Ung, smukkere, dummest. | Novellesamling

2. Væk med et blink

Vinden tager til, idet flyet begynder at synke ned imod jorden. David er på vej hjem fra familiens spontane tur til Thailand denne ellers helt normale lørdag formiddag. Turen fra Thailand til nu Danmark har været enormt lang, og turbulensen har været ubærlig stort set halvdelen af turen. David er lidt småsur på sin familie. Han ville meget heller have været hjemme i ferien, så han kunne være sammen med sine venner og spille computerspil. Seleikonet, der sidder i loftet, begynder at lyse og blinke. David har travlt med alt muligt andet, så han registrer det ikke. Telefonen i hans hånd bliver ved med at lyse op. Først får han en besked fra Janus, der spørger om, hvornår han er hjemme, derefter en snap fra Sally, så et par likes på Instagram og til sidst en meddelelse fra Facebook.

„Skat vi er ved at lande" siger Davids mor med spændt kæbe og nedstirrende øjne. Han sukker og vender sin opmærksomhed imod hende.
„Ja, det har jeg fattet" svarer han flabet og sukker, men hun vælger at smile høfligt til ham i håb om, at han vil opføre sig ordentligt og høre efter.
„Vil du ikke være sød at slå den på flyfunktion?" spørger hun sagte men bestemt og nikker ned imod telefonen i hans højre hånd.
„Du skal også klikke din sele" siger Helena, Davids lillesøster, med en sukkersød stemme. David himler med øjnene, og retter sin opmærksomhed imod Helena.
„Du bestemmer ikke over mig" spytter han til hende. Helena folder armene over sit bryst og rækker tunge af ham.
„Tal pænt til din familie David" sukker hans far, der stikker sit hoved frem imellem Davids og hans mors sæde. David ryster irriteret på sit hoved med et suk og vender sin krop væk fra sin familie.

En hurtig bevægelse imod højre får tasker og glas til at flyve rundt i flyet. Davids telefon flyver ud af hånden på ham og et par kvinder, lidt længere fremme, gisper. David skynder sig at klikke sin sele, hvorefter flyet laver en endnu skarpere drejning til venstre.
„Hvad forgår der mor?" græder Helena, der blot er 5 år gammel. David bliver også en smule urolig, imens sveden begynder at pible frem på hans hud. Flyet flyver rundt i en ring, ligesom når man kører i Dæmonen inden i Tivoli. Det er dog nær så rart. Nervøsiteten stiger i luften og gråd og beroligende ord lyder, da Helena og en masse andre børn fylder luften med deres gråd.
„I må undskylde den vilde tur, vi har alt under kontrol igen" lyder det fra højtalerne. David ånder lettet ud. Han havde ikke opdaget, at han havde holdt vejret, siden han mistede sin telefon. Lige som David sætter sig til rette og kigger ud ad vinduet, der er ved hans venstre side, sættes farten op og jorden kommer tættere og tættere på. Davids puls stiger, og hans hjerte hamre inden i hans bryst med flere kilometer i timen. Flyet støder imod jorden, hvilket resulterer i, at det knækker midt over, og de to halvdele skilles, da den forreste bliver ved med at glide hen over den glatte isbelagte jord.

Skrig, gråd og eksplosioner fylder atmosfæren. David åbner langsomt sine øjne og prøver at få sin hjerne til at genspilde, hvad der lige skete for ham. Hans puls stiger, og sveden samler sig på hans pande og håndflader, idet han opdager, hvad der lige er sket.
„Mor!" skriger han pinefuldt, imens han ihærdigt prøver at rejse sig op, men uden held. Selen sidder stadig fast rundt om hans mave, hvilket holder ham tilbage i sædet. Uden tøven klikker David sig op og rejser sig hurtigt. Hans ben kollapser under ham, og han lander med ansigtet først ned i et tomt sæde foran ham.
„Helena!" skriger han med en grådkvalt stemme. Tårerne løber ned ad hans kinder, og han prøver ihærdigt at tørre dem væk.
„Far!" råber han, men der er ingen, der svarer. David tager en dyb indånding og vender sig om i sædet, så han kan se ud over den ødelagte vej, de er landet på. Hverken Helena eller hans forældre er i syne, men flere skadet og uskadte mennesker ligger og krymper sig i smerte. David kan ikke føle nogen smerte, hvilke nok ikke er en god ting, nu hvor han tænker over det.
„David..." hvisker en hæs stemme, hvilket får David til at fare op og gå i retningen af stemmen. Han kan sagtens gå, så hans ben må vel være uskadte. En arm griber fat i hans ben, hvilke får ham til at gyse af smerte. Hans blik lander på hånden, der har fat i hans ben. Det er Helenas hånd. Uden tvivl. Hånden har en påskegul neglelak på og klapper ham hjælpeløst på hans ben, lige i et åbent sår, han først lægger mærke til, at han har nu. Armen ligger under et sæde, hvilke David hurtigt får løftet og smidt i den modsatte retning. Alt den kampsport har trods alt ikke været spild af tid. Ligesom David havde gættet, er det Helena, der ligger forgrædt på jorden under sædet med et åbent sår i maven. Davids hjerte krymper sig i smerte ved synes af hans lillesøster sprættet helt op. Han sætter sig på hug ved hendes side og klemmer hendes hånd ind imod sit bryst. Hendes åndedrag er små, og hun hiver voldsomt efter vejret. Selvom David ikke vil tro sine egen øjne, så ved han, at det han ser, er rigtigt. Hun er ved at dø. Lige her ved hans side.
„Jeg elsker dig" snøfter han og kysser hende i håret. Hendes puls er næsten ikke eksisterende.
„David, hvad sker der?" græder hun. Frygten er tydelig i hendes stemme. Han smiler blidt til hende og aer hendes hår.
„Vi er tilbage i Danmark, alt skal nok blive okay, du er okay." Hun smiler taknemmeligt til ham, hvorefter hendes øjne lukker i og hun tager sit sidste åndedrag.

„Mor!" råber han med en stemme, der både indeholder vrede og frygt. David forlader Helena kort efter hendes død. Han tager nu videre for at finde sine forældre. Et brag lyder og David vender sig om i retningen af lyden. Fjernt ude i horisonten springer den bagerste del af flyet i luften. Far sad bagved os andre... Han skubber hurtigt tanken væk, tørrer sin næse i sin trøje og leder videre efter sin mor.

Kort efter eksplosionen finder David sin mor under den ene vinge. Han sætter farten op og løber hen til hende.
„Mor!" skriger han og omfavner hende. Hun er iskold. Davids hjerte stopper for et sekund, hvorefter det hurtigt begynder at hamre løs i hans bryst.
„Undskyld mor" hulker han ned i hendes blodige hår, hvorefter han slipper hende og sætter sin fingre ind på hendes hals, ligesom han har lært man skal gøre i skolen. Pulsen er slet ikke til at finde, og hendes hud er allerede begyndt at få en grålig nuance.
„Hun er død." David springer op ved lyden af en fremmed mand.
„Hvad hedder du min ven?" spørger manden, og David kigger dødt op på ham.
„David" nærmest hvisker han. Tårerne er for længst stoppet med at glide ned ad hans kinder, der nu er efterladt kolde og tørre.
„Var du med på flyet?" spørger manden med en rolig stemme. Det eneste han kan gøre, er at nikke. Manden sætter sig på hug foran ham.
„Jeg hedder Peter, jeg er en læge" siger han roligt. David svarer ikke, men står blot i chok over hans mors død og glor på Peter.
„Er det din mor?" spørger han og peger på Davids mor. Han nikker stille, og tårerne kommer brusende tilbage. Peter sukker blidt og tager fat i Davids hånd.
„Kom med mig, alt skal nok gå" siger han beroligende. David rejser sig forsigtigt op og halter efter Peter. Smerten sætter først ind nu og voldsommere, end han nogensinde før har oplevet. Peter holder rundt om ham, så han kan støtte sig til ham på vejen hen til ambulancen.

„Hvor har du ondt henne?"spørger Peter kærligt, idet de sidder i bagenden af ambulancen med åbne døre.Der er efterhånden kommet flere ambulancer, læger og rundt omkring går der ogsånogle politimænd og udspørger folk.
„Mit ben og min ryg" fremstammer David med en kold tone. Den bagerste del afflyet, man kun lige kan fornemme ud i horisonten, er gået i flammer. Uden etord løfter Peter op i Davids trøje, så han kan se, hvor slemme skaderne er på hansryg. Davids ryg er helt blålilla med blodige rifter. Bevægelsen får David tilat krympe sig i smerte.
„Av det må gøre ondt" siger han stille og lader trøjen falde tilbage imod hanshud. Det er ikke fordi Peter havde forventet, at Davids ryg ville være uskadt. Hansellers hvide t-shit er helt blodig og beskidt på ryggen, hvilket var grundentil, at Peter gik hen til David til at starte med. Davids blik møder Peters,hvis øjne er bestemte, men fyldt med medlidenhed.
„Vi bliver nød til at få dig tilbage til hospitalet, så vi kan kigge digordentligt igennem" siger han blidt. Peter prøver at undersøge Davids øjne forgodkendelse.
„Er det okay med dig?" David lader sit blik falde ned til sine hænder, dernervøst piller ved den ødelagte hud rundt om hans negle.
„Hvad med min far?" Davids spørgsmål fanger Peters opmærksomhed.
„Din far?" spørger han, og David løfter sit blik, så deres øjne igen mødes.Angsten er tydelig i Davids øjne.
„Jeg tror måske han er der" siger David med rystende stemme og peger imod denbagerste del af flyet ude i horisonten. Peter tager en dyb indånding.
„Hvis han er i live, skal du nok få det at vide." Davids hjerte stopper kort. Hvis,han er i live... Peters ord kører rundt og rundt i hans hoved.
„Det skal nok gå. Jeg er her for dig" siger Peter med et blidt smil. Dethjælper dog ikke meget. Intet i hele verden kan hjælpe på det, David lige harset. Hans lillesøster døde foran ham, han fandt sin mor død under en vinge oghans far er pist borte. Hvordan vil han nogensinde kunne leve med det?

FORFATTERNOTE
Jeg har lige fået mit 3. HPV stik, nu er det endelig ovre! Puha.
Jeg har også fundet ud af, at jeg har 3 måneder, 3 uger og 3 dage tilbage af 9. klasse inkl. ferie, men ekskl. læseferie og eksamen. Glæder mig allerede til der kun er en dag tilbage!

Sprøgsmål;
- Hvor lang tid har du tilbage af folkeskolen?
- Hvad skal du efter folkeskolen?

{Udgivet den 3. februar 2020}