker dig. 

Jeg vil aldrig elske nogen udover dig.

Du er pigen i mine drømme, det ved du godt.

Det er første gang jeg nogensinde har sagt jeg elsker dig til nogen og faktisk har ment det, var første gang jeg sagde det til dig. For jeg elsker dig virkelig og det kommer der aldrig til at blive lavet om på.

Jeg elsker dig mere end jeg nogensinde troede man kunne elske nogen.

Da jeg så dig til BRITS var det som om mit hjerte endelig kunne blive enig med min hjerne.

Den aften vi havde sammen, det var den mest fantastiske aften jeg nogensinde har haft.

Jeg ved ikke om du nogensinde kan tilgive mig og vi kan komme til at være det vi var før jeg tog afsted. Men du skal bare vide at hvis du nogensinde kom og bankede på min dør ville jeg lukke dig ind og ikke få dig til at forlade huset før vi var sammen igen.

Jeg elsker dig, og det kommer aldrig til at ændre sig.

Din Harry.

Slutter jeg brevet, og går ned med det til Sophia og Louis.

"Her" siger jeg og giver hende min computer.

Sophia rejser sig og går ind i køkkenet med min computer.

"Hvorfor er Sophia her?" spørger jeg.

"Hun har lyst til at hjælpe dig for hun ved hvor meget i betyder for hinanden" smiler Louis.

"Emne skift. Hvornår bliver Louis jr. født?" spørger jeg.

"Snart" smiler Louis.

"Glæder du dig?" spørger jeg igen.

"Jeg er bange, men jeg glæder mig sgu meget" griner han.

"Det kan jeg godt forstå" siger jeg stille.

Jeg ville faktisk ønske det var mig som skulle være far og ikke mig som skulle igennem alt det her.

"Skriv det rent og send det til hende eller giv det til hende" siger Sophia pludseligt.2

"Mener du det?" spørger jeg overrasket.

"Tag det med til New York" smiler Sophia.

"Skal Mia stadig til New York?" spørger jeg overrasket og tager min computer.

"Hun sagde hun gerne ville afsted, så hun tager nok afsted med sin familie og måske din som i havde planlagt" smiler Sophia.

"Tror du ikke at hun gerne vil være alene?" spørger jeg.

"Harry vi kender hende begge to, og vi ved begge at hun vil have du skal være der" smiler Sophia.

"Men tænk over det. Måske vil hun ikke. Det er din beslutning" siger Sophia.

"Kom Louis lad os lade ham være og tage hjem" smiler Sophia og jeg høre en dør lukke et par sekunder efter.

Vil Mia virkelig have jeg skal tage afsted? Eller vil hun ikke? Jeg ved virkelig ikke om det er en god idé.

Hold dog kæft Harry. Du ved udemærket godt at hun vil have du skal med og du SKAL med! Ingen 'men' du skal med og det hele skal nok gå.

Du kan endelig få snakket med hende. Det hele ender måske godt.

Det der måske dræber mig. Hvad nu hvis hun er videre til den tid og vil ikke have noget med mig at gøre. Hvad nu hvis hun har en ny fyr med sig?

Hun har ligesom ikke svaret på min besked så hun er måske ovre mig allerde?

Måske var hun det allerede før jeg tog afsted og det her bruger hun som grund til hun ikke vil være sammen med mig?

Hvad nu hvis det er sandt? Hvad nu hvis hun aldrig nogensinde vil se mig igen? Hvad nu hvis hun finder en som kan gøre hende mere lykkelig end jeg kan?

Det kan hun ikke, det er mig og hende hele vejen ikke?

Lad det være os hele vejen!

Måske skulle jeg bare blive hjemme alligevel, det skåner nok mit hjerte mest, ikke?