My Best Friend And Her Brother

Drama og mærkelige sandheder

Jeg blev for sentimental da jeg skændedes med Benjamin. Jeg ved det godt. Jeg fortrød det også, da Hjalte grinende gik ind på mit værelse, og sagde at Benjamin ikke havde kysset med Josefine. Jeg hamrede panden i bordet, og Hjalte grinte endnu mere. Jeg ville have slået ham, hvis jeg orkede det.
"Gå din vej Hjalte, du er allerede et problem i dig selv," mumlede jeg og viftede med hånden.
"Åh, er det ikke så fedt at være paradis længere?"
"Hvad mener du?"
"Du er sådan en blondine, Candy!"
"Gå nu bare!"
"Fatter du ingenting? Du får det hele foræret Candy. Jeg vil kraftedme skide på, om din bror døde i en bilulykke. Har du overhovedet ikke  alle ved hvem du er?"
"Skrid din Kraftidiot," hviskede jeg og skubbede ham ud af døren. Jeg orkede ikke flere skænderier i dag. Virkelig ikke.
"Jeg tror, du skulle tænke dig om en ekstra gang, før du falder for en idiot som Benjamin!"
"Hvad? Er i ikke venner?"
"Ikke længere. Hah, som om vi nogensinde var det!" Svarede han. Hvad?
"Årh, jeg falder ikke for Benjamin. Gå nu"
"Hmm. Tag dig sammen, du har fået alt foræret! Venner, popularitet, 2 af skolens vildeste fyre er totalt skudt i dig, og du misser det hele? Hvorfor?"
"Jeg har ikke fået en skid foræret Hjalte!"
"Okayy? Så hvorfor er du her stadig? Du kunne have været skredet for længst, du fylder snart 18?"
"Hvad?" Jeg sank ned i min seng. Tårerne pressede sig på, og Hjalte gjorde det samme.
"Har du aldrig overvejet det? Bare sådan at forsvinde?"
"Hvad, nej?"
"Well, jeg ville ikke have noget imod at forsvinde med dig," grinte han. Jeg skævede op til ham. "Jeg ved, hvordan han behandler nogle piger," havde Benjamin sagt. Hvad ville Hjalte mig? Hvorfor havde han sagt, at han kunne tilbyde mig alt?
"Hvad vil du Hjalte? Hvorfor er du her?"
"Oh, lille Candy-mus har du slet ikke tænkt over noget som helst? Måske skulle jeg fortælle dig det så; Benjmin, din lille kæresteting er din soulmate. Dig og Benjamin er skabt for hinanden, i har trods alt kendt hinanden siden i var små og..."
"Hvad? Jeg lærte første Benjamin at kende da jeg flyttede hertil for få uger siden? Hvad ved du om, at han er min soulmate? Det giver ingen mening!" Afbrød jeg.
"Hah, det synes jeg at du skulle snakke lidt med Benjamin om, men i hvert fald, jeg ved at du blev stukket ned den nat, og jeg ved også hvem der gjorde det. Tænk over det? Candy, hvis der er nogen som gør dig ondt, gør de også Benjamin ondt, forstår du det ikke?"
"Øh nej? Alt det her lyder som en dårlig en film eller noget? Benjamin og jeg kender knap nok hinanden?"
"Hm, måske er det også en dårlig film, men jeg var nødt til at finde ud af om det passede. At du virkelig er den Candy som Benjamin altid har snakket om. Hvem ville være jaloux nok til at nærmest at dræbe dig? Crap, du har ret. Jeg føler mig som en dårlig historiefortæller, men egentlig kan jeg godt lide dramaet. Det er sjovt at rode sådan rundt i din hjerne Candy. Du er så lille og naiv." Brummede han. Mærkeligt, virkelig. Hvorfor opførte han sig pludselig sådan der? Hvad kom alt det her overhovedet Hjalte ved?
"Ved du hvad? Jeg tror du er syg i hovedet. Soulmates eksisterer ikke, det kan ikke bare blive bestemt sådan hvem man skal være sammen med! Og det klæder dig seriøst ikke at være så seriøs. Okay det lød dumt, men det her er ikke en eller anden krimifilm! Lad vær med at prøve at gøre det til en! UD!" Råbte jeg og pegede mod døren.
"Okay okay, lad prinsessen få havd hun vil have," mumlede han og smilede lumsk, inden han gik ud. Drama? Hvorfor ville han skabe drama på den måde? Han var sikkert høj.