June Cooper
Ferier er dejlige. Især med ekstra selskab. Eftersom mine søskende har deres venner og liv her i byen, hvilket gør at de har travlt, hvor en som mig der ikke havde hundrede hvis af venner, her i byen keder sig. Så er det godt man kender en der heller ikke har så mange venner her i byen. Luke. Han er min underholdning i den her ferie. Han virker ikke til at være træt af mig indtil videre. Jeg er, overrasket nok, heller ikke træt af ham. Jeg kunne aldrig finde på at indrømme det foran ham, men han er faktisk et overraskende sjovt selvskab. Jeg har set, hvordan mine forældre lige kigger ind til os en gang imellem, for at tjekke hvad vi laver. De ved stadig ikke noget om at Luke sover inden hos mig hver nat. Det behøver de heller ikke at vide. Der sker ikke så meget. Ja vi kyssede en af de første aftner, men efter har han bare kommet ind og ligget i min favn. Siden den aften har han sagtens kunne falde i søvn. Han fortalte mig, at han har svært ved at falde i søvn hos andre, men jeg synes da det er gået meget godt. Han faldet hurtigt i søvn, når vi har ligget talt om aftenen. Enden er det fordi han synes min talestrøm om skøjtning er kedelig og ikke interesserer ham, eller også er han bare træt.
Vejret er rigtig efterårsagtig udenfor, så vi har for det meste holdt os inden døre og nøjes med Netflix og kortspil, imens han har drillet mig med mit store kærlighed til friends og How I Met Youre mother. Han var ved at dø af grin, da han fandt ud af, at jeg havde en friends hoodie i mit tøjskab. Jeg ved godt det er over grænsen af fandom. Jeg fik den af Joe en jul, og det er den mest behagelige hoodie jeg har, så derfor har jeg beholdt den og bruger den tit.
"Jeg forstår ikke Rachel, de var jo teknisk set slået op og var på en pause" siger Luke imens vi ser friends i sofaen i stuen.
"Det er jo ikke pointen! Pointen er at han kunne finde på at være sammen med en anden, hvilket jo må betyde han i virkeligheden ikke elskede hende så meget som han troede"
"Det kan vel være, men han har stadig teknisk set ikke været hende utro" siger Luke og trækker på sine skuldre som om det er så enkelt og den ikke er længere.
"Nej men det er en grund til, hvorfor det ikke giver mening, at han gerne vil have, de skulle være sammen, når han lige har været sammen med en anden" siger jeg og peger op på fjernsynet.
"Han var utro og ikke en gang prøv på at få mig til at tro på noget andet" siger min mor, der kommer ind i stuen og besluttede sig for at være med i den her diskussion. Luke ser chokeret op på min mor, der kommer ind med et lyst blik og deltager med glæde i den her diskussion.
Jeg langer ud efter en High five til min mor, der med glæde svarer den. Luke skal til åbne munden, men min far træder ind.
"Jeg ville ikke prøve at diskuterer med to Cooper damer, men har tabt på forhånd" siger min far og læner sig op ad dørkarmen. Jeg smiler med et selvtilfreds blik mod Luke. Han ruller øjne og griner derefter sig enig.
"Hvad skal I lave i dag? I har været indenfor hele ferien" siger min mor og sætter sig på lænestolen og ser afventende på os.
"Jeg tror vi ville gå i gang med at se How I Met your mother" siger jeg og trækker på skuldrende. Min mor ser bebrejdende på mig og derefter et skjult blik mod min far.
"Er I sikre på I ikke er kærester?" spørger min mor pludselig og hentyder til vores position. Jeg ser ned ad mig selv og hen ad Luke. Jeg ligger på Luke's skulder imens Luke har en arm om mig og har mig i hans favn. Jeg sætter mig op, imens Luke giver slip på mig og vi sætter os begge med afstand.
"Hvad mener du? Vi er venner, mor" siger jeg og krydser mine arme og mærker varmen stige til mine kinder. Luke rømmer sig og bevæger sig lidt i sofaen. "I opfører jer som et par der har været sammen i to år og bruger deres tid sammen på sofaen i stedet for at lave noget produktivt" siger min mor med et selvtilfreds smil. Jeg ser på Luke, som ser på mig. Vi laver begge en grimasse til hinanden.
"Hvad er der overhovedet at lave i det her vejr?" Siger jeg og ser ud på det grå og triste vejr, der er udenfor vores vindue.
"I kunne tage til hallen?" forslår min far og går hen og stiller sig bag ved min mor. Er det fordi de gerne vil have huset for dem selv? Er det, det? Jeg sukker og ruller øjne.
"Hvis i ville have alenetid i huset, kunne i bare have sagt det, Luke og jeg smutter om 10 min"
Nu er det deres tid til at føle sig ubehageligt tilpas. Luke griner, imens han følger efter mig på vej op ad trapperne.
❄️ ❄️ ❄️
"Så det er her, hvor June Cooper har trænet sit talent?" spørger Luke, når vi træder ind i skøjtehallen. Jeg giver ham et blidt skub i skulderen og sætter mig på bænken og begynder at tage mine skøjter på.
Vi er ikke de eneste, der har tænkt tanken om at tage hertil. Jeg genkender mange genkendelige ansigter... Jeg har ikke rigtig nogen rigtig relation til nogen af dem. For mig var High School bare et sted, hvor jeg skulle arbejde, venner var ikke noget, jeg ville bruge min tid på. Det var ikke fordi jeg ikke kunne få venner. Jeg havde venner i starten, men de blev trætte af, at jeg altid havde travlt med skøjtning. De ville have jeg skulle være deres første valg, men skøjtning var altid mit først og ingen kunne ændre på det. Når vi endelig har fået skøjterne på smutter vi ud på isen. Jeg smiler kort til folk, men de fleste har for travlt med at glo på Luke. Eller den kvindelige del i hvert fald.
"Er du klar til at blive smadret i en omgang ishockey?" spørger Luke, der har taget en hockeystav med ud på banen. Jeg ser træt på ham og krydser mine arme overkors.
"Glem det" siger jeg kort og ser bestemt på ham. Han smiler bare drillende og skøjter mod mig. Han rækker mig en anden stav.
"Luke, jeg mener det... du får mig ikke til at røre en af de der tingester" siger jeg og peger med afsky mod staven.
"Hvad? Er du bange for at tabe?" spørger han udfordrende med et løftet øjenbryn.
"Phhfff nej! Jeg synes bare lidt du skylder mig lidt"
"Hvad skylder jeg dig?" spørger han forvirret og skøjter tættere på mig. Jeg ser på det høje tårn der står foran mig.
"Nu har jeg hjulpet dig med din teknik, nu skal du hjælpe mig" siger jeg og ser med bestemte øjne op på ham.
"Hvad fuck kan jeg hjælpe dig med?" spørger han og ser dybt forvirret over mine ord.
"Dit mod" siger jeg simpelt og trækker på mine skuldre fordi det er åbentlyst. Det er så simpelt. Luke kæmper mod en masse kæmper, der enden er på størrelse med ham eller et stort kødbjerg der er dobbelt så stor. Aldrig ser han skræmt ud. Han går mod det, som om han skulle gøre det mest letteste i verden. Ingen frygt.
"Hører jeg rigtigt? Siger June Cooper, at Luke Finley er et rigtig mandfolk, der ikke er bange for noget som helst? Eller drømmer jeg?" spørger han med chokeret blik og smiler halvt. Jeg kan ikke lade vær med at blive fanget i hans smil. Jeg kan godt lide hans smil. Jeg ruller øjne af ham og kan ikke lade vær med selv at smile lidt. Jeg skøjter bagud og laver en lille pirouette. Jeg mærker Luke's øjne låst på mig. Jeg vender mig mod ham.
"Du skal hjælpe mig med at være modig, ikke at frygte hvert eneste spring" siger jeg og ser ned på mine fødder.
"Så du bange? Du ligner mere en der elsker det du gør" siger han og skøjter mod mig.
"Jeg elsker også det jeg gør... men nogle gange når jeg skal lære noget nyt... så er der altid den her frygt inden i mig, der ender med at stoppe mig"
Hans krop kommer helt tæt mod mig. Han lader sin hånd glide op langs min arm og ender ved min hage og skubber mit ansigt op ad i stedet for låst til jorden.
"June... det er altså helt normalt, især i den genre sport du dyrker. Hvis det var mig så havde jeg da også været lidt bange" siger han og trækker på sine skuldre. Jeg kan ikke lade vær med at hænge ved hans betegnelse 'lidt' selvom han prøver at få mig i bedre humør så vil han ikke give helt slip på sin såkaldte "mandighed".
"Så du indrømmer at du godt kan blive bange?" spørger jeg med et selvtilfreds smil, over jeg har taget ham på fersk gerning.
"Nu synes jeg liiiige du strammer den lidt June Cooper" siger han og smiler svagt, men kan ikke holde det inde i for lang tid og bryder så et større smil ud.
"Du burde smile noget oftere... det klær dig" siger jeg og skøjter lidt væk. Han hoster af overraskelse og i sine ord. Jeg vender mig mod ham og tager den ene stav ud af hans hænder.
"Jeg smiler oftere hvis du indrømmer at ishockey er den bedste sport der finde-"
"Aldrig. Aldrig! Færdiggør den sætning! Du ved godt det aldrig kommer til at ske Luke" siger jeg og krydser mine arme over kors.
"Fint så smiler jeg aldrig igen" siger han og trækker på sine skuldre.
"Det er ikke noget man kan styre, et smil kommer af natur" siger jeg og laver et nik mod hans smil. Han stopper straks med at smile.
"Jeg kan styre alt hvis jeg vil" siger han med et koldt ansigt.
"Jeg vil vædde med at jeg kan få dig til at smile før dagen er omme"
"Er du sikker på du vil vædde om det?" Spørger han med et løftet øjenbryn.
"Har aldrig været mere sikker" siger jeg og retter min ryg lidt ekstra.
"Fint hvad vædder vi så om?" spørger Luke og træder tættere på mig.
"Øhm... det ved jeg ikke lige"
"Jeg har en ide"
"Hvad?" spørger jeg og ser mistænksomt på ham.
"Hvis jeg vinder, skal du komme til min næste kamp-"
"Phff! Fint" siger jeg med et skuldertræk.
"Det var ikke det hele" siger han og ser udspekuleret på mig.
"Du skal have mit nummer på trøjen og du skal være den der råber mit navn aller højest når jeg scorer" siger han og tager blidt i min trøje. Jeg tager hans hånd væk fra min trøje.
"Men du scorer jo hele tiden, jeg ender med at blive helt død i stemmen"
"Hvis du vinder så... hvad vil du gerne have fra mig?"
Jeg ser tænkende på Luke og pludselig lyser pæren for mig.
"Du skal være min tjener for en hel dag-"
"Hvor er det uopfindsomt sa-"
"Jeg var ikke færdig! Du skal også.... smile hele dagen"
Hans ansigt går straks i sort.
"Jeg ender jo med at få absurd ondt i ansigtet?!"
Jeg smiler tilfreds og trækker på skuldrene. Han sukker og ser opgivende på mig.
"Fint aftale, men du kommer ikke til vinde den her" siger han og ser neutralt på ham. Så længe han selv tror på det. Imens lægger jeg en genial plan inde i mit hovedet på hvordan jeg vinder den her. Det kommer ikke til at blive svært. Jeg ser smilende på ham. Han ruller øjne og skyder en Puk imod mig.
I know... jeg er totalt forsinket, men har bare så mange afleveringer og lektier for her i ferien, så man skulle tro det var løgn...
håber ikke I har lige så lange lektier som mig... fordi det er virkelig noget pis.
Nyder i efterårsferien indtil videre?