Alice

3.

Jeg trak vejret dybt. Lagde nakken tilbage og kiggede op på skolen der virkede langt større og mere skræmmende end den plejede. Daniel havde altid været mit trygge gemmested og jeg havde derfor aldrig behøvet at snakke med andre, men nu var jeg på egen hånd.

Jeg tænkte tilbage på den ulmende forårsdag hvor vi sad slængede i hans sofa og læste halvt op til en matematikprøve. Jeg huskede hans ansigt, og hans hud, og hans øjne.

Han lignede lidt en hundehvalp med sine bløde, brune krøller. Hans ansigt var det mest velkendte for mig i hele verden. Selv i dybt mørke ville jeg kunne fremkalde hver en detalje for mig. Når han smilede til mig, trak mundvigene sig op til øjnene, som lyste op, på samme måde som himlen efter lang tids gråvejr. Og han syntes altid at kunne læse mine tanker. Jeg huskede tilbage på den sene eftermiddag for få måneder siden. Hans lange krop i sofaen ved min side. Den velkendte, beroligende energi.

"Hvad tænker du på?"

Jeg rystede tankerne af mig og smilede til ham. Eller forsøgte på det. Han lagde hovedet let på skrå, og kiggede undersøgende på mig.

"Jeg dør ikke at du ved det."

Jeg fnyste.

"Nej, du flytter bare en milliard kilometer væk."

Et skævt smil.

"Så langt væk er Finland altså ikke. Du kan komme og besøge mig. Lov mig at du kommer og besøger mig."

Jeg lagde godt mærke til den beskedne revne i facaden, og det triste udtryk der krøb op på Daniels ansigt, men for hans skyld, valgte jeg at ignorere det. At lade som om at flytningen ikke gik ham på, var hans måde at deale med hele denne her lortesituation.

"Selvfølelig."

Langsomt rakte han ud efter mig og trak mig helt ind til sin varme krop. Hjerteslaget var lige så velkendt som mit eget, vejrtrækning en forlængelse af mit. I slowmotion, som var vi under vand, plantede han et kys på min tinding. Tårerne sneg jeg omgående ind på mig, og imens Daniel og jeg sad der følte jeg mig både umådeligt lykkelig og frygteligt ulykkelig.

Jeg åbnede døren og trådte ind. Folk var allerede på vej til time. Jeg havde sørget for at komme i sidste øjeblik. Jeg kiggede mig nervøst omkring. Første time var tysk, så jeg skyndte mig at snige mig ind, og sætte mig på en tom plads. Drengen ved siden af mig kiggede på en gang overrasket, og komplet uinteresseret på mig, inden han vendte tilbage til at tegne tændstikmænd der dræbte hinanden med geværer, i sit hæfte. Det var et interessant motiv taget i betragtning af at det kom fra hånden af en 3.g'er, men jeg havde hverken lyst eller socialt råderum til at dømme nogen som helst. William hed han. Min sidekammerart. Jeg ville gerne sige noget til ham, for at bryde isen, men jeg kunne ikke finde på noget. Det var som om min hjerne var blevet støvsuget for ord. Det gik op for mig hvor dårligt jeg kendte mine klassekammerater. Jeg kunne ikke huske at jeg nogensinde havde haft en samtale med godt og vel en eneste af dem. Nogen af dem kunne jeg knap huske navnene på. Hvor meget havde jeg isoleret mig selv siden jeg havde formået at fremmedgøre mig så meget fra mennesker jeg havde set hver eneste dag gennem hele gymnasiet. Eller, eftersom min fraværsprocent nærmede sig de tyve bare for i år, så var hver eneste nok lidt en overdrivelse, men stadig.

Da Alice trådte ind mærkede jeg hjertet hæve sig i brystet. Hun fangede omgående mit blik som om hun regnede med at jeg ville være der, og så smilede hun hurtigt.

"Alice, hvad laver du her?"

"Thor gav mig lov til at rykke fra Spansk til Tysk." Hun lød så begejstret at jeg ikke kunne lade være med at smile med.