Destiny

Opdagelsen

*A.J POV*
(skrevet af Unforgettable_Outlaw aka Laursen)

"Tak skat, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre uden dig," takkede min far mig.

"Jaja, jeg er der om fem minutter," fortalte jeg ham.

Vi udvekslede vores farveller, og lagde på. Jeg gik ind på mine forældres soveværelse, for at hente de papirer han bedte mig om.

Jeg ledte på hans natbord, der var de selvfølgelig ikke. Hvor fusk lægger man vigtige papirer til et verdenskendt boyband? Tænk, tænk, tænk. Under madrassen! Hvor ellers? Haha, jeg er genial.

På min vej over mod sengen, faldt jeg selvfølgelig. Over hvad? tænker du nok, luften. Jeg faldt over fusking luft... Klassisk mig... Okay, A.J, videre med dit liv.

Jeg løftede madrassen, og BAM! Alting eksploderede! Jeg lå splattet ud over alle væggene, loftet og gulvet... Eller, det er bare hvad jeg forestillede mig. Jeg var stadig hel, ikke splattet ud og i live. Så ingen bekymringer.

Okay, A.J, fokusér. Papirer. Når du løfter madrassen, springer du ikke i tusindvis af stumper.

Jeg løftede stille madrassen, stadig lidt skeptisk. Okay, jeg var stadig i live. Det er et godt tegn, ik'? Det siger vi det er. Jeg åbnede stille mine sammenknebne øjne. Yay! Jeg fandt papirerne... Efter at have fået et blåt mærke... Detaljer! Jeg tog hurtig papirene og gik så ud for at tage sko på.

"Moooooooooor. Jeg kører op til far, med nogle papirer," råbte jeg gennem huset.

"Okay, kør forsigtigt," råbte hun tilbage, mindst lige så højt.

Jeg tog mine bilnøgler og gik udenfor. Jeg steg ind i bilen og tændte motoren... Waow virkelig? Er det, det man gør i en bil? Det havde jeg da aldrig gættet.

Efter få minutter var jeg ankommet til arenaen, hvor de spillede i aften. Jeg steg ud af bilen og gik op mod bagindgangen. Jeg viste vagten, der holdte vagt, mit V.I.P pas. Han flyttede sig til siden, og åbnede døren. "Tak," mumlede jeg, inden jeg skyndte mig ind. Var han stum eller hvad? Ikke engang ét ord. Ligemeget, jeg ser ham alligevel aldrig igen.

Okay, så nu var der omkring 27.000 forskellige døre, og jeg havde ingen anelse om, hvor min far var... Fantastisk.

Jeg begyndte jagten på min far, hvilket slet ikke var umuligt. Jeg startede med at lede backstage, fordi der var størst mulighed for at han var der. Det tog mig fan'eme næsten også fem minutter... Så ja, jeg er en snegl. Hvis du kigger godt nok efter, er der et slimspor.

"Hey, mus! Herovre," råbte en genkendelig stemme, far.

"Far!" råbte jeg og hoppede i hans, udstrakte arme. Vi krammede i godt og vel tre minutter. Men døm mig ikke, vi har ikke set hinanden i flere måneder.

"Omg, far, jeg har savnet dig så utrolig meget! Der er sket så meget mens du har været væk!" sagde jeg, i min turbo stemme. Man kunne næsten ikke høre hvad jeg sagde.

"Jeg har også savnet dig. Men har du papirene med?" spurgte han. De må være virkelig vigtige.

"Yup," sagde jeg og poppede på p'et. Jeg rakte ham mappen han havde bedt om.

"Tusindvis af tak. Kan du lægge dem i deres omklædningsrum? Der skal bruges noget forstærkning ved scenen. Et eller andet med en gruppe piger, der prøver at komme op på scenen. Men husk, de må ikke se dig," sagde far hurtigt, fordi det hastede.

Jeg nikkede stille og han rakte mig mappen. Han kyssede hurtigt min pande, og løb ud til den sindssyge gruppe af piger.

Okay, så nu skal jeg finde deres omklædningsrum. Fantastisk... Jeg gik hen ad gangen og åbnede en tilfældig dør. Det var pedellens skab... Ja, vi går videre. Jeg lukkede døren igen, og fortsatte til en anden dør. Igen, åbnede jeg døren - hvilket døre delvist er opfundet til, fantastisk idé lad-mig-sætte-en-planke-foran-min-hule mand. Jeg drejede håndtaget, igen, fantastisk idé indbrudstyv-der-havde-brug-for-at-åbne-sin-hoveddør-ved-navn-Pontus-Pilatus. Vent ,hvorfor ved jeg det? Det er ligemeget.... Fokusér. Bag døren stod to mennesker... og snavede...Ewww. Jeg lukkede hurtigt døren inden de opdagede mig. Det så ud som om at de huggede sig... Alt at for meget... De havde ingen bluser på... De var måske i midten af tyverne... Nej vent, det er meningen jeg skal glemme hvad jeg lige så.