The Speciel Hoodie

Hjernerystelse og hvad? #24

*******************************************

Ferien endte meget drastisk, af en særlig grund. Så klodset som jeg er, faldt jeg selvfølgelig ned af trappen inde på hotelværelset, og rullede hele vejen ned. Det eneste jeg kan huske var at Cameron løb ud af badeværelset, også blev alt sort.

Vi var i flyet på vej tilbage til LA, i Spanien var der problemer med systemet, så de var nødt til at sende mig tilbage for at få mig indlagt. Jeg magtede ikke rigtigt at høre på Cameron, jeg havde det forfærdeligt. Alt brændte inden i mig, jeg havde en underlig smerte i hele min krop. I flyet var der et par sygeplejersker, og Cameron var faldet i søvn, med min hånd i sin, mere nåede jeg ikke at se.

Da jeg åbnede min øjne endnu en gang, var jeg i en stue. Jeg kiggede lidt rundt, og så Cameron sidde i en stol, han havde lukkede øjne. Da mine øjne faldt over på min arm, så jeg alle de slanger som sad inden i. Cam slog pludseligt sine øjne op, og kiggede hen på mig, hans øjne var ildrøde, han lignede en der havde grædt? Han løb nærmest hen til mig, og krammede mig. Jeg forstod slet ikke hvad der skete, jeg var jo bare faldet, men han græd som om der var sket noget helt andet.

"Cam kig på mig"
"Cam kig på mig!" Råbte jeg nærmest af ham, jeg kunne mærke hans tårer på min arm, og begyndte også selv at græde af bekymring. Han kiggede lige så stille op på mig, og gav mig et forsigtigt kys.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Serena"
"Hvorfor græder du, hvad er der sket?"
"Jeg kan ikke sige det, undskyld" sagde han og lagde hovedet på sengekanten, i mens han strammede grebet om min hånd.

Vi lå sådan i noget tid, og jeg græd stadig, men jeg havde svært ved at finde en grund. Lægen kom ind og kiggede på os.
"Nårh du har vidst fundet ud af hvad der er sket" jeg kiggede forvirret på ham, og Cameron satte sig op. Jeg tørrede mine tårer væk.
"Nej dr. Steward jeg har ikke fortalt hende det endnu"
"Nårh men ehm...du fik en hjernerystelse, men du kom meget hurtigt over den, også er jeg meget ked af at sige, at vi fandt ud af at du har mistet fosteret, som har været næsten 2 måneder gammelt" jeg kiggede underligt på lægen, også over på Cameron som sad og græd. "Har jeg været gravid?"
"Ja..jeg er virkelig ked af jeres tab" sagde lægen og gik ud. Jeg var så forvirret, hvordan kunne jeg ikke vide det, jeg havde haft et barn i maven. Cameron kom hen og ville trække mig ind i et kram, men jeg kunne ikke bevæge mig, jeg var fuldstændig frosset fast. Cameron trak en stol hen ved siden af mig, og holdt mig i hånden. Jeg kiggede egentlig bare ud af vinduet, og tænkte på hvordan det havde været, hvis vi havde fået et barn. Vi havde nok været en lykkelig lille familie, men alligevel ville jeg føle at alt havde udviklet sig alt for hurtigt.

Jeg havde siddet og tænkt i flere timer, og det virkede bare så uoverskueligt. Jeg begyndte at græde, på en meget panikkende måde. Jeg rystede over hele kroppen, og jeg kunne mærke angsten sprede sig i min krop. Jeg slap Camerons hånd, og tog fat i lagnet og krummede mig sammen. Jeg kunne mærke at Cameron lagde sig ved siden af mig i hospitalssengen, han tog fat i min hånd, og flettede vores fingre. Med den anden hånd aede han mit hår, og kyssede mig blidt på skulderen.
"Det er ikke din skyld, slap helt af. Det ville alligevel være alt for tidligt, har ikke fået nydt dig for mig selv endnu, jeg har ikke kunne give dig opmærksomhed eller noget som helst, du skulle have været min første prioritet, hvilket du er nu. Vi kunne ikke have fået et barn, når jeg ikke engang har kunnet finde ud af at priortere. Og vi kan i hvert fald ikke få et barn, når jeg stadig ikke har kunne bevise dig at jeg ikke er den samme som før. Det vigtigste er at du ved at jeg elsker dig" jeg blev virkelig rørt og kunne mærke tårerne løbe om kap. Jeg vendte mig om og kiggede ham i øjnene.
"Jeg ved at du har ændret dig Cameron" han tog sin hånd op til min kind og aede den. Han tørrede stille mine tårer væk, og jeg kyssede ham derefter.

Vi kom hjem dagen efter, og jeg kunne mærke at jeg stadig havde lidt ondt. Cameron og jeg havde snakket om at vi ikke kunne have gjort noget. Selvfølgelig er det noget stort at kunne blive gravide, men vi var bare ikke klar til det. Vi var stadig nye med vores forhold, og vi havde stadig massere at opleve. Desuden havde Cameron stadig problemer med sin karriere, og det ville ikke se så godt ud lige nu.

Han havde lovet mig, at vi bare ville være hjemme og nyde stilheden i noget tid, det var det eneste vi havde brug for. Alligevel var der noget vi lige skulle. Cameron og jeg skulle til et møde med hans direktør for hoodie kollektionen.

Jeg havde ikke rigtig overskud til at tage noget på, men jeg tog hurtigt en af hans limited edition hoodies på, Calvin Klein leggings og nogen nmd sko på.

Så snart Cameron åbnede døren, kunne vi hører en masse blitz lyde. Han trak mig tæt ind til sig, og havde sin hånd på min hofte. Vi løb nærmest ned til hans bil, og jeg kunne slet ikke følge med, paparazzierne råbte og skreg. Jeg blev næsten svimmel af al den blitz, men så hørte jeg noget, som jeg ville ønske jeg ikke havde hørt.
"Serena du havde stadig haft barnet, hvis du havde haft lidt ansvar. Det er din skyld at du har mistet barnet!!" Det var en mand, jeg nåede lige kort at kigge over på ham, inden Cameron trak mig over på den anden side af bilen, åbnede døren og lukkede den igen efter at jeg havde sat mig ind.
"Cameron gør nu ikke noget dumt" sagde jeg i mens mine tårer løb ned, jeg havde aldrig i mit liv grædt så meget på så få dage. Cameron hørte ikke hvad jeg sagde, og løb direkte hen til manden og gav ham en knytnæve i ansigtet. Han skulle lige til at slå ham igen, men jeg råbte efter ham, og han kiggede op. Han lod manden ligge, og løb ind i bilen. Han kiggede på mit forskrækkede ansigt.
"Undskyld Serena men jeg kunne ikke styre mig, han har ingen ret til at tale sådan til dig, undskyld" jeg tog hans hånd i min, og ville bare gerne have at han kørte væk derfra.

********************************************
Kapitel 24