Alice

5.

Da jeg kom op sad Tina klistret til sin kikkert og med kaffekoppen placeret helt oppe til læberne.

„Jeg sværger, de to drenge drukner hinanden om tre et halv sekund, og jeg skal virkelig anstrenge mig for ikke at være for ligeglad til at rejse mig."

Jeg klukkede.

„De har sloges i over en halv time, sæt jer nu ned og drik en juice. Hvor er deres mor?"

Jeg strakte hals og panorerede stranden. Drengene halsede afsted som galpende hunde op og ned langs klitter og bølger mens deres små, senede muskler rullede under huden og de hårdhændet manede hinanden i jorden. Omkring hundrede meter derfra løftede en kvinde sine solbriller, betragtede dem i nogle få sekunder og satte dem så tilbage på næsen og lagde sig til rette på håndklædet. Der havde vi synderen tænkte jeg med et skævt smil.

„Jeg tror lige jeg smutter derned." tilkendegjorde jeg og rejste mig. Som regel fornemmede folk at de skulle være opmærksomme på deres børns sikkerhed når livredderne viste sig, næsten som om vi fungerede som en autoritet, der betød mere end de andre strandgæsters fordømmelser.

Henslængt stillede jeg mig og snurrede den røde livredderfløjte om den ene finger. Mærkede den lette havbrise og missede mod solen. Kvinden skævede til mig. Skævede til børnene, der lige nu skiftedes til at holde hinanden om halsen og tvinge deres spinkle modpart under vandet indtil de spjættende bevægelser blev for voldsomme. Skævede tilbage til mig. Jeg mødte ikke hendes blik. Stod bare afslappet som om jeg ikke havde den ringeste anelse om hvad der foregik, indtil kvinden endelig sukkede højlydt og rejste sig for at hente de to slagsbrødre. Med hårde skridt trampede hun ned mod dem og rev dem i armene indtil de hylende smed sig i sandet og skreg som utætte balloner, og kvinden rasede tilbage og tvang dem til at sætte sig på begge sider af sit håndklæde hvor de sad i tyve lange minutter, med krydsede arme og skummende ansigter.

„Jeg skal da lige love for at du fik løst den situation uden at sige et eneste ord, og gæsterne takker dig." udbrød Tina og klappede mig hårdt på skulderen. Jeg smilede stort. Fra tårnets vindue kunne man stadig skimte de to små drenge, siddende op af hinanden.

„Du har også virket lidt nedtrykt på det seneste, så er det er sgu godt at se."

Jeg mærkede hvordan mit smil stivnede. Tina rømmede sig og flyttede sig i stolen.

„Ja men... det skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i. Det er godt at have dig tilbage, er alt jeg prøver at sige. Altså næsten tilbage. Er der sket noget?"

„Nej." sagde jeg hårdt og gik ned fra tårnet igen.

Der gik over en time før jeg kom tilbage, øm i benene og solbrændt på kinderne. Tina sendte mig et undskyldende blik, og så spurgte hun forsigtigt om jeg kunne tænke mig en Marsbar. Jeg nikkede. Med øjnene klistret til knapperne på kaffemaskinen klemte jeg læberne sammen og satte en ny kande over.

„Undskyld Tina."

Hun skævede til mig. Det lyse hår var strøget om bag ørerne. Et øjeblik var der stille imellem os, men så flækkede hendes ansigt i et bredt grin.

„Tag det roligt ven. Jeg er ikke så sensitiv."

jeg skulle lige til at spørge om vi kunne være hos hende, men inden jeg kunne nå at forme ordene kom en slank mørkhåret pige gående imod os. Jeg havde ikke engang bemærket at timen var slut og at folk allerede var begyndt at drysse ud af lokalet.

Pigen havde funklende, midnatssorte, mandelformede øjne, kanelfarvet hud og et næsten selvlysende hvidt smil, og måden hun bar sin krop mindede mig om den måde bølger vugger under en højtsiddende, tropisk sol. Uden det mindste spor af tøven strøg hun hen over klasselokalets gulv, og lagde en slank hånd på Alice's skulder. „Riya." sagde Alice hjerteligt og rejste sig for at omfavne den smukke pige. Jeg måtte anstrenge mig for ikke at måbe ved synet af to så tiltrækkende kvinder, der lige nu stod opslugt i en kærlig omfavnelse. Riya trak sig væk og rettede sit strålende smil mod mig.

„Jeg hedder Riya. Hyggeligt at møde dig." Jeg tog hendes hånd, men jeg kunne ikke sige noget, ordene hang fast i min hals.

„Det er Agnes." Alice sendte mig et venligt smil, og lod ikke til at være generet af at være nødsaget til at introducere mig, fordi jeg var komplet inkompetent. Jeg skyndte mig at nikke.

„Riya gik i min gamle klasse," sagde hun hjælpsomt. „og jeg havde helt glemt at vi havde en aftale om at tage ud og drikke en kop kaffe."

„Det er helt i orden," sagde jeg „vi gør det bare en anden gang." Alice rynkede panden.

„Kunne du ikke tænke dig at komme med?"

„Øhm, altså..." stammede jeg og skulle til af afslå, men Riya bød ind og lagde en hånd på min arm.

„Det ville være så hyggeligt." sagde hun varmt.