The Speciel Hoodie

Gentleman #8

*******************************************

Det var blevet mandag og jeg skulle egentlig i skole, men jeg følte mig virkelig syg, så jeg valgte at blive hjemme.

Billederne af Cameron og jeg var over alt, jeg var slet ikke vant til al den opmærksomhed. Zoe havde stilt en masse spørgsmål til vores 'forhold', fordi hun godt vidste at jeg hadede ham af helvedes til. Jeg kunne dsv ikke svare hende på spørgsmålene, da jeg ikke kendte svarene til nogen af dem, og desuden havde hun travlt med sin kæreste, han var lige kommet hjem fra New Zealand.

Faktisk vidste jeg ikke hvad jeg skulle tage mig til, så jeg satte mig til at se Teen Wolf igen. Endnu en gang faldt jeg i søvn, og stod op igen ved en tolv tid. Min telefon var bombarderet med opkald og beskeder, fra Cameron hvilket var mærkeligt.

"Hey darling du er ikke i skole, flov over hvad du gjorde imod mig igår? - sendt 10.12" Den besked forstod jeg ikke, for der var ikke noget at være flov over.
"Og hey du ser sku godt ud på de billeder der, altså billederne fra photoshootet - sendt 10.15"
"Hvorfor svarer du ikke? - sendt 10.25"
"Serena? - sendt 11.23"
"Hold nu op med at spille kostbar - sendt 11.47"
"Så svar dog, begynder faktisk at tro at der er sket dig noget - sendt 11.50"
"Er hos dig om 5 - sendt 11.56"
Idet jeg fik læst alle de beskeder, bankede det på døren.

"Du er i live, thank god" grinte han.
"HA HA HA Cameron virkelig sjovt"
Han trådte ind af døren, og satte sig i sofaen.
"Ej..hvorfor var du så ikke i skole?"
"Følte mig lidt sløj"
Pludselig var han i køkkenet, og var i gang med et eller andet. 5 minutter efter stilte han et glas med varm kakao foran mig, gav mig et tæppe og førte mig ud i stuen. Man skulle tro at han havde været her før, for det virkede som om at han vidste hvor alt lå.

Jeg var faldet i søvn på sofaen, og stod op efter et par timer, og Cameron var her stadig.

"Endelig er du oppe, jeg har lavet suppe til dig"
"Suppe? Kan du virkelig finde ud af at lave det?"
"Ehhmm ja jeg har ligesom gået på kokkeskole"
"Neeej hvor sjovt Cam" også begyndte jeg ligeså stille at drikke suppen.
"Cam hva? Det kan jeg godt lide at du kalder mig"
"Det kan godt være, men jeg kan sku ikke lide nå du kalder mig darling"
"Det var da ærgerligt" grinte han hånende.

Jeg løb ud på badeværelset, og brækkede mig. Cameron holdte mit hår og bandt det i en virkelig grim knold, men tanken var sød nok. Jeg kunne ikke rigtig stå på mine ben, så Cameron blev nødt til at bære mig ind i mit soveværelse. Han lagde sig ind ved siden af mig, og nussede mig. Han trak mig tættere og tættere ind til sig, det var ret behageligt. Derefter regner jeg med at vi begge faldt i søvn.

Jeg blev vækket af et eller andet, jeg kiggede op og så Cameron snakke med nogen. Han så virkelig frustreret ud, også lidt trist.
"Undskyld jeg vækkede dig, men jeg bliver nødt til at gå" han så virkelig trist ud. Jeg rejste mig op fra sengen, men faldt tilbage. Cameron løb hurtigt hen til mig, og bad mig om at blive i sengen.
"Vent hvad er der sket?"
"Du skal ikke bekymre dig, læg dig til at sove" også var han væk.

*******************************************
Kapitel 8