Hvem er jeg?

Kapitel 21

(Min synsvinkel)

Næste morgen vågnede jeg med en knaldene hovedpine og mega meget kvalme. Jeg vendte mig om i sengen og så Harry. Hurtigt kiggede jeg ned af mig selv og opdagede jeg ingen tøj havde på. "D/N din idiot" hviskede jeg og tog mig til hovedet. Jeg skubbede dynen til side og gik ind i stuen.

Hurtigt tog jeg mit tøj på. Jeg fandt Harry's mobil og ringede til Liam. Han tog den ikke. Jeg listede ud i gangen og tog jakke og sko på. Måske var det ikke fair overfor Harry men jeg var stadig såret og sur på ham og mig selv.

Jeg lukkede døren stille efter mig og begyndte at gå over mod Liam. Jeg satte i løb men stoppede igen da det begyndte at gøre ondt i mit knæ. Jeg så ned på mit knæ. Blodet var tørret. Jeg begyndte at gå igen. "Hvorfor tog han heller ikke sin mobil" sagde jeg surt til mig selv.

(Harry's synsvinkel)

Jeg slog øjne op og kiggede mig omkring. Hurtigt opdagede jeg D/N var væk. Hvor kunne hun være? Jeg skyndte mig op af sengen og ledte over alt efter D/N. "D/N" råbte jeg igen og igen men fik intet svar.

Jeg satte mig rasende ned i sofaen inde i stuen hvor jeg pludselig opdagede min mobil. Jeg tog min mobil for at se hvad klokken var men så jeg at der stod jeg havde haft ringet til Liam for 20 minutter siden. Det kunne kun være D/N.

Lynhurtigt tog jeg mit tøj på og løb ud af døren.

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Sveden løb ned at panden på mig og mit hjerte hamrede som aldrig før. Det eneste jeg kunne tænke på var at finde D/N. Efter noget tid var jeg endelig noget hen til min bil. Jeg satte mig ind bag rattet og startede bilen. Jeg susede af sted over mod Liam's hus.

Jeg fik øje på D/N og hakkede bremsen i. Jeg steg ud af bilen og løb hen til hende. "D/N hvorfor gør det her?" Spurgte jeg. "Kan du ikke bare lade mig være" græd hun. "Nej for jeg elsker dig". "Nå men så lad vær med det" sagde hun og gik forbi mig. "Det kan jeg ikke" sagde jeg og greb fat i hendes arm. "Lad mig være" sagde hun og prøvede at rev sig løs. Jeg trak hende ind til mig og kyssede mig. Hun slog mig hårdt og løb sin vej.

(Liam's synsvinkel)

Jeg vågnede. Solen skinnende ind af vinduet. Jeg tog tøj på og gik ud i køkkenet for at lave morgenmad. Da morgenmaden næsten var færdig bankede det på døren. Jeg gik ud og åbnede. Det var D/N. Hendes hår var uglet og hun græd. "Du kom aldrig og hentede mig" sagde hun rasende mens hun græd. "Men du ringede jo heller aldrig" sagde jeg og så forvirret på hende. "Jo flere gange endda". "Jeg tog min mobil op af lommen for at tjekke. "Du har haft ringet en gang her til morgen men jeg sov" sagde jeg. "Det passer ikke" sagde hun. Jeg viste hende mobil. "Den idiot" udbrød hun. "Harry?" Spurgte jeg og lod hende komme ind. "Ja han sagde han ville ringe til dig". "Kom ind og få noget morgenmad og glem ham".

"Hvem er hun?" Spurgte D/N da hun øje på Anastasia inde i stuen som lå og sov. "Min eks vi er bare venner. kom". Vi sad og hyggede os med morgenmaden da Anastasia kom ud i køkkenet til os. "Godmorgen Anastasia" sagde Anastasia og rakte sin hånd frem mod D/N. "Godmorgen D/N" sagde D/N og gav pænt hånden. Vi havde ikke siddet ret længe før det bankede på døren. "Nå nå man er vel nok en populær herre i dag" grinede Anastasia. "Ja gad vide hvem det kan være".

Jeg rejste mig op og gik ud og lukkede op. "Harry". Jeg var vildt overrasket. "Ja Jeg skal snakke med D/N". "Hun gider ikke snakke med dig".