HAM & HANS TVILLING

Kapitel 2

Kapitel 2

Selvom at vi kun har boet i dette hus i 1 år, flytter vi tilbage. Mine forældre fortrød hurtigt, og besluttede at vi skulle tilbage til Trofors. Tilbage til alt det gamle. Hvilket vil sige at jeg nok skal i samme klasse som ham og Nora. Jeg sukkede over tanken. Om få måneder ville vi have 2 års dag, men han valgte jo at kysse min bedste veninde ca 1 måned inden vores årsdag.

Noget af det irriterede mig mest, var at hans tvilling er min bedste ven. Hans tvilling, mine gamle svigerforældre og hans lillesøster var de eneste jeg glædet mig til at se i Trofors. Jeg havde intet imod de andre der boede der, eller de andre fra klassen. De fleste fra klassen snakkede jeg ikke rigtigt med, mest ham og hans tvilling. Nu er det nok kun hans tvilling.

Flytte kasserne stod læsset op af væggene. Jeg kiggede forvirret rundt på dem, og ledte efter dem der stod 'Victoria' på. Min seng, skrivebord og skab osv, var allerede blevet slæbt ind på mit værelse. Klokken var omkring 11 og jeg vidste at familie Gunnarsen kommer over omkring aftensmad tid, til pizza.

Jeg fandt hurtigt alle mine kasser og fik dem båret ind på mit værelse. Mit opgivende blik kiggede på kasserne, jeg orkede ikke at skulle pakke ud, igen. Jeg åbnede kassen med mit tøj, og begyndte stille at fylde mit skab.

Tavsheden og borremaskiner irriterede mine øre, så jeg fandt en lille højtaler og min mobil frem. 'Passionfruit, Drake' fyldte stille rummet ud. Jeg sang stille med, ikke fordi jeg sang godt.

Mit tøj blev lagt på plads, sengetøj kom på min dyne, mit makeup blev lagt i en skuffe og tiden blev sen. Det eneste der manglede for at mit værelse lignede det i, Elsfjord var alle de små ting. Men jeg havde hverken overskud eller noget andet til det lige nu. Han ville komme inden for en time og denne gang kunne jeg ikke bruge en undskyldning, dsv.

Det varme vand skyllede ned over min nøgne krop. Kunne jeg mon blive her resten af aften, indtil de er gået? Det ville passe mig fint. Min mor ville sikkert ikke tillade det.

Trøjen trækker jeg over hovedet og mine øjne falder på mig i spejlet. Langt lyst hår falder stille ned over mine skuldre, blå øjne og buskede øjenbryn. Faktisk forstår jeg ham ikke, hvorfor ville han have en som mig? Som mig?

"Heeej, velkommen tilbage"

Gerd Annes stemme kunne høres helt ind på mit værelse. Nu var han her. Jeg tog hurtigt noget parfume på og traskede ud til de andre. Der stod han med hans lille charmende smil og resten af hans familie. En lille vrede blussede op i mig, men jeg kæmpede for at gemme den. "Hej" smilte jeg. Den var rettet til alle undtagen ham, men hvor er hans tvilling?

Marcus trådte stille frem. "Halløj" smilede jeg og gav ham en krammer. "Heej" smilede han igen og vi træk os begge. Han var den jeg havde set frem til at se, ikke Martinus Gunnarsen. Det var ham, Martinus Gunnarsen, der kyssede min bedste veninde. Han stod akavet bag Kjell Erik og gloede. Der var noget over ham som var så charmende og tiltrækkende. Men hvad det var, kunne jeg ikke se. Hvilket nok var bedst.

Der blev ringet efter 10 pizzaer og vi slog os alle ned i sofaen. Martinus satte sig i den ene ende, så jeg sørgede for at jeg fik pladsen længst væk fra ham. De voksnes munde kørte på fuld drøn, mens os børn sad og stirrede. Lige siden det med Martinus og jeg, har stemningen været lidt akavet. Vi har aldrig haft denne stemning før, og vi har kendt hinanden siden vi var små, fordi min mor og Gerd Anne lå på samme stue i Elverum. Min far og Kjell Erik snakkede tilfældigvis sammen, da de begge var der. Nu er både Martinus, Marcus og jeg fyldt de 15 og alle kender alle stadig. Min mor fødte mig kun 2 dage efter at drengene var blevet født, så Gerd Anne lå på hospitalet kort tid, da det jo ikke er hendes første barn. Men det var længe nok til at vi stadig kender hinanden.

Pizzaerne blev leveret og alle fandt en plads ved bordet. Martinus i den ene ende og mig i den anden. Samtalen kørte mellem de voksne, og Marcus og jeg. Emma og Martinus havde vidst også gang i deres egen snak.

Vi havde alle rejst fra bordet og placeret bagdelen i sofaen. "Var det godt i Elsfjord?", "Har i hørt om det i Oslo?" osv. De voksne havde ihvertfald nok at snakke om. Men Martinus og jeg? Nej, hvad skulle vi også snakke om?

Jeg lettede min mås fra sofaen, og begyndte at gå hen mod mit værelse. Et par stramme jeans var ubehalige omkring mine ben. Hurtigt fik jeg nogen andre løse joggingbukser på, da jeg hørte fodtrin udenfor min dør. Den hvide trædør gik stille og der stod han, Martinus. 

eyy, håber at i kan lide historien <33

/ mmmille