HAM & HANS TVILLING

Kapitel 5

Kapitel 5

Hans læber ramte mine i et blødt kys, men jeg trak mig hurtigt. Tanken om at Noras læber havde været samme sted, gav mig kuldegysninger.

'Jeg gik på toilettet og nåede lige at se flasken pegede hen på ham, jeg tænkte ikke mere over det, da jeg stolede på ham. Da jeg havde gjort det jeg skulle, gik jeg ind i stuen igen. Der sad han i en rundkreds, med hele vores vennegruppe og kyssede med min bedste veninde. Hvilket man ikke skulle tro hun var, men det var hun indtil det her.

Det kunne godt være det bare var en leg, men derfor kunne han jo godt have sagt nej - hvis han altså var til at stole på'

"Martinus, jeg kan ikke"

"Kan du ikke please tilgive mig? Jeg kan ikke gå med tanken om at du har det sådan med mig"

Han kiggede ned i gulvet. Jeg rejste mig og tog min kop te i hånden. Den var kold, ligesom hele min krop. Havde dette været for cirka 1 år siden, havde Martinus holdt om mig. Jeg ville elske det. Vi ville sikkert have lagt på sofaen, foran pejsen i flere timer. Jeg savnede at ligge i hans trygge arme, og vide at der ingen dårlige ting sker. Men det forandrede sig hurtigt, jeg ville tilbage til det.

Martinus fulgte efter mig ud i køkkenet. Han stod der med hans smukke, brune bambi øjne, og det pjuskede blonde hår. Enhver piges drømme fyr. Jeg var heldig at han havde valgt mig, men nu valgte jeg ham fra.

"Please" bad han.

Jeg sukkede.

"Hvis jeg tilgiver dig, lader du så mig være?"

Han kørte en hånd igennem håret, bed sig blidt i læben og rystede stille på hovedet.

"Jeg vil aldrig kunne lade dig være"

"Det gik da fint inden jeg flyttede tilbage"

"Det var lidt svært når du kom med undskyldninger for at undgå mig, og blokerede mig over alt."

Han holdte en pause.

"Victoria, jeg gik i et år med de sygeste følelser for dig, imens jeg ikke havde den eneste lille mulighed for at komme i kontakt med dig"

Han kiggede ud på sneen. Stille indså jeg hvad jeg havde gjort. Vi var på ligefod nu. Tårerne begyndte at titte frem i øjenkrogen, og stille blev alt utydeligt. Inden tåren faldt, tørrede jeg den væk fra øjet.

"Martinus, undskyld. Jeg har været en idiot"

"Ikke en større idiot end mig"

Hans øjne fokuserede stadig på sneen. Denne gang fløj en tåre ned af min kind. Jeg satte mig stille ned på en af de bar stole vi havde ved vores koge ø.

"Undskyld, Victoria"

Hans øjne ramte mine og hans hånd tog min. Stille knugede jeg hans hånd til min.

"Undskyld" hviskede han denne gang.

Mine øjne blev fyldte mere og mere op med tåre. Jeg lod dem alle falde ned på bordpladen.

"Du er tilgivet"

Et smil blussede op i Martinus' ansigt, samme ved jeg.

Pludselig brasede døren op. Hele min familie og familien Gunnarsen stod i dørkarmen. Alle deres blikke var på Martinus' og mine hænder. Vi gav hurtigt slip og kiggede akavet på dem. Ingen sagde noget. Mine øjne fangede Marcus'. Han stod med et stort smil på læberne. Begge familier kiggede forvirret rundt og gik ellers igang med at lave frokost. Jeg tjekkede klokken, 12.21. De gik alle igang med at lave pizza. Eller fædrene satte sig i sofaen, Emma med ipaden i sofaen, Marcus der smuttede et sted hen. Jeg gik ind på mit værelse for at klæde om..