Wrapped Around Your Finger

You've changed!

Emily's synsvinkel:

"Ja, det må være svært ikke at ha' ham mere..." svarede intervieweren. Jeg nikkede. "Der har gået rygter om at du har noget du arbejder på? Er det sandt?" spurgte hun.

"Ja, det er rigtigt... Min kusine døde i efteråret, og hun havde skrevet et sang, som jeg har tænkt mig at vise verden..." Svarede jeg glad.

"Er det ikke også noget med at du holder en koncert til ære for hende?" "Jo! Den er på Fredag i O2 Arena, så det skal nok blive sjovt!" svarede jeg smilende.

•••

Louis og jeg var taget hjem til Louis, for han ville åbentbart snakke om et eller andet?

"Hvad ville du snakke om?" spurgte jeg og hoppede op på køkkenbordet. "Du har ændret dig..." sagde han.

Jeg kiggede ned af mig selv og nikkede. "Jeg kan slet ikke kende dig?" Han lød trist.

"Er det skidt?" spurgte jeg undrende. "Lidt... Der er ingen af os der kan kende dig mere!" svarede han.

"Hvorfor er det skidt, at jeg har forandret mig?!" spurgte jeg. "Prøv at lig ned af dig selv! Du ligner en rocker! Piercing i næsen, farvet hår, mørkt tøj, mørkt alting!" råbte han.

"Prøv at se på selv?! Du gik fra sjov og seler, til drugs og spritkørsel! Du skal ikke komme her og fortælle mig at du ikke har ændret dig spor!" råbte jeg tilbage.

"Jeg er fucking verdens berømt! Det kræver hele mit liv!!!" Råbte han vredt. "No shit Sherlock! Jeg er også berømt!" Vi var begge op i det røde felt...

"Du er så åndssvag! Vi råber altid af hinanden fordi du altid prøver at styre mig!" Råbte jeg før der blev helt stille.

"Og nu hvor vi er her, så har jeg fået et tilbud om at flyttet til Kina for at gøre mit arbejde der..." sagde jeg stille.

Vi stod med ryggen mod hinanden.

Han svarede ikke, så jeg gik hurtigt ud af døren. Jeg kørte væk. Væk fra alt, fra ham.

Tårerne trillede stille ned af mine kinder, ved tanken om at miste Louis.