Friends only // HS. Dansk

Kapitel 37

Dagen efter kan jeg endelig kommer hjem. Please lad hende være hjemme, jeg har virkelig brug for at fortælle hende det hele. Selvom hun nok godt ved det. Men jeg bare brug for hun ved jeg stadig er mig.

Da jeg kommer til huset skynder jeg mig ind til et halv tomt hus. Alle hendes ting er væk, alle billeder med hende og jeg er taget ned. Hun har virkelig forladt huset.

Fuck! 

Jeg, jeg ved virkelig ikke hvad fanden jeg skal gøre. Der må være noget som jeg kan gøre.

Gemma! Gemma er gode venner med hende!

Jeg skynder mig at ringe til hende.

"Harry jeg er på vej til et bryllup jeg kan ikke ringe til Mia nu" siger hun.

"Please, Gemma jeg ved ikke hvad fanden ellers jeg skal gøre. Jeg har virkelig brug for det her!" Siger jeg.

"Okay..." siger hun stille.

"Mener du det? Tusind tak Gemma! Ring når du ved noget!" siger jeg og tonen går død.

Jeg går på sociale medier for at se hvor Mia er.

Mia har deaktiveret alle sine sociale medier. Fuck fuck fuck

Der er et billede hvor hun går med helt sort tøj og en sort kastet. Sophia og Eleanor går med armene om hende og man kan tydeligt se hun græder.

Billedet er taget lidt væk fra Eleanors lejlighed.

Jeg løber ud i min bil og køre mod hende lejlighed. 

Mod mit et og alt. Mia.

Da jeg stomer ud af huset kommer min mor løbene mod mig.

"Harry ind mig med!" siger hun surt og skubber mig næsten ind i huset.

"Lad hende få luft! Stop med at løbe efter hende. Hun har brug for at tænke" siger hun.

"Hun har jo ikke noget at tænke over når jeg ikke har sagt noget til hende" siger jeg surt.

"Det lige meget Harry. Jeg har snakket med Sophia og Eleanor. Mia er bestemt ikke klar til at snakke med dig. Lad hende få plads, bare lad hende få plads" siger hun igen.

"Men-" starter jeg.

"Ikke noget men Harry, du lavede en fejl. Nu skal du lære at der sker dårlige ting når man laver fejl. Du skal leve med det her i et par måneder endnu" siger min mor.

"Du har det ikke hårdt før du har mødt Mia. Mia er den som har det værst og hvis hun siger at hun ikke har brug for dig lige nu. SÅ har hun ikke brug for dig lige nu. Lyt til hende for det er hende der kan sige noget der vil hjælpe dig" siger hun igen.

Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige, for jeg vidste virkelig ikke det var gået så galt.

Har jeg virkelig ødelagt hende så meget?

Har hun det virkelig sådan?

"Jeg skal sige undskyld til hende. Mor det skal jeg virkelig" siger jeg.

"Ring til hendes telefonsvare fra min mobil" siger hun og kaster den.

"KUN telefonsvaren." siger hun og forlader rummet.

Jeg ringer til hendes telefonsvare.

"Undskyld undskyld undskyld! Du må virkelig undskylde ALT Mia jeg ved ikke hvad fanden jeg tænkte på. Undskyld Mia, virkelig undskyld. Der er intet jeg ellers kan sige for jeg ved jeg har fucked det hele op. UNDSKYLD! Please bare ring til mig." Siger jeg og høre bippet.

Da jeg høre bippet jeg ved at bukke under. Hvorfor skulle jeg også gøre det? Kunne jeg ikke bare være blevet på mit værelse i de dage indtil Mia kom.

Jeg fuckede virkelig op den her gang. Jeg har ingen idé om hvad jeg skal gøre nu. Det hele ser virkelig sort ud for mig. 

Hvis bare hun var taget med ville det her ALDRIG have været sket. 

Jeg sagde jo jeg ikke skulle tage afsted.

Jeg mistede hende. Jeg kan virkelig ikke holde til det. Jeg mistede hende virkelig.

Hun er den eneste pige jeg nogensinde har elsket, hun har altid været der for mig. Hun har altid været den perfekte pige, hun har aldrig gjort noget dumt.

Jeg fuckede det hele op, det hele var min skyld. 

Jeg var så dum.

Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal, og loyal?

Da jeg var sammen med Tayoler gik der rygtet om at jeg var hende utro, hvilket jeg ikke var.

Da jeg var sammen med Kendall gik hun fra mig fordi jeg havde følelser for Mia. Hvad fanden sker der for mig?

Jeg kan godt forstå Mia nu. Jeg er virkelig ikke en god kæreste. Se alt det lort jeg har gjort. Jeg er den værste, seriøst den værste. 

Måske har alle ret. Jeg skal nok bare lade hende gå. Lade hende leve livet uden mig. Hun får det nok bedre uden mig.

"Jeg tager hjem nu, vil du med hjem?" spørger min mor og tager sin mobil.

"Nej" siger jeg stille.

"Er du sikker?" spørger min mor.

"Jeg vil bare være alene" siger jeg stille og går op i seng.

"Vi ses" siger hun og vinker til mig.

Jeg elsker min mor, men jeg har bare ikke lyst til at smile eller til at vinke tilbage til hende. Og det ved hun også godt.

Mia var min verden, mit hjerte, hun var mit alt.

Og jeg fuckede det hele op.

Hvordan kan jeg være så dum?

Jeg kan ikke stoppe mig selv fra at græde. Hun er min, hun skal være min. Men hvordan? Hun vil aldrig nogensinde snakke med mig igen.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kan ikke bare give op. Det kan jeg virkelig ikke. 

Lige meget om folk siger jeg skal, JEG KAN IKKE. 

Det kan bare ikke forstå hvor meget Mia betyder for mig. Hun er min, hun vil altid være min. Jeg vil elske hende for evigt og det vil aldrig nogensinde stoppe.

Pludselig ringer min mobil, jeg skynder mig at rejse mig og svare den. Jeg ser ikke engang om det er Mia.

"Mia?" spørger jeg hurtigt.

"Hva? Nej. Det er mig Louis" siger Louis og det er bare en stor skuffelse.

"Hvad vil du?" spørger jeg stille.

"Jeg hørte du fuckede det hele lidt op. Og jeg er nok en af dem som kender meget til det. Så kom forbi hvis du vil" siger han glad.

"Kan du ikke komme forbi?" spørger jeg og tager fat i min computer.

Louis snakker mens jeg ser billederne af Mia der går med Sophia og Eleanor ved Eleanors hus. Jeg kan jo stadig tager derhen. 

"Så om 20 minutter?" spørger Louis pludseligt.

"Øhm kan vi ikke sige 1 time? Jeg skal lige noget" siger jeg.

"Fair nok" siger Louis og tonen går død.

Jeg løber ud til min bil.

Jeg giver ikke op uden en kamp. Ikke tale om! Jeg kæmper for min pige og sådan er det.

Jeg er på vej efter dig!

Jeg giver ikke op.

Ikke Mia. Hun er min og det vil hun altid være.