Luke Finley
Sååååhhh hun er jomfru... det overrasker mig egentlig ikke. Hun er smuk, men skrøbelig. Hun er typen hvis man rør hende, så er det for evigt, ikke bare et engangsknald. Hun er hvad man nok vil kalde wifey materiale. Problemet ligger så på at der er ingen på College alderen, der tør at røre hende endnu, fordi man ikke er klar til settle ned til et forhold. Et fast forhold. I mit tilfælde bliver det nok aldrig. Jeg vil leve mit liv foreviget som en horekarl og blive professionel ishockey spiller. Det er vejen frem for mig. Forhold, hvad godt er de overhovedet til? De ender jo på et eller andet tidspunkt og man ender bare med at blive såret, så drop det pis, det er mit råd. Uden følelser. Folk forstår ikke, hvorfor jeg er sådan en kold skid, men hvad er meningen med at være venlig over mennesker, man rent faktisk ikke giver en fuck omkring? Am I right!?
Okay måske fik jeg lidt det forkerte ben ud af sengen i dag, hvilket skyldes en hvis Jeff Finley. Det er aldrig fedt at starte dagen ud med at få af vide at ens far kommer og ser ens kamp på fredag. Nogle ville mene det er fedt at få af vide, også er der mig der bliver ligesom en muggen rotte.
Jeg går ned i køkkenet og ser at Blue står i en stor hvid t-shirt imens Oliver med bar overkrop og står er i gang med at lave scramble æg. Jeg kigger kort på Blues tøjmondering, men hun interessere mig ikke rigtig. Ja hun er hot, men ikke min type efter at Oliver har været der. Mange gange. Hun er i hvert fald ikke jomfru.., det er sikkert. Jeg åbner køleskabet og tager noget mælk ud.
"Godmorgen sunshine! Du ligner en der ikke har fået meget søvn i nat" spøger Oliver der vender sig om med et fjoget smil. Der er nogen der er i et godt humør. Jeg fnyser uden at svare ham. Jeg gider ikke at sidde og åbne op for ham, imens hans bolleven sidder få meter fra os. Jeg tager noget müsli fra skabet og hælder det op sammen med mælken i en skål.
Jeg spiser og prøver at holde mine tanker i ro.
"Bare så du ved det så er jeg sur på dig" siger Blue og retter en gaffel i min retning. Jeg kigger bare uinteresseret på hende. Jeg gider ikke engang at spørge hvorfor hun er sur på mig, fordi jeg giver ikke fuck.... men så er det jo godt jeg har sådan en nysgerrig ven.
"Hvorfor er du sur på Luke? Hvad har han gjort?" spørger Oliver og ser kort irriteret på Blue, men det ændres når han møder hendes dådyrs øjne.
"Der er mange grunde, men den her gang er det på grund af den måde han behandler June på. Jeg forstår ikke, hvorfor du skal være sådan et røvhul imod hende! Hun har jo ikke gjort dig noget" udbryder Blue nærmest imens man kan se vreden stige hende til hovedet. Jeg ser dødt på hende, så hun fatter at jeg stadig ikke giver en fuck om hendes mening. Det bare underligt hun ikke fatter det.
"Det var bare en joke det med kunstneren" svarer Oliver forvirret. Hvorfor var det overhovedet jeg besluttede mig for at gå ned og spise morgenmad? Jeg er ikke humør til noget som helst i dag.
"Ja det er vel en ting, men også at få hende til at få eftersidning, og at blive pissed over en goddamn stol..."
Jeg lytter ikke rigtig efter på hvad det er Blue plapre om. Jeg ved June ikke tog det så hårdt med joken om hende og sex på et atelier, fordi hun hader mig i forvejen så ingen forskel gør det.
"Blue jeg giver ikke en fuck om du er sur på mig. June og jeg er ikke dit business det er vores, så hold dig uden for det" siger jeg og tager min sidste bid af min mysli med mælk. Jeg tager min holdjakke på og tager min taske.
"Ses på isen" siger jeg Oliver og under ikke Blue Moore et eneste blik. Fordi hun nul og niks i min verden. Hun er kun irriterende musik i mine øre.
Jeg smækker døren lidt ekstra hårdt, når jeg træder ind i salen for at få June Cooper, der allerede er her til at vide, at hun ikke er alene. Jeg er sur i dag, så er June er her, er ikke noget godt match. Jeg mere sur end normalt, så jeg siger bare Watch the fuck out.
Jeg smider min taske på jorden og allerede klædt om til at træne på isen. June skøjter rundt og laver sine futtelighut spring eller hvad man nu kalder det. Jeg kender kun til de svære tricks navne inde for kunst skøjtning.
Hun ser kort på mig og skøjter videre. Hun kan ignorer mig så meget hun føler får, og jeg vil stadig være så ligeglad. Jeg træder ud på isen og følger hende med et nøje blik. Jeg ville ikke sige, jeg glor, men jeg glor. Hun er god til det der pis. Hvilket giver mening siden hun har det som major. Hun vender sig om og ser vredt på mig. Jep gode gamle June Cooper.
"Har du fået glosuppe til middag? eller er du bare en total pervers stalker?" spørger hun og skøjter hurtig hen til mig.
"Jeg har ikke fået glosuppe, men en boner ville sikkert være det rigtige svar" siger jeg lige ud. June ser chokeret på mig og får røde kinder, hvilket får mig til at grine.
"Hvordan? hvordan kan det give dig... jah?" siger hun og ser med foragt på mig. Hmm lad mig se, måske er det hendes latterlige tætsiddende dragt og hendes lille skørt... nej jeg kan ikke engang tænke på det. Jeg rømmer mig, og ser på June med et smørret smil. Eller jeg ved ikke om man kan kalde det et smil. Jeg smiler sjældent, jeg bruger det kun hvis jeg rent faktisk føler for at smile. Andre gange smiler jeg også, hvis jeg ved jeg kan få noget ud af det.
"Bare rolig, bare fordi jeg har stådreng betyder det ikke at jeg kommer til at tage din dyrebare mødom" siger jeg og skøjter en omgang rundt om hende. Jeg stopper op foran hende igen, men denne gang endnu tættere på. Jeg elsker at se hendes udtryk når jeg er tæt på hende. Hun bliver helt usikker og varm i kroppen. Vent.. jeg elsker det, er ikke ligefrem det jeg mener. Bare forkert valg af ord. Jeg mener at... jeg kan lide det. Elsker er lidt for voldsomt til mit ordforråd. Jeg har aldrig brugt ordet elsker siden min mor, fordi der var ingen andre siden jeg har elsket lige så højt som hende. Hun trækker sig lidt væk og tager en dyb indånding. Hun vender sig ryggen til mig og begynder at sætte i gang med at skøjte videre. Naha.. jeg har rent faktisk brug for hendes hjælp i dag så hun kan ingen steder smutte.
Jeg tager fat i hendes håndled og svinger hende i hurtigt bevægelse tilbage mod mig. Hun vælter nærmest ind i mit bryst så god kraft var der med. Jeg vidste ikke at hun ville være så let. Jeg regnede med hun ville være lidt tungere end en fjer at trække. Hun ser chokeret på mig med en blanding af irritation og forvirring.
"HVAD NU LUKE?" udbryder hun vredt.
"Siden hvornår er vi på fornavn?" spørger jeg med et løftet øjenbryn. Jeg er egentlig ligeglad med at hun kun kalder mig Luke, men kan godt lide at irritere hende og når hun siger mit fulde navn imens hendes læber smiler skævt...shit jeg skal til at få et knald, det her går ikke.
Hun ruller med øjnene og ser afventende på mig.
"Du skal hjælpe mig med mine drejninger, du sagde du vidste hvordan jeg kan gøre det hurtigere" siger jeg og ser alvorligt på hende. Hun har ikke noget valg. Det er sikkert lidt egoistisk af mig, men helt ærlig? hun kan sikkert sine trin i søvne. Hun ser på mig som om jeg taler volapyk... indtil hun begynder at grine. Nej. Hun flækker af grin. Hvad fuck er sjovt ved det her? Er jeg gået glip af nået? Jeg har ikke sat mit hår i dag, så det står lidt ud til siderne... vent jeg sætter aldrig mit hår, det er altid rodet. Hvad griner pigebarnet så af? Jeg er forvirret.
"Hvad er så sjovt?" spørger jeg og ser seriøst ned på June. Jaer, jeg tror, jeg er ved at få lidt ondt i nakken af at se ned på hende. Hun er ikke enormt lav, ligesom så mange af dem jeg kysset med, men hun i hvert fald lavere end mig. Måske er hun 170? Idk. Hun stopper straks med at grine og ser forvirret på mig.
"Vent du mener det?" spørger hun og ser foragtet på mig.
"Ja? hvorfor skulle jeg ikke mene det? Jeg har brug for din hjælp" siger jeg og tager fat i begge hendes skuldre, for hun kan se seriøsiteten i mit tonefald. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive så desperat foran en pige.
"Hvor meget?" spørger hun med et mistroisk blik.
"Hvor meget, hvad?"
"Hvor meget vil du gøre for min hjælp?" spørger hun og ser med smalle øjne på mig.
"Når øhhh, 100 dollars i timen hvis det er nok?" spørger jeg og kigger hen imod min taske. June taber kæben med foragt. Hvad sker der for hendes foragtede blikke hele tiden?
"Ew jeg er ikke nogen luder der skal betales Luke!" siger hun og giver mig et blidt skub. Eller måske var det et hårdt skub i hendes optik, men det var blidt for mig. Jeg trækker på skuldrene og forstiller mig i et kort øjeblik June som lu- stop! Det kan min lille ven simpelthen ikke klare trykket af.
"Nej jeg skal ikke have penge for det! men der er noget andet..." siger hun med djævelsk smil. Jeg kan ikke lide det smil. Nej jeg kan langt fra lide det smil.
"Du skal ned på knæ og bede om min hjælp" siger hun og krydser sine arme med et selvtilfreds smil. Hun står pludseligt selvsikkert og ser udfordrende på mig.
"Glem det" siger jeg og ser koldt på hende. Jeg går aldrig ned på knæ for en pige. Aldrig. Det udelukker derfor også ægteskab, hvilket ikke gør noget. Jeg forbliver dermed en fuckboy forevigt.
"Fint. Så hjælper jeg dig ikke" siger hun med et skuldertræk og drejer væk fra mig. Jeg tager hurtigt fat i hendes håndled.
"Vent... kan jeg ikke gøre noget andet? en orgasme?" spørger jeg med et løftet øjenbryn.
"Nej tak og lad vær med at være så pervers hele tiden! Jeg er jomfru af eget valg og jeg vil gerne vedholde det sådan" siger June med et dræberblik.
"Du ved... der er andre måder man kan få en or-"
"Sig et ord mere og du kommer til at fortryde det!" hvæser hun og afbryder mig med en hånd mod min mund. Jeg griner hæst og trækker hendes hånd væk.
"Fint er der andet så?" Prøver jeg en sidste gang.
Hun ryster straks på hoved. Fuck altså også. Det her seriøst det dummeste jeg nogensinde har oplevet.
"Fuck mig" siger jeg og kigger ned i isen.
"hmm nej tak" svarer June på min frustration. Jeg ruller øjne over hende og tøver lidt. FUCK. Jeg kan ikke fatte hvad jeg kommer til at gøre nu...men jeg gør alt for hockey...
Jeg knæler langsomt ned på et knæ. June ser overrasket ned på mig der har mit ene knæ på den kolde og hårde is.
"Please June Cooper, vil du være så sød at hjælpe mig med at gøre mine drejninger endnu hurtigere end selveste lynet og gøre mig til den lykkeligste ishockey spiller på jorden" spørger jeg og smiler svagt... meget svagt. Hun smiler tilfreds ned på mig. Hun når lige at nikke en gang før en stor dyb latter afbryder det hele. Nej... Jeg vender skarpt mit hoved. FUCK. Et helt ishockey hold står og flækker af grin. Jeg får først øje på Oliver der griner højest, men ham jeg bemærker mest er Garret... Han har filmet det hele. Den her dag kunne ikke blive værre. Jeg ser ved siden af Matt, hvor vores træner står og ligner en der virkelig prøver ikke at flække af grin. Han bider stærkt i sin læbe for ikke at grine. Fedt nu har jeg lige ydmyget mig selv foran hele mit hold. Jeg ser tilbage på June, der ser så tilfreds over den her scene. Hun klapper mig lidt på skulderen med et smil.
"Jeg skal nok hjælpe dig Luke, ups jeg mener Luke Finley" siger hun med det mest smørrede smil jeg nogensinde har set før. Hun nyder det virkelig.
HUHUHUHUUUUUU. Kan ret godt lide det her afsnit:) håber også i kan. Tusind tak for alle jer der læser med og for alle de søde kommentarer! og jeg håber alle nyder sommerferien selvom vejret ofc. Jeg er på vej mod vest Jylland og er i færge lige nu:) men drømmer om at være i Grækenland eller Brasilien lige nu🤪
Spørgsmål: Er der nogen der på udlandsrejse?