Sten Hjertet

Kapitel 4

Jeg havde ikke fået nogle planer af Hugo i en måneds tid. Så jeg brugte tid sammen med Kate. Simon havde snakket med mig, sagt at jeg skulle give Kate til ham. Jeg slog ham og skubbede ham ind i en væg, "gå hjem og vug taber" sagde jeg. Kate vidste det ikke, jeg ville heller ikke have at hun fik det at vide, hun ville bare blive bekymret. "Hvad sker der, derinde?" spurgte Kate. Uden jeg havde bemærket det var vi gået hele vejen over til jægerhytten. "øhh.... fest, tror jeg" sagde jeg, jeg ville ikke have at hun skulle vide noget. "Kom lad os se" sagde hun, jeg kunne ikke nå at sige noget for hun var over ved døren. Jeg gik over til hende, prøvede at få dørmanden til at forstå at han ikke måtte lukke os ind. Han forstod det ikke, han kiggede på mig og åbnede døren.

Da vi gik ind blev vi mødt at Raven, som slo en mand, så han faldt og var bevidstløs. Kate skreg og alle stoppede alt hvad de lavede. De kiggede på os. Jeg tog fat i Kate og fik hende til at blive mere rolig, "de vil ikke gøre dig noget okay? Jeg lover" sagde jeg, "kender du folk her?" spurgte hun, hun var vist lidt bange. Jeg skulle til at sige nej da Smile gik over til os. "Mike! Godt at se dig" sagde han. Kate stirrede på mig. Jeg slog Smile, han var overrasket. Men han forstod godt at han lige havde sagt noget dumt. Han så på Kate og bukkede. "Halløj, den dame. Vil de have en drink? Mike her ejer det her sted" sagde han. Kate så mere rolig ud nu og krammede mig.

"Hvorfor sagde du ikke bare det?" spurgte hun. "Det ved jeg godt nok ikke" sagde jeg. Smile løb om bag ved, nok for at forklare Boss hvad der skete. For da han kom tilbage, var Boss bag ham. Han gik over til mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle løbe, eller tage de tæsk han ville give mig. Da han kom over til os bukkede han til os. "Velkommen tilbage" sagde han. Kate bukkede tilbage, "tak for at jeg måtte være her" sagde hun. Boss smilte. Jeg gik over til Køter. "pas lige på hende, gider du?" spurgte jeg, han nikkede. Dette var ikke en sted for Kate, men det vidste hun ikke, ikke endnu.

En nat hvor jeg skulle aflevere noget for Hugo, var jeg chokeret da jeg så hvem der skulle tage imod det. Kate, hun stod ved siden af søen. Hun så mig og smilte. "Hvad laver du her om natten?" spurgte hun, "det kunne jeg spørge dig om" sagde jeg, "jeg skal hente noget for min far" sagde hun. Jeg tog tasken af og tog posen op. "det her?" spurgte jeg. Hun blev helt bleg og så skræmt på mig. "Men hvordan?" spurgte hun. "Det er mit job" sagde jeg stille og lidt akavet. Der var ikke nogen vej at komme uden om det, hun skulle vide det. Hun satte sig ned, "det kan ikke være rigtigt" sagde hun. Jeg klappede hende roligt på hovedet. Hun kiggede på mig, "jeg elsker dig, men det her.... Jeg ved ikke om jeg kan klare det" sagde hun. Jeg satte mig foran hende, gav hende et kys og kiggede hende i øjnene. "Jeg elsker også dig, men det her.... det er alt jeg har tilbage at gøre" sagde jeg. Hun rejste sig, hun kiggede på søen, så skete det jeg ikke var klar på.

Hun sprang i, hun kunne ikke svømme. Så hun sank, og det gik hurtigt. Jeg smed tasken og sprang efter hende. Jeg tog fat i hendes hånd og prøvede at komme op. Hun var for tung. Jeg trak hende og til mig, hun prøvede at skubbe mig væk og mistede alt luft i hendes lunger på grund af det, jeg gennem søgte hendes lommer. Sten, hun havde sten i lommerne. Hun havde planlagt det her. Jeg tog dem ud og fik hende op. Jeg ringede efter en ambulance, jeg prøvede også at holde liv i hende. Men jeg kunne ikke, havde aldrig lær det. Ambulancen kom. Tog hende med. Politiet kom efter. De tog tasken og snakkede med mig. Jeg lå bare i det kolde græs, kunne ikke forstå noget. Det gik alt for hurtigt. En politimand spurgte mig om tasken, spurgte om det var min, jeg nikkede bare. Kunne ikke andet. De fik mig op at stå og tog mig med.

Min mor græd og min far råbte. Ligesom dengang. Og ligesom dengang, gjorde jeg ingenting. Jeg sad bare og kiggede ud. Denne gang var det ikke ham jeg kunne se, men hende. Hun kiggede på mig, hun græd. "Stop det, du må ikke græde" ville jeg sige, men mit kolde hjerte ville ikke tillade det. En politimand gik over til mig. "hvem arbejder du for?" spurgte han, jeg gjorde ingenting, sagde ingenting. Han sukkede og jeg blev ført ind, og hen foran dommeren. Min far sagde at jeg ikke havde gjort noget, min mor græd. Men da jeg blev spurgt, sagde jeg bare ja.

Tre år, det var det jeg fik. Jeg fik også besøg to gange om ugen. Men jeg aldrig troet at hun ville komme. Hun stod i døren, i hendes blomstret nederdel og grønne trøje. Ligesom den gang hun kom ind i klassen. Hun smilede til mig, "hej Mike" sagde hun. Det var virkelig hende. Jeg løb hen til hende og krammede hende. Vagterne kiggede på os, de var klar til at få mig væk. Jeg gav slip. "Men jeg troede, jeg troede at du var død" sagde jeg.

Hun smilte og rørte min kind. "Koma, det var alt. Hvis du ikke var der, var jeg død" sagde hun, og kyssede mig hurtigt. Jeg satte mig på min seng. "Du er blevet højere" sagde hun, jeg nikkede. "Træner, spiser og sover, det er alt jeg gør" sagde jeg. Hun grinte og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne stadig ikke forstå det. Hun var her virkelig. Sammen med mig, hun var ikke ligesom de andre, hun havde gjort min kolde sten hjerte, til et fyldt med kærlighed, og vigtigst af alt. Hun forsvandt ikke. Hun var her for at blive.