Sten Hjertet

Kapitel 1

Han skøjtede op mod målet, han havde pucken lige foran sig. Han løftede hans hockeystav og slog til pucken. Den fløj lige ved siden af målmanden og der blev mål. Jeg kiggede tilbage på ham. Han lå nu, med kinden mod isen og bevægede sig ikke, mens blodet flød fra hans hovede. En af modstanderne stod med hans hockeystav ved hans skulder og en hjelm var ved hans fødder, jeg forstod hvad der var sket. Før jeg vidste det, sad jeg på den glatte, kolde is med min lillebror op af mig. Jeg holdte ham tæt, jeg ville være sikker på at jeg havde ham og at jeg ikke ville miste ham. Men jeg havde ham ikke. Han gled væk fra mig.

En dag var han bare væk. Min mor græd og min far stod og råbte af lægerne. Jeg selv, jeg sad bare med hans hockeystav i hænderne. For lidt over en uge siden havde han haft den i hånden. Jeg gled mine hænder over de mørke blod pletter. Jeg kunne se ham, han stod på isen og vinkede til mig imens han råbte at de havde vundet. "Vi vant Mike! Vi gjorde det!" råbte han, eller det plejede han at gøre. Han stod i sit hockey tøj med hans hjelm under armen og hans hockey stav i hånden, han smilede fra øre til øre.

"Når jeg bliver stor, vil jeg være som dig, Mike" sagde han altid. Men det var slut nu. Han var væk, han havde forladt mig. Jeg kiggede hen mod vinduet, det regnede. Jeg kunne se min lillebror stå udenfor med hans hånd mod ruden. Han begyndte at forsvinde. Jeg gik over til vinduet og lagde min hånd mod vinduet. Han var væk. Min far kom over til mig og spurgte om jeg slet ikke var ked af det og om hvorfor jeg ikke græd. Hvorfor skulle jeg det? Min bror var væk, det vidste jeg, men jeg kunne ikke græde. Jeg kunne mærke mit hjerte blive knust, men der kom ikke nogle tåre ud. Ikke en.

Mine venner prøvede at få mig til at smile, men det kunne de ikke. Jeg sad bare på bænken, med albuerne mod ryglænet, og kiggede op på himlen, med min hætte over hovedet, jeg kunne ikke smile mere. Til sidst gav de op, "fuck dig, vær sur hvis du vil, men det bringer ikke din lorte bror tilbage" sagde Simon. Jeg rejste mig op og gik over til han. Jeg greb fat om hans hals i nogle sekunder, så smed ham ned på jorden. Han sagde ikke noget, han så bare på mig med bange og overrasket øjne. Jeg følte ingenting, ikke skyld, ikke glæde, ikke vrede. Ingenting. Jeg gik min vej, forbi Simon og alle de andre, der var ikke en der sagde noget. De prøvede ikke at stoppe mig. Jeg gik bare min vej, op til skolen. Inde i klassen sad Mikkelsen, vores matematiklærer. Han så på mig og smilte det dumme smil af hans. "Kom ind og sid Mike" sagde han. Jeg havde ikke noget andet valg. Jeg satte mig. Resten af klassen kom lidt efter. Jeg hørte ikke efter hvad Mikkelsen sagde, men jeg hørte nogle ord som gjorde mig nysgerrig. "Ny elev på Kulsum Gymnasium", det var jo her.

Jeg kiggede op mod Mikkelsen. Ved siden af ham stod en pige. Hun havde langt mørkt hår og store blå øjne. Jeg sad foran, så jeg kunne se det. Hun havde en nederdel på med blomster og en stor grøn trøje på. "Hun vil blive moppet" tænkte jeg og satte mit hoved mod min hånd. "Mit navn er Kate" sagde hun. Hun kiggede sig omkring for at finde et sted hun kunne sidde. Vi fik øjenkontakt og hun satte sig ved siden af mig. Mikkelsen gav mig opgaven at vise hende rundt. Jeg sukkede og lagde mig hovedet mod bordet, jeg kunne høre en eller anden fnise. Jeg kiggede til siden, stadig mod hovedet mod bordet, det var den nye pige, Kate, der fniste. Philip, som sad bag mig, prikkede mig på skulderen og spurgte om vi skulle bytte.

Jeg var lige ved at sige ja, da Mikkelsen sagde at det var mig  og kun mig, der skulle vise hende rundt. Jeg spurgte Kate om vi ikke kunne bytte plads, så jeg kunne kigge ud af vinduet. Hun sagde ja og vi byttede. Men ligeså snart at Mikkelsen bad os om at finde vores bøger, som lå i vores skuffer lige under bordpladen. Greb jeg Kates hånd før hun kunne åbne skuffen. Hun så overrasket på mig, jeg sagde at hvis hun kiggede i skuffen ville hun fortryde det. Hun begyndte at grine og sagde at det var helt absurd. Hun åbnede skuffen og alt farve i hendes ansigt forladt hende. Hun så kniven, som jeg gemte i min skuffe. Jeg tog den op og gemte den i min taske før Mikkelsen kunne se den.

Kate sagde ikke noget efter det. Var hun mon blevet bange for mig? Jeg var ligeglad, jeg havde ikke tid det det fis. Jeg skulle kun vise hende rundt. Jeg spurgte, efter timen, hvad hun ville se først. Han sagde hvad som helst. Hun lød ikke bange eller så bange ud. Hvad var hun for en pige? Hun stod bare og smilede. Jeg viste hende fodboldbanen, kontoret, lærerværelset og alle klasselokalerne. Så spurgte hun hvor kantinen var, jeg gad ikke vise hende det, men jeg blev nødt til det. Jeg viste hende derhen, men gik ikke selv derind. Hun spurgte hvorfor jeg ikke gik ind. "Jeg gider ikke" sagde jeg og var på vej til at gå, da hun greb fat i min arm, og begyndte at trække mig ind.

Jeg nåede ikke at gøre modstand før jeg var inde. Alle kiggede på os. Jeg kiggede rundt, alle jeg så på, kiggede væk. De ville ikke have øjenkontakt med mig. Alle undtagen Lulu og hendes veninder. De kunne alle sammen godt lide mig, efter hvad rygterne siger, og de var helt korrekte. Men Lulu og hendes veninder var for dumme til at jeg ville snakke med dem. Kate fik mig til at tag noget at spise og sætte mig ved at bord. Alle andre ved det bord gik deres vej, de efterlod deres mad.

Kate gik over til mig og satte sig overfor mig. Hun så ked af det ud. "Hvorfor er alle sådan, når du er her?" spurgte hun. Jeg trak bare på skuldrene og begyndte at spise. Lulu og hendes veninder kom over og satte sig. Lulu satte sig ved siden af mig og lænede sig op imod mig. Jeg kiggede på hende, "hvad vil du?" spurgte jeg. "Elsk mig" sagde hun, hendes øjne vidste at hun var liderlig og jeg kunne høre Kate begynde at hoste, hun havde fået noget galt i halsen.

"Nej tak, måske når du ikke er så billig" sagde jeg, men Lulu blev ved, hun knappede de to øverste knapper, på hende skorte, op og pressede hendes bryste mod min arm. "Men jeg ved at du elsker mig, så vis mig det, vær ond og hård ved mig" sagde hun. Jeg kiggede på hende og følte mig helt træt i hovedet. "Okay" sagde jeg, jeg rejste mig op og løftede hende op som en prinsesse. Hun blev rød i hovedet og smilede til mig. Jeg gik over mod døren til gangen og smed hende ned i skraldespanden. Hendes røv sad fast, "så meget elsker jeg dig" sagde jeg og gik tilbage til bordet.

"Jeg håber du kender skolen nu" sagde jeg til Kate og gik mig vej. Kate løb efter mig, jeg sprang ned fra trapperne og var på vej til at gå udenfor, det regnede. Jeg stoppede op lige før jeg gik ud. Regn, dryp, dryp, dryp. Jeg bevægede mig ikke. Jeg kunne se hans øjne, hans triste øjne og hans døde hvide hud. Han græd, jeg ville gå ud og trøste han hvis jeg kunne. Men det regnede. Jeg hade regn. Regn hånede mig for ikke at kunne redde ham, regnen var tårerne fra guds hånlige latter og torden var min bror der skreg mit navn. Kate kom op til mig, "er du okay?" spurgte hun. Jeg svarede hende ikke. Jeg stod bare som forstenet og så ud i regnen. Hvordan havde han det mon? Han så trist ud, men hvorfor? Var han ikke glad? Var der ikke rart? Jeg kunne mærke mit hjerte blive koldt, sådan fik jeg det når jeg så ham.

Det var min skyld, hvis jeg nu bare havde hjulpet ham hurtigere. Hvis jeg nu bare havde været der for ham mere end jeg var. Ville han så stadig være her? Eller ville han stadig være hos dem? Jeg lukkede mine øjne, jeg kunne høre Kates stemme, men jeg kunne ikke høre hvad hun sagde. Alt blev stille, jeg gad ikke åbne mine øjne, så ville jeg bare se ham. Se hans triste døde øjne, hans blege hud, blodet som løb ned fra hans pande. Jeg holdte mine øjne lukket. Vinden susede gennem mit hår og jeg kunne mærke noget tage fat i min arm, var det ham? Ville han have mig med? Jeg åbnede mine øjne igen og kiggede på min arm. Det var Kate, hun så bekymret ud. Jeg skubbede hende væk og hun faldt ned på gulvet. Jeg gik min vej, op af trappen og ind på rektors kontor. Der kunne jeg få fred. Jeg kunne høre Kate råbe efter mig, men jeg gad hende ikke lige nu. Hun ville aldrig kunne forstå mig alligevel. Det var der ikke nogen der gjorde, så hvorfor skulle hun?