Sten Hjertet

Kapitel 2

Min far spurgte hvorfor jeg kom så sent hjem, jeg trak bare på skuldrene og gik ind på min værelse. Jeg tænde for mit stereoanlæg og skruede op. Jeg smed min taske ind i væggen og lagde mig på sengen. Der var kommet en ny til skole, endnu en der vil blive bange for mig eller vil irritere mig. Jeg hørte en banke på, jeg skruet ned for musikken og min mor kom ind. Hun havde nogle papirer med. Jeg vidste godt hvorfor og hvad det handlede om, træneren for hockeyholdet, ville gerne have mig med på holdet.

Jeg havde trænet min bror så jeg vidste meget om hockey, men jeg ville aldrig bevæge min ud på isen igen. Jeg rystede på hovedet og min mor smilede til mig. "Jeg ved godt, at du ikke har lyst lige nu, men hvis du nu prøver igen. Så vil du nok kunne lide det, ligesom dengang" sagde hun og satte sig på kanten af min seng. Jeg rystede på hovedet igen, hun begyndte at stryge mig med hårene. Det beroligede mig altid. "Sov på det skat" sagde hun. Hun kyssede mig på panden og lagde papirene på mit natbord. "Jeg elsker dig, mor" sagde jeg, "jeg elsker også dig skatter" sagde hun og lukkede døren efter sig.

Jeg kiggede på papirerne. "Kære Mike, i år er vi meldt til mesterskaberne. Vi kunne godt bruge din hjælp. Du er en stjerne til hockey, og det piner mig at se dig vende ryggen, til hvad du elsker. Hvis du hjælper os med mesterskaberne behøver du ikke at betale for træningen, jeg vil bare gerne have æren at træne dig igen. Jeg ved hvad du dur til og hvad du ikke dur til, du dur ikke til at slappe af. Du skal ud på isen, og mærke hvordan det er, at holde en hockeystav igen", Det var det der stod på første side. Det lød allerede latterligt. Jeg ville ikke spille hockey igen, jeg slapper ikke af og jeg vender ikke ryggen til noget. Jeg arbejder, så jeg har ikke tid til noget jeg ikke gider. Hugo, min chef, havde sagt at jeg skulle møde op i morgen aften. Det var også der træningen startede, så jeg havde ikke tid til børnelege. Jeg lagde papirerne ned i kassen, hvor jeg havde lagt alle de andre. Jeg havde nok fået omkring hundrede eller mere. Jeg forlod banen efter den dag og jeg har ikke tænkt mig at vende tilbage. Det var djævlens rutsjebane, og jeg ville ikke have en tur mere.

Kate kom løbende hen til mig over i skolen. "Godmorgen" sagde hun og krammede mig, jeg skubbede hende væk. "Har du det bedre i dag?" spurgte hun så og gik ved min side, over til mit skab. "Jeg har det fint" sagde jeg. Hvorfor ville hun ikke bare lade mig være? Hvad var det hun ville? Hun tog fat i min arm og trak mig med hen til boldbanen. "Der er en der vil snakke med dig" sagde hun. Jeg fulgte bare med, det var nok bedst. Over ved boldbanen stod træneren og smilede til os. "Mike" sagde han og lagde hans hånd på min skulder.

Der var mange der havde fulgt efter os for at se hvad der skete. De stod bag os. "Vil du nok ikke hjælpe os?" spurgte træneren, jeg rystede på hovedet. "Du ved godt hvordan jeg har det, med ishockey. Jeg har forladt det og nu er jeg kommet videre" sagde jeg. Jeg kunne mærke Kates forvirret blik, men jeg kiggede ikke væk fra trænerens blik.

Det var ligesom en stirrekonkurrence. Den der kiggede væk ville tabe. Hvis jeg tabte betød det at jeg skulle spille ishockey igen. En tog fat i min arm og trak mig over til personen. Jeg kiggede på hvem det var. Simon, han kiggede på mig med et irriteret blik. Han kunne ikke klare at træneren synes at jeg var bedre til ishockey end han var. Han skubbede mig ind i et træ. Kate kom løbende over til mig for at være sikker på om jeg var okay. Simon greb Kate i håret og hun skreg. Jeg skulle til at slå Simon, men jeg blev overmandet af fem andre.

De holdte mig ind mod træet og jeg kunne ikke gøre noget. Kate greb fat i Simons hånd, sparkede til hans ben. Han faldt ned på et ben og kiggede op på Kate, stadig med hendes hår i hans hånd. Hun kiggede på ham og slog hendes albue i hans ansigt. Træneren var gået efter at Simon havde taget fat i mig, så han så ikke noget af det her. Simon begyndte at bløde, Kate drejede hans hånd om så han ikke kunne gribe fat i hendes hår. Han skreg i smerte. Kate gav slip på ham og gik over til mig. Dem der havde fat i mig gav slip og Kate tog min hånd. "Kom" sagde hun og vi begyndte at gå. Jeg var i chok, hun vandt lige over Simon, som om det var ingenting. Hvad ville sådan en pige med mig? Hvem var hun? Kate kiggede på mig og smilede.

"Kan du ikke smile?" spurgte hun. Jeg rystede på hovedet, "ikke mere, min glæde forsvandt for to år siden" sagde jeg. Hun kiggede på mig og så trist ud. Hun lignede ham. Jeg kunne ikke modstå at kramme hende. Hun gav et overrasket gisp, men hun skubbede mig ikke væk. Hun lagde hendes arme om mig, jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende, som min bror. Lulu kom over til os. Hun skubbede os fra hinanden og krammede mig. "Er jeg ikke meget bedre end hende?" spurgte Lulu, jeg sukkede og kiggede væk fra Lulu. "Gider du at give slip?" spurgte jeg, hun gav derefter slip, men så vred ud. "Du skal nok blive min" sagde hun og gik sin vej.

Kate så akavet på mig og kløede sig i nakken. Jeg tog min hætte over hovedet og mit pandehår faldt ned over mine øjne. Kate begyndte at fnise. Jeg tog mit pandehår væk og så hendes store, klare, lyseblå øjne. Jeg kunne mærke mit hjerte banke, hvad var den her følelse? Det var mærkeligt, jeg havde det som om jeg var genert. Jeg begyndte at gå hen til fysik, Kate spurgte om jeg kom til kantinen for at spise i dag. Jeg sagde at jeg ikke havde tid.

I kantinen var alle folk i fuld gang med at snakke om Kate og mig. Kate havde trukket mig ind i kantinen igen i dag, men jeg havde ikke lyst til at gøre modstand. Så jeg var nok også selv udenom det. Det var vikingegryde i dag. Jeg spiste altid meget mad, uanset hvilken slags det var. Men i dag, i dag var jeg underligt nok, rigtig sulten. Jeg spiste tre positioner og Kate sad bare og grinte. Folk begyndte at kigge underligt på os. Min navnebror Mike, eller "lille Mike" som han bliver kaldt, kom over til os. Han var 10 centimeter mindre end mig så derfor hedder han "lille Mike". Lille Mike satte sig ved siden af mig, "begynder du til hockey igen?" spurgte han. "Nej, det gør jeg ikke" sagde jeg. Han spurgte hvorfor, "fordi jeg har lagt det bag mig" sagde jeg. Så gik han igen og Kate stjal mit brød, "hallo?!" sagde jeg højt.

Hun grinte og begyndte at spise det. Jeg gad ikke til at tage det tilbage, selv om der kun var gået to dage, var Kate og jeg ved at blive gode venner. Men jeg vidste at jeg ville miste hende igen. Ligesom alle andre, de glider mellem fingrene på mig som sand. Langsomt men på samme tid hurtigt, hvis du ikke holder godt nok fast om det. Jeg stoppede med at spise og smed resten ud. Kate spurgte hvor jeg skulle hen. "Hjem" sagde jeg, hun spurgte ikke om mere, hvilket var rart. Hun fulgte mig bare ned til kiosken, så sagde vi farvel og jeg gik hjem af.

Jeg gik hen til mit hus, gik forbi det og var på vej ned til baren. Hugo ventede på mig der, og jeg måtte ikke komme for sent. Han havde sagt at det var vigtigt, og at jeg ville få en bonus hvis jeg gjorde det. Jeg åbnede døren til baren, Markus, ham der ejede baren, sagde at han sad omme bag ved. Jeg gik der om, og inde i det røde lys sad Viggo sammen med Kim. De kiggede på mig og bad mig lukke døren. Jeg satte mig ned, det røde lys irriterer mine øjne men jeg måtte bide det i mig, ellers kunne det være at at Hugo blev sur, han sad der hvor han sad, og ingen skulle kommentere det. Det kunne blive, det sidste man sagde.