- Harry har fået en hjernerystelse. Han har også slået kæben. Den er slået hårdt, men ikke brækket. Ulykken har været meget hård for ham, og det er derfor han har været så svær at komme i kontakt med. Han har ikke været til, at komme i kontakt med, siden han blev kørt ind på stuen, men min kollega sagde noget med, at der var en pige ved navn (D/N) der var god til at få kontakt til ham. Er det dig? siger lægen og kigger over på mig.
Jeg ånder lettet ud. Det var meget at sluge på en gang. Jeg sidder og tænker lidt. Det var mig han snakkede om.
- (D/N), siger Niall og lægger en hånd på mit lår.
- Ja undskyld. Det er mig, siger jeg og kigger lægen i øjnene.
- Er det okay, at du og Harry får lov til at være lidt alene, så du måske kan få lidt kontakt til ham? spørger han og smiler.
- Helt alene?
- Helt alene ja.
Jeg får en klump i halsen. Kan jeg klare det? Ja jeg kan! Harry er en helt almindelig dreng. Jeg kan få kontakt til ham og ingen andre kan. Det må være noget specielt. Nej. Jeg tror bare han forveksler mig med en anden. Men jeg gør det! Selvfølgelig vil jeg være alene med ham.
- Ja det er okay, svarer jeg.
- Kom med mig.
Jeg rejser mig op og går ind på stuen Harry er på. Jeg ser ham. Han ligger lige så fint i sengen. Hvor er han dejlig.
- Nu vil jeg og mine kollegaer gå ud, og så kommer vi tilbage om to timer, siger han og smiler til mig.
To timer. Det er meget. Jeg skal bruge min tid ordenligt.
- Hvad med de andre drenge? spørger jeg.
De kan jo ikke bare sidde og glo jo.
- De får noget mad og vand. Jeg går nu. Ring på klokken der, hvis der er noget.
Jeg nikker bare. Lægen går ud. Jeg er helt alene. Sammen med Harry.