Jeg vågnede op af mit vækkeurs irriterende lyd. Jeg brummede lavt og slukkede den, jeg vendte mig om og begravet mit hoved ned i puden.
Jeg prøvede at huske hvilken seng jeg var i, og hvorfor jeg var her. Da jeg indså jeg var på hotellet og hvorfor, lavede jeg den mest charmende lyd nogensinde.
"Jeg orker det ikke" Sukkede jeg og sat mig op. Det bankede på døren og jeg slæbte mig mod døren. Det blev ved med at banke på. Jeg gabte og rodet mig i håret.
Bankene blev højere og hårdere "Ja ja, jeg kommer nu" Snerrede jeg, denne person pisser mig virkelig af lige nu..
Jeg åbnede døren og var ved at blive slået i hovedet, "Du er vågen" Jeg så træt på ham og gabte stille. "Hvad laver du her Troy?" Han smilede og gik indenfor.
Hvad Fuck? Hvem sagde han måtte komme ind?
"Kom endelig ind" Sagde jeg sarkastisk imens han var ved at tag sin jakke og sko af. Jeg lukkede døren og så på ham. Det er et eller andet nyt ved ham.. Siden jeg så ham i sommers..
Har han fået flere muskler?
Eller er han blevet højere?
Nyt hår?
Troy vendte sig mod mig, og sendte mig et stort smil. Jeg sukkede og tog fat i min næseryg.
"Troy seriøst, hvad laver du her?" Han tog sine arme om mig. "Sovet godt Lionheart?" Hvad er det han ikke forstår?
"Jeg har sovet fint" Mumlede jeg og tog hans arme væk fra mig. "Jeg kom for at inviterer dig til noget morgenmad" "Ellers tak"
"Jeg tager ikke nej som et svar, Lionheart" Han tog fat i mig og kyssede min pande. God dammit.. Den her dude giver mig langsomt hovedpine..
"Jeg har brug for min personlige boble, Troy" Jeg gik et par skridt tilbage fra ham. Han trak på skuldrene, "Jeg laver pandekager?" Min mave rumlede lavt, Troy smilede tilfreds.
For satan mave! Du skal ikke gøre hans ego større!
"Fint.. Jeg kunne godt bruge nogle pandekager" Han smilede stort, "Jeg tager noget andet tøj på" "Hvorfor?" "Fordi jeg gider ikke gå hjem til dig med nattøj på" Han nikkede langsomt.
Vi gik ude på gaden mod hans hjem. Jeg havde pakkede mig selv godt ind, her var frysende koldt.
"Her" Troy gav mig et tørklæde på. "Vi kan ikke havde du fryser" "Personlige boble" Mumlede jeg men beholde tørklædet på.
Vi gik i stilhed eller sådan ca. Børn løb efter hinanden og grinede. "Eeeeeey Troy boy, savnet dig, Wassup?" Jeg så på drengen der nærmede sig.
Endnu en af Troy's venner, Huh?
Drengen havde også nogen dudes bag sig, hvilket ikke overrasker mig. Folk er nærmest delt op i små grupper, det er et sjældent syn, at se folk gå alene.
"Eeeeey Eddie booooi! Længe siden!" De krammede hinanden, et mande kram. Det her er akavet..
Jeg gabte stille og så på dem. "Hvem har vi her?" Sagde denne såkaldte 'Eddie boi'. Troy så på mig og tog en arm om mig.
Jeg kunne kvæle ham! Hvis det ikke var fordi han varmere og jeg fryser snart min røv af!
"Dette er Lionheart" Troy lænede sig ned mod mig. "Kys min pande en gang mere i dag og jeg sværger at jeg river din lille 'ven' af og stikker den ned i halsen på dig" Snerrede jeg.
Han stoppede og de andre drenge grinede. "Drenge mød Jennifer Lionheart, Lionheart mød drengene, Edward, Jamie, Lucas og Tony" Han pegede på de forskellige drenge. Jeg nikkede blot til dem.
"Nå men vi ville gå hjem, jeg skal nemlig sørger for at min lille Lionheart får noget i sin mave" Han klappede på min mave.
"Jeg er ikke din Lionheart" "Bliv ved med at benægte Jennifer, vi begge kender sandheden" Jeg brummede lavt af ham.
Edward smilede "Det lyder hyggeligt, hyg jer, dejligt at møde dig Lionheart" Hvorfor bruger folk aldrig mit fornavn?
De fire dudes gik igen, mig og Troy gik imod hans hjem.
Jeg sad ved bordet og så på Troy lave pandekager. Han var i en sort sweater og han så ud til at hygge sig.
Jeg støttede mit hoved imens jeg så på den nynnede Troy. "Hvorfor?" Spurgte jeg da han satte en stak pandekager på bordet.
"Hvorfor hvad?" Spurgte han med et lille smil imens han hældte juice i mit glas.
"Hvorfor gør du det her?" Troy smilede stille for sig selv og kyssede mig i håret.
Hvor svært kan det være at svare på et simpelt spørgsmål?
"Vejen til en persons hjerte er gennem maven" Han sat sig overfor mig.
Han er sådan en Weirdo..
Jeg nikkede stille imens jeg spiste, uden at se på ham eller tale til ham.
"Hvorfor er du her?" Spurgte han, jeg bed mig selv i læben. "Det sagde jeg i går" Mumlede jeg.
"Hvorfor ville du bevise jeg ikke er værd at samle på? Tænker du på mig Lionheart?" Jeg sagde ikke noget men spiste videre. Han smilede selvtilfreds, denne dudes ego er enooooormt!
"Hvis du ville glemme mig" Han lænede sig tilbage i stolen. "Skulle du aldrig være kommet her, igen" Jeg fugtede mine læber. "Du slipper aldrig for mig, Jennifer" Jeg så nysgerrigt på ham. "Men hvorfor? Hvorfor mig?" Han rejste sig op og kyssede mig i håret. "Kald det destiny or fate, men fordi du var min fra dag et af" Jeg kunne mærke ham flette mit hår.
Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. "Det er underligt, du har ændrede dig siden i sommers" Jeg tyggede nervøst på min læbe.
"Nej jeg er bare ikke bange for dig mere" Han slap mit hår og krammede mig bagfra. "Det skal du hellere ikke være, Lionheart" Hviskede han i mit øre og forlod mig alene i køkkenet.
Dette væddemål kommer til at blive min død..
[Ikke det mest fantastiske kapitel meeeeen you know]
DU LIEST GERADE
My Winter Love
Romantik"Lionheart!" Jeg vendte mig om, sneen faldt ned i mit hår. "Troy" Han sendte mig et grin og tog armene om mig. "Denne gang lader jeg dig ikke gå" Han lænede sig ned over mig for at give mig et kys. Vores læber strejfe hinanden men kysset kom aldrig...
