Luke Finley
At se min far ude i tilskuer sæderne under kampen, burde gøre mig glad. Det gør mig vred. Ikke kun synet af ham, men af ham og hans fucking dumme blondine bimbo, der kun er 3-4 år ældre end mig for fuck sake. Jeg troede ikke rigtig på rygtet om at blondiner er dumme, indtil jeg mødte Lucie Melbourne, eller skulle jeg sige Lucie Finley? Hun er den dummeste pige jeg nogensinde har mødt. Hun er ikke ond, men ren og skær dum. Hun har nok den laveste IQ der overhovedet er mulig. Det siger jeg jer. Hun troede at vores land USA, var hele verden og alle de andre lande også talte amerikansk... fordi så dum er hun. Det forklarer meget om hende.
Jeg burde være glad af mange grunde. Vi vandt kampen, hvilket gør at vi går videre, og gør sådan så vi er et skridt tættere på NCCA turnering. Kampen for at vinde i aften var skod. Jeg hader de kommentarer vi giver for at provokere hinanden. Vi spillede mod the Sharks fra Long Island. De drenge er cool nok, men når de er i game mode er nogle af dem de vildeste røvhuller. Seriøst de har ingen grænser. Kampen startede ud med at Chase Brown, Sharks holdkaptajn skulle komme med en kommentar. "Jeg kan se din far er kommet i aften... og han har vidst også taget din søster med... oh vent det er ikke hans datter, det hans kæreste" . Jeg har skidt nok over, at min far er kommet, men også over hvordan en hver ishockey fan ser starstrucked op på ham. Han har suget alt opmærksomheden over på ham, som altid. Det er sikkert også grunden til at Sharks har spillet så skod i dag fordi de enten ikke kunne klare presset, om at en verdens berømt ishockey spiller ser dem spille i dag, eller blev de distraheret af Lucies silikone bryster. Det er et godt spørgsmål, men begge er to meget realistiske muligheder til at vi vandt i dag. Mit hold var gode fordi de er vant til at Jeff Finley kommer og ser nogle af vores kampe. Næsten alle er vant til det. Nogle af de nye på holdet skulle dog lige vænne sig til det. Han er en legende inde i ishockey verdenen, hvilket er noget pis. Folk tror jeg har mine evner fra min far. Hvilket jeg sikkert også har, men jeg ville mene at største delen af min succes er min egen fortjeneste.
Jeg samler mine ting i min taske og kaster nærmest hvert objekt med en vred kraft ned i min taske. Jeg er ikke vred, men nok mere passiv agressiv. Jeg er aldrig i godt humør med min far på besøg.
"Gees Luke, du bliver nødt til at tage din vrede en tak ned! Vi har lige vundet og din vrede er en forvirring for resten af holdet" siger Matt og ser bekymret på mig. Matt og Oliver er mine tætteste venner fordi de er de eneste personer, der ikke er sammen med mig på grund af min far, men på grund af mig og mig som person. Selvom jeg er lidt af en kold skid til tider.
Matt ved jeg ikke har et godt forhold til min far og ved hvorfor. Han hader ham næsten lige så meget som mig. Han ved hvordan Jeff Finley er på hjemmefronten og ikke kun udadtil. Matt er den jeg har kendt i længst tid og ved mere end nogen andre. Han er som familie for mig. Han er en af de eneste af mine venner der kender min søster. Han er også den eneste der får æren at kende min søster. Jeg vil ikke have at nogle af mine College venner kender til min søster, fordi så ved jeg godt hvad deres mål ville være. At komme i bukserne på hende. Det ved jeg at Matt aldrig kunne finde på. Han ser hende som sin egen søster og ville med glæde beskytte hende mod drenge på vores alder. Nogle gange virker han for fanden mere beskyttende når der er en dreng der hitter på mim søster, end mig.
Jeg sukker og ser fortabt ned på mine knyttede næver. Jeg bliver rent faktisk nød til at tage min vrede en smule ned, hvis jeg ikke skal rive hovedet af min far. Jeg nikker til Matt, men forholder mig stille.
Han giver mig et støttende klap på skulderen.
Jeg skubber døren åben og går ned ad gangen hen til parkerings pladsen, hvor jeg ved min fars Lamborghini holder. Han står lænet op ad forkøleren på bilen og taler i telefon. Inde i bilen sidder Lucie og tager selfies. Sikkert til hendes insta.
"Far" siger jeg og lader min taske lande på asfalten. Min far ser op på mig med det kolde blik jeg klart har arvet fra ham. Han afslutter sin samtale i telefonen og lægger den i sin lomme.
"Luke" nikker han i min retning. Døren åbner til døren og Lucie træder ud med besvær i sine høje hæle.
"LUKE!! DU VAR JO FANTASTISK!" udbryder Lucie og går mod mig. Oh shit skal hun til at kramme mig? Fuck ad.
Hun lægger hendes korte arme om min nakke og krammer hårdt ind mod, imens jeg står som et stift brat. Ad jeg tror jeg skal kaste op af lugten af hendes parfume. Den er så indtrængende at det er kvalmende. Det minder mig om luften af børnchampagne blandet med kirsebær. Bradr. Hun slipper mig, efter nok at finde ud af jeg ikke er den store kramme type.
Jeg ser hen på min far, der ser sulten på hendes røv. De to er jo for fanden skabt for hinanden. Ad. Hvis de har kærlighed, så vil jeg aldrig have det. Føj for den lede.
"Du gjorde det godt søn" siger min far efter at have fået slæbt sit blik fra Lucie.
"Tak, men hvorfor kom du?" spørger jeg lige ud. Han er her altid for en grund. Enden er det for at plage mig med sin eksistens og det faktum at han er i live, eller så vil han have noget af mig.
Jaer man kan allerede mærke min store kærlighed til min far.
Han ser på mig med spekuleret smil og slår armene ud.
"Hva' fanden? Må man nu ikke se sin egen søn spille sin ynglings sport?" spørger han og ser tilfreds rundt på folk der står og tager billeder af ham og nogle sultne College piger der står og savler. Fatter folk ikke at han 45 år gammel og langt fra i den attraktive zone? Gees de her piger jo på start 20 års alderen og nogle mindre.
Han lader sit blik fokusere på mig og går lidt tættere på, så han kan sige noget kun jeg vil kunne høre.
"Dine drejninger blevet hurtigere... hvordan?" spørger han og ser koldt på mig. Er han idiot? Som om jeg vil stå og bruge min tid på at chitchatte med den her skidderik.
"De er som de altid har været" hvæser mellem mine tænder og sender et kort blik mod Lucie, der ser skræmt på os. Hun vender om og sætter sig ind i bilen igen.
"Synes du ikke hun er lidt for ung til dig?" spørger jeg og sender et blik mod Lucie. Jeff Finley smiler blot og griner en lumsk og grisk blik.
"Du ved jeg kan lide det ungt... det burde du også kunne" siger han og ser lidt rundt på nogle freshmans studerende, der ser drømmende i min retning. Jeg kan mærke brækfornemmelserne helt nede fra maven af. Et er han sammenligner os med ishockey, men at han sammenligner os med vores smag af alder? Det er over stregen. Han ved, hvor meget jeg hader at han udnytter unge uskyldige piger der forguder ham så højt fordi han EN GANG har haft en karriere som stjerne spiller.
Jeg retter min ryg og træder tættere på ham. Hvis der er en ting jeg er taknemlig for, så er det at hver nyere generation bliver højere... jeg er højere end min far. Jeg kan tårne mig over ham og føle den magt, jeg ville ønske, jeg havde.
"Aldrig lad mig se synet af dine bimbo trofæer på Briar grunden igen... er det forstået?" spørger jeg og ser vredt ind i hans øjne, imens jeg knytter mine næver. Han ser på mig med ligeså meget vrede. Han ligner på samme tid også en der har fået det han kom for. Han fik gjort endnu en gang mit liv til et rent helvede.
Inden han når at påvirke mig endnu mere, vender jeg om på mine hæle og går med lange skridt tilbage ind i bygningen.
Jeg kan mærke min vrede koge af ren raseri indvendigt, så jeg må skynde mig at komme af med den på en eller anden måde. Jeg kunne godt smadre nogen lige nu. Sådan virkelig godt. Jeg åbner døren til gangen og tænker ikke klart før det sker, fordi jeg en fucked up idiot. Yes det er det jeg er. Jeg smadre en knyttet knytnæve ind i en af skabene der er langs vægen. Fuck. Så snart jeg mærker min hånd ramme den kolde metal skyder smerten op gennem min hånd som en orkan.
"FUCK!" brøler jeg af smerte og tager min anden hånd for prøve klemme smerten væk. Hvis jeg har været dum nok... og vred nok, så er den enden brækket eller forstuvet. Det straight up dumt det her.
Jeg vender mit blik om for at se om der nogle der så det ske. Pis. Mit blik lander straks på et par blå uskyldige øjne, der ser chokeret på mig. June. Af alle personer ser June det her. Fuck mig. En blanding af smerte og irritation fucker mig op lige nu. Hun ser bekymret ned på min hånd. Inden jeg når at feje hende væk med en røvhuls kommentar, går hun imod mig og ser fokuseret på min skadede hånd.
"Undskyld jeg spørg... men er du ikke rigtig klog?" spørger hun og tager bekymret fat i min hånd. Hun stryger sine fingre forsigtigt over den nu lidt hævede hånd. Hun ryster svagt på hovedet og ser op på mig med et opgivende blik.
"Jeg ved det... det var dumt gjort" siger jeg sukkende og ømmer mig lidt den vedvarende smerte. Hvorfor? Hvorfor skal det gøre så pisse hamrende ondt? June ser på mig og griner let.
"Det siger du ikke" siger hun og ser tænkende på min dunkende hånd.
"Kom, du skal have noget koldt vand på" siger hun og trækker min anden hånd med sig. Min hånd gør så ondt så jeg ikke har overskud til at afvise hende. Hun trækker mig igennem omklædningsrummet der nu er tomt for ishockeyspillere, og videre mod toiletterne. Hun tænder vandhanen og drejer hanen på kold.
"Du ved godt, jeg ikke har brændt mig ikke?" spørger jeg med et løftet øjenbryn. Jeg er ikke læge eller noget, men jeg tror ikke koldt vand hjælper så meget. Hun sukker og ruller øjne af mig, man skulle tro de var ved at falde ud af hovedet på hende. Hun trækker min hånd ind under det kolde vand.
"Det kan godt være det ikke hjælper langsigtet, men det dulmer den rødme og hævelse du har i din hånd lige nu"
Studere hun medicin eller ved hun bare det her af natur? Hun ser på mit forvirret blik og åbner munden igen.
"Jeg ville have blevet sådan en god kunstskøjteløber, som jeg er nu, uden alle de fald jeg har haft på isen"
Det er rigtig. Shit jeg har fandme også faldet på røven mange gange, da jeg skulle lære at stå på skøjter. Jeg glemmer aldrig den første gang jeg stod på skøjter... forfærdelig dag. Jeg var 3-4 år. Min mor og min far havde været oppe i et ordentlig skænderi, over noget jeg ikke kunne huske helt præcist. Min far var så oprevet og ophidset over deres skænderi så han tog mig og min søster hen på ishockeyhallen.
"Hvad tænker du på?" spørger June der ser forundret på mig.
"Min første gang på isen" siger jeg tavs imens June hælder det kolde vand over min hånd.
"Lad mig gætte du var et naturtalent fra start og alle stod og klappede og det var din bedste dag i dit liv?" spørger hun med et blik der siger "har jeg ret? Eller har jeg ret". Jeg griner lidt, men ikke meget. Det fortjener det ikke. Især ikke når hun gør grin af mig. Phff.
"Nej jeg tænker mere tilbage på det som en af de værste dage i mit liv" siger jeg ligeud og glemmer helt at det ikke var meningen det skulle siges højt. Fuck. Hun lader straks sit forvirrede blik lande på mig. Jep. Jeg er doomed.
"Værste dag? Er jeg gået glip af nået? Eller elsk-nej... forguder du ikke ishockey?"
"Selvfølgelig gør jeg det! Jeg er ikke sådan en fucked up weirdo som dig, der synes det er kedeligt" siger jeg med en irriteret mine, hvilket for hende for 100 gang til at rulle øjne. Jeg tror ikke, jeg har set nogle person turde at rulle øjne så mange gange af mig på en dag. Seriøst min søster tør ikke engang at gøre det! Og hun giver ikke en fuck.
"Så hvorfor var det en af dine værste dage i dit liv?" spørger hun og sender mig et skjult blik, men lader som om hun koncentrerer sig fuldt ud på min hånd.
"Min far og mor havde været oppe i et stort skænderi den dag og min far tog ophidset mig og min søster hen i skøjtehallen... hverken min søster eller jeg ville ud på isen, men vi havde intet valg. Han skubbede os der ud mod vores vilje, derefter gik han og sagde at vi kunne tage hjem når vi havde lært at stå på skøjter ordentlig... så det gjorde vi. Han ville se os dagen efter skøjte for at sikre at vi blev i hallen for at lære det. Vores mor kunne ikke forstå hvor vi blev af, men da vi kom hjem havde både mig og min søster blå læber af kulde og blå mærker efter de hundrede forsøg på at stå oprejst uden at falde på røven"
Jeg stopper min talestrøm og ser mig selv ind i spejlet. Jeg husker den dag så tydeligt. Hvorfor er det man kan huske de dårlige dage bedre end de gode? Hvorfor kan det ikke være omvendt? Jeg kan ikke fatte jeg står og siger det til hende, men af en eller anden grund føler jeg, at jeg kan stole på hende. Jeg ved det er June Cooper vi taler om, men hun er ikke dum eller hjerteløs som mig. Hun siger det ikke videre.
"Jeg lærte det efter en time, men det gjorde min søster ikke. Hun lærte det til sidst, men det var sidste gang hun trådte ud på isen... hun har haft skræk for at være på nogen form for glat underlag"
Jeg vender mit blik for første gang i noget tid mod June. Hun ser chokeret på mig. Vandet strømmer stadig ud af vandhanen i fuld kraft, men June ignorer det og ser målløs på mig. Ja det havde hun sikkert ikke set komme.
"Og du blev ved med at være på isen på trods den dag?" spørger hun og ser fortvivlet. Godt spørgsmål. Jeg burde hade alt der har en sammenhæng med min far, men efter den dag kunne jeg ikke forlade isen. Det er fucked up, det ved jeg...men jeg følte, når jeg var på isen... så var jeg fredet. Fredet for min far og hans verden. En verden uden min far. Min mor fandt aldrig ud af den dag. Hun havde sikkert gået fra min far, hvis hun fik af vide allerede der hvor stort et røvhul han er... og hun havde måske været i live nu.
"Isen og ishockey er mit hjem, selv fra den dag af kunne jeg mærke det... det er som om det er det eneste sted hvor jeg.." stopper for at finde det rigtige ord der beskriver den følelse, men jeg er tabt.
"Det eneste sted hvor du føler du kan trække vejret?" spørger June med et blik, der viser hun selv har det på den måde.
"Ja det er det" svarer jeg mig enig og er stadig lidt chokeret over, jeg kan relatere med en skøjteprinsesse. June slukker for vandet og ser igen ned på min hånd. Hun går ud ad toilettet og går lidt rundt inde i omklædningens rummet. Hun kommer tilbage med et frustreret blik.
"Har i virkelig ikke nogen førstehjælpskasse?" spørger hun og ser lidt irriteret over det faktum. Jeg ryster på hovedet. Hun sukker.
"Har du nogen ekstra t-shirt med?"
"Nej, men hvad skal du bruge en t-shirt til?" spørger jeg og går lidt hen imod hende.
"Som en slags forbinding, noget der kan støtte din hånd, så den ikke gør ondt hver gang du bevæger den en mindste tak" siger hun og strejfer sine fingre hen over mine stadig meget ømme hånd.
"Fint" siger jeg og hiver min t-shirt over hovedet og rækker den til June. June ser chokeret på min mave. Hun ser sultent på den. Det er ikke en uvant reaktion. Ikke for at lyde selvglad eller noget, men den er ret trænet, så jeg dømmer ikke. Hun ryster sine tanker ud af sin trance og river t-shirten op. Det er måske ikke her jeg skal nævne at det er en Calvin Klein t-shirt hun lige har revet i stykker. Men hvis jeg gav en fuck omkring penge, så ville jeg have blevet sur, men det er jeg ikke, det er bare tøj. Penge er bare penge.
Hun forbinder t-shirten rundt om min hånd. Ikke for stramt eller for løst, men sådan så det er støttende. Hun binder en sidste knude, så den sidder fast og ikke falder af. Ikke før nu er det gået op for mig, hvor tæt hun står på mig. Hun står lænet på af vasken. Jeg står foran hende Der er mindre 2 cm imellem os. Hendes lår er presset op ad mine. Jeg ser ned på hendes ansigt, der har et bekymret blik på min hånd.
"Hvad hvis det går ud over din evne til at spille ishockey?" spørger hun bekymret og ser endnu mere bekymret op på mig. Jeg kan slet ikke tænke på det lige nu. Mine tanker er et helt andet sted lige nu. Mine tanker er så forkerte steder lige nu, hun skulle bare vide. Hendes blik ændre sig fra bekymret til hedt. Hun ser med et sløret blik på mig. Jeg lader min gode hånd strejfe langsomt op langs hendes lår. Hendes krop giver et lille gip af min berøring, hvilket for mig til at smile svagt. Jeg lader min hånd glide højere og højere op langs hele hendes krop. Maven. Bryst. Kraveben. Min hånd stopper ved hendes kind. Hun ser direkte ind i mine øjne. Jeg lader mit blik falde til hendes læber. Det er så forkert. Hun er tre år yngre end mig. Jeg har lavet en regel med mig selv hvor aldersgrænsen er 2... ikke 3. Min hjerne siger nej, men hele min krop ja. Oh gud jA!
"Luke" hvisker hun lavt. Jeg kunne aldrig finde på at røre hende hvis hun ikke vil.
"Skal jeg stop?" spørger jeg og ser blidt på hende. Hun ser tøvende på min hånd forbliver på hendes kind.
"Nej" svarer hun hæst igen, hvilket for mig til at smile. Jeg lægger min dårlige hånd rundt om hendes liv og trækker hende helt tæt på mig. Hun ser dybt ind i mine øjne og lukker dem. Hun lægger sine hænder rundt om min nakke. Hun trækker mig helt ind til hende. Vores læber kommer tættere og tættere, jo tættere de kommer mod hinanden, jo mere ved jeg hvor dumt det her er, men jeg kan ikke modstå min trang. Jeg bliver nødt til at smage hend-
"LUKE! HVOR FUCK ER DU?"
Jeg kommer en eller anden dag til at smadre Oliver. Eller nej streg det, jeg tror en dag jeg dræber den dreng.
"FOR DIN RØV HER UD! JEG GIDER IKKE VENTE PÅ DIG DER FUCKER EN ELLER ANDEN TØS I OMKLÆDNINGSRUMMET IGEN"
Igen. Jeg dræber den dreng. Jeg lukker træt mine øjne og tager en dyb indånding, mens jeg kan mærke hvordan June vrider sig væk fra mig. Langt væk fra mig.
"Det var en fejl det her" siger hun lavt og går.
"Oh hey June" hører jeg Oliver sige tøvende og nu er det gået op for ham at han lige har fucket big time up.
Måske var det godt vi ikke nåede længere, men det føles ikke sådan. Min krop føler sig skuffet.