Destiny

Vejen Til Toilettet

*A.J POV*
(Skrevet af Unforgettable_Outlaw aka Laursen)

"Er vi der ikke snaaaaaaart," sagde jeg. Jeg er virkelig begyndt at blive irritabel... Hvor lang tid kan det lige tage at køre, hjem til et boybands lejlighed? Altså, helt ærligt. Kæft jeg lyder som et snob...

"Stop med dit piveri. Louis underhold den stakkels måge," kommanderede far, med en smule sjov i stemmen... Måge? Da fuuuq? Jeg stoppede med mit piveri... For nu...

"Som far, som datter," mumlede Liam. Han troede ingen hørte ham. HA! Han burde være mere diskret... Mente han det på en dårlig måde, eller? Altså min far er en fantastisk mand.

Jeg valgte bare at ignorer det. Det kunne alligevel ikke føre til noget godt, vel? Nej. Sidder jeg og snakker med mig selv lige nu? Nej da, hvorfor tror du det? Jo altså, fordi at jeg sidder former spørgsmål- og svarer på dem selv. Altså, ligesom nu? Præcis. Bare fokusér på den samtale der foregår mellem de rigtige mennesker. Jamen jeg er et rigtigt menneske. Ja men jeg er bare din fantasi. Oh

"Er du eller er du ikke fan," spurgte Louis. Det svarede jeg dem vel aldrig på, gjorde jeg?

"Nej. Hvordan ville jeg nogensinde kunne være det? Altså i lyder som katte der bliver kvalt i rose farvede køer. Og jeg vil slet ikke begynde på jeres udseende, altså," sagde jeg i den mest bitchede stemme overhovedet muligt. Muuuh-ligt? Køer? Nej, okay... Jeg var selvfølgelig sarkastisk, men det vidste de ikke. De så skræmte ud, på randen af tåre. Nu føler jeg mig bare som et røvhul. Men det var bare for sjov.

"A.J," sagde min far strengt. Han vidste selvfølgelig at jeg lavede sjov. Men drengene så ud til at tage det hårdt.

"Aww, fa-ar" pev jeg igen. Han gav mig et strengt blik igen. "Urgh, fint. Men det var ikke min skyld," overgav jeg mig. "Jeg lavede bare sjov drenge. I synger fantastisk, især dig Louis. Der er tusindvis af piger og drenge der ville slå ihjel for at være i min position," smilte jeg af dem. Er de virkelig usikre? De er fantastiske.

Efter min lille tale, skete der noget uventet. Jeg fik et kram af Louis, som sad ved siden af mig. "Aww," sagde han i krammet. "Du må aldrig skræmme mig sådan igen," sagde han igen. Aww, jeg skræmte ham.

"Har krammet ikke varet længe nok nu?," spurgte Zayn bittert. Hvad er hans problem? Har jeg gjort noget? Hvis ja, hvad?

Louis og mig brød krammet, og kiggede lidt underligt på hinanden. Louis så heller ikke ud til at vide noget. Sært...

"Er vi der snaaaaaaaaaaaaaart," pev jeg igen. Hvis jeg blev ved, ville far bede chaufføren om at køre hurtigere. Muhahahahah. Jeg ved lige hvilke knapper der skal trykkes. Jeg er en fars pige, men jeg kan også være snu.

"Nej." Sørgeligt.

"Så, Harry," sagde jeg og rettede mit blik mod Harry, hans opmærksomhed var min "Hvordan er det at have så fusking syge krøller?," spurgte jeg, med det mest straight face ever. Haha, han forventede et klogt spørgsmål.

"Uhm... De kan score?." Han vidste virkelig ikke hvad han skulle svare. De har vel heller ikke noget godt formål, så altså.....

"Harry, pas på de ikke virker på hende," truede Louis ham. Louis gav mig et af de der akavede side kram. Jeg gav ham et mærkeligt blik, men han smilte bare. "Hun er min," staterede Louis. Siden hvornår!? Jeg legede med... Fordi det er sjovt haha.

"Bare rolig Lou-Mus, jeg er kun din," smilte jeg op til ham. Alle var lidt chokerede, bortset for far... Han er vant til det... Stakkels ham... Louis var ikke så chokeret igen. "Men hvis det her skal virke... Så skal du yde noget mere. Altså det er kun mig, der tager det her forhold seriøst. Du går bag min ryg med Harry- hvilket sårer mig rigtig meget," sagde jeg og lod som om jeg græd.