5 dage i himlen

Sebastian til undsætning

Da jeg vågnede op var der lyst og skarpt. Sebastian havde et bekymret udtryk i ansigtet og tårer i øjnene. Det hele snurrede lidt rundt, men jeg forstod ikke hvorfor.
Hvorfor var Sebastian ked af det? Hvorfor var der så lyst? Det sidste jeg huskede var at vi sad og snakkede i et stort træ. Hvornår var jeg gået i seng, og hvad var der sket, efter vi havde snakket i træet?
Jeg var så forvirret, og det fik det hele til at snurre endnu mere i mit hovede. Jeg havde så mange spørgsmål, men det vigtigste og første spørgsmål var, hvorfor Sebastian var så ked af det.
Han åbnede øjnene og så, at jeg var vågen. Han krammede mig og spurgte, om jeg var okay.
Hvorfor skulle jeg ikke være okay? Det lignede da mere, at det var ham der ikke var okay.
Jeg åbnede munden og fik fremstammet: "hvorfor. Hvorfor er du så ked af det?"
Han kiggede på mig og tørrede de få tårer væk.
"Husker du ingenting?" Sebastian kiggede forvirret på mig og ventede på et svar.
"Øhh... nej? Nej det tror jeg ikke. Hvorfor gør jeg ikke det?" Jeg kiggede endnu mere forvirret på ham.
Han gav sig til at fortælle alt lige fra da han fortalte en joke, til jeg faldt. Han fortalte, at jeg slog mit hovede på en tyk gren i faldet, og da jeg ramte jorden, var jeg gået ud som et lys. Han fortalte, at han nærmest hoppede fra gren til gren for at komme ned til mig.
At han bar mig indenfor i sengen. Gav mig en kold klud på panden og tjekkede, om jeg havde slået min krop.
Han gav en kold klud på min kæmpe bule på hovedet og rensede mine sår.
Jeg havde åbenbart været bevidstløs resten af dagen og natten med.
Jeg vågnede åbenbart også først her til frokosttid. Han havde kun sovet få timer, da han hver time havde sat en alarm for at tjekke til mig.
Jeg kiggede på ham med tårer i øjnene. Tænk at han havde været så bekymret, og gjort så meget for mig.
"Undskyld" sagde jeg med en bævrende stemme.
"Undskyld for hvad? Du har intet at sige undskyld for".
Sebastians ord hjalp mig lidt.
"Er du klar til at komme op og stå?" Sebastian kiggede på mig med et venligt blik.
"Ja. Ja det tror jeg".
Han tog min hånd og satte sin arm omkring mig for at støtte mig. Min ene arm hvilede på hans skuldre. Han fik mig rejst op, og mit hovede dunkede voldsomt.
Jeg gik ud igen, men denne gang kun i få sekunder.
Sebastian lagde mig halvt ned. Jeg havde en masse puder som ryglæn, og han satte sig ved siden af mig.
"Hvad med at vi bliver her i sengen resten af dagen, så du kan hvile. Så kan du få en god nats søvn, og er forhåbentlig klar til i morgen?"
Jeg havde egentlig ikke lyst til at bruge vores anden sidste dag alene sammen med at sidde skadet i en seng, men jeg havde ikke noget valg.
"Okay så", svarede jeg lidt skuffet.
Vi sad og snakkede indtil aftensmads tid, da Sebastian skiftede emne.
"Hvad med at jeg laver noget varmt tomatsuppe, og så kan vi spise aftensmad i sengen".
Den var jeg med på.
Lidt efter kom han ind med tomatsuppe og rødvin, ligesom det vi fik vores første aften sammen. Vi spiste alt vores suppe op, og Sebastian gik ud og vaskede skålene og bestikket op. Han var den bedste fyr i hele verden, og jeg var den heldigste pige i hele verden.

—————————————————————————————
Tusind tak for at læse med på dette kapitel.
Når Laura at blive frisk, inden de andre kommer?
Hvis i håber på at Laura bliver frisk igen, så giv gerne et vote (tryk på stjernen).