Alice

4.

Skolens hovedgang var en myretue af elever, der strømmede ud fra lokalerne og søgte ud i friheden. Gangene rungede af summende stemmer og lugten af parfume og sved blandede sig med følelsen af forventning. Det var godt vejr i dag, efter en hel uge med næsten uafbrudt regn, så nu hungrede folk efter bare en snert af den D-vitamin som solens stråler kunne tilbyde, og deres deres blege kroppe kæmpede om at være den første, der forlod skolens, forventelige lokaler og søge ud. Bare ud. Ud og væk.

Alice nynnede en melodi mens hun trissede ved siden af mig, og jeg undrede mig over om solen overhovedet kunne gennemtrænge pigmentet på hendes mælkehvide hud. Jeg ville ligne en der var død og gravet op igen hvis jeg var så bleg, men på hende føltes det som det mest naturlige i hele verden.

Hun holdt op med at nynne. Skelede til mig.

"Jeg glæder mig til at se dit hus." sagde hun.

Uden at se på hende plukkede jeg et bøgeblad fra den høje hæk, der løb på højre side af os og pillede det fra hinanden.

„Hvis du ikke havde været en ung, indtagende pige, så kunne det have lydt rimelig skummelt."

Hun lo højlydt.

„Okay, det faktum at den første sætning du ytrer til mig på mere end tre ord, er en halv fornærmelse hvor du samtidig kalder mig indtagende er faktisk ret fantastisk."

Jeg smilede skævt.

Vi fortsatte ned forbi cykelparkeringen hvor jeg rent faktisk overvejede om jeg skulle lade min cykel stå så Alice ikke behøvede at se den. Det var en gammel herrecykel som jeg havde arvet fra min far efter en knæskade der gjorde at han ikke kunne cykle mere. Den var rustet flere steder og baghjulet knirkede som en pattegris. Og nu stod vi her, næsten foran den. Min ryg svedte.

„Såeh... hvordan kommer du i skole?" spurgte jeg i håb om at dreje opmærksomheden hen på noget, der ikke indvolverede mig eller mit transportmiddel.

„Jeg kører normalt selv, men jeg kørte med Nick i dag, så det er intet problem hvis du skal have din cykel med."

„Jeg sagde da ikke noget med en cykel." modsatte jeg mig tamt.

„Vi står nok ikke nede på cykelparkeringspladsen for sjov, vel." grinede hun.

„Så hvilken en er din?"

Nedslået traskede jeg hen til mit gamle jernstativ og trak den ud.

„Jeg synes den er ret fin. Den er vintage. Den passer ret godt til din stil."

Omgående ønskede jeg at jeg havde lagt mere omtanke i min påklædning, og da jeg kiggede ned af mig selv og så et par slidte, blå jeans, en hvid striksweater og en cowboy-jakke, gik det op for mig at Alice havde fuldstændig ret. Jeg var som taget ud af en 70'er film. Det eneste der mangelede var et par fløjlsbukser og hinkestensbriller og så var scenen sat.

„Har du det ikke varmt, egentlig? Vil du ikke have lidt af alt det tøj af?"

Jeg rystede på hovedet og begyndte at trække cyklen i retningen af byens hovedfærdselsåre. Jo før vi kunne komme hjem, jo færre spørgsmål og eller pinlige situationer kunne nå at opstå. Alice fulgte efter mig med spændstige skridt.

„Hvorfor ikke? Det er jo dejligt vejr nu."

„Jeg kan godt lide løst tøj. Og lag."

„Hvorfor?"

„Det kan jeg bare godt."

„Det giver ikke nogen mening. Jeg kan se at du har en fantastisk krop indenunder alt det tøj."