Brandon

Forvirret

Vi var lige ved at kysse, men i sidste øjeblik trak jeg mig tilbage. "Joseph, det kan jeg ikke!" Jeg var næsten forskrækket over situationen. Joseph så til at starte med også forskrækket ud, men efter lidt tid så han såret ud. "Undskyld...." sagde han og så ned i gulvet. "Joseph.." sagde jeg. "Ja" Han undgik stadig øjenkontakt. En tårer løb ned af min kind. Alt det her var for meget for mig. Jeg var forvirret. Jeg forstod ingenting. "Joseph... Må jeg gerne sove her i nat?" Sagde jeg og brød sammen igen. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Joseph så op og trak mig straks ind i et kram. Han holdt igen trøstende om mig længe.

"Vi må hellere komme i seng nu" nærmest hviskede Joseph. Jeg var holdt med at græde og mine øjenlåg føltes pludselig voldsomt tunge. Jeg nikkede forsigtigt og lagde mig i sengen. "Skal jeg holde om dig?" spurgte Joseph. Jeg nåede ikke at svare, før jeg følte hans arme omkring mig og jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede med et sæt. Josephs arme var stadig omkring mig. Jeg fjernede dem forsigtigt og listede hen til døren. Jeg sneg mig ud og formåede at komme hen til min hytte uden at blive set. Jeg bankede på et par gange før Lauren med morgen hår og søvnige øjne åbnede døren. Jeg blev så glad for at se hende, at jeg sprang i armene på hende. Hun lo. "Hvad er der med dig?"
"Jeg er bare glad for at se dig.." sagde jeg. Lauren kastede et blik på uret. "Vanessa, klokken er kun 5. Vi har jo stadig masser af tid til at sove i!" Jeg kunne ikke lade være at smile. "Undskyld at jeg vækkede dig" sagde jeg. Vi gik begge i seng for at udnytte den tid, vi havde tilbage til at sove i.