My Best Friend And Her Brother

"Overfaldet"

"Det ser da flot ud" Sagde jeg og kiggede ud over mit nye værelse. Alle møblerne var samlet, så det var bare at indrette.
"Okay, jeg vil gerne have sengen der! Og skrivebordet der! Årh, jeg laver en tegning det her kommer til at tage 100 år" Sagde jeg håbløst. Så jeg tegnede sådan en rigtig "fin" tegning af hvor tingene skulle være. Og så gik jeg ind på Dylan's værelse. Don't know Why. Jeg følte bare lige for det. Dylan er den sygeste fodbold fan. Hele hans værelse var overklistret af plakater med ... Fodboldstjerner? Jeg har så ingen idé om hvad fodbold handler om. Eller jo, det handler jo om at sparke til en bold og få den ned i målet. Men reglerne kender jeg godt nok ikke.
"Candy! Jeg er færdig" Råbte Dylan. Wow de her mure måtte være tynde.
"Du lyder som et lille barn!" Råbte jeg tilbage. Selvom jeg altid fik dårlig samvittighed og at sige sådan noget, fortjente han det. Efter alle de gange han var ond mod mig.
"Sådan" Sagde han og klappede af sig selv. Selvglade lille ugle.
"Du burde jo blive flyttemand" Grinte jeg. "Ej, mange tak for hjælpen" Det så jo godt ud. Lidt tomt, men så måtte jeg jo bare købe noget mere.
"Jeg går lidt udenfor" Mumlede jeg. Selvom kl. var 21, var det overhovedet ikke koldt. Faktisk alt for varmt, hvis du spørger mig. Jeg vidste jo slet ikke at det var så varmt i Danmark. Der hvor vi boede, i Canada, var det kun 10-15 grader om sommeren. Og om aftenen og natten var vi helt nede på omkring 0 grader. Jeg vil tro at det var 25-30 grader udenfor. Det var virkelig varmt.
Mens jeg gik der og tænkte alt for meget over de der grader, var der pludselig en der råbte noget til mig. Jeg vendte mig lynhurtigt om. Dog lavede jeg ikke en ninjastilling som plejede. "Hey smukke!" Var der nogen drenge der råbte. Lige der blev jeg ret bange for om de ville voldtage mig, så jeg trådte et skridt bag ud. Irriterende nok, stod de lige ved siden af mit hus. Så jeg kunne ikke rigtig komme derover.
"Hvad vil i mig!?" Skreg jeg. Okay jeg var lidt en bangebuks, eller en tøsepige. Men på den anden side, havde jeg aldrig oplevet at nogen bare råbte smukke til mig, uden jeg overhovedet kendte dem.
"Okayy chill chill, vi gør dig jo ikke noget" Sagde en af dem. Han var flot. Havde brune øjne og let krøllet hår. Store overarme og ... og han havde tatoveringer. De der drenge var helt sikkert farlige.
"Jeg ringer til politiet, hvis i kommer tættere på!" Skreg jeg. Ham den flotte begyndte at løbe hen imod mig, og jeg trådte hurtigt et par skridt bag ud. Indtil jeg meget elegant snublede over en sten, og faldt lige ned på røven. Jeg nåede lige at ømme mig lidt, inden jeg blev løftet op. Han bar mig kraftedme. Bare sådan lige over skulderen.
"Er du sindssyg!? Så slip mig dog!" Skreg jeg. De andre drenge gik bare lidt bag os, mens de grinte af helvedes til.
"Hvad sker der for den engelske accent? Hvad laver du her?" Spurgte ham der bar mig.
"Jeg bor her!" Skreg jeg. "Og det burde du overhovedet ikke blande dig i!" Han grinte bare en smule af mig.
"Og du burde vide at hvis nogen her omkring, kalder dig smukke ... Skal du ikke true med at ringe til politiet" Han prøvede at lyde sej, men det var overhovedet ikke sejt.
"Okay, det forklarer jo også hvorfor du bærer mig som en sæk kartofler," Råbte jeg og slog på hans ryg.
"Okay, men slap lige af næste gang ikke?" Sagde han og lod mig dumpe ned på jorden. "Du er nød til at være lidt mere hård, hvis du skal bo her" Sagde han bare, og jeg spurtede hen til mit hus. Da jeg var kommet derhen kunne jeg bare se at han viftede med noget og løb så. Min taske. Hvordan fanden gjorde han det? Jeg mærkede lige hurtigt efter om det overhovedet var min. Men det var det. Det skulle han få betalt.
Jeg trampede op af trapperne, og ind på mit værelse. Den nar havde lige ødelagt hele mit selvværd. Hvad bildte han sig lige ind? Jeg gik over for at rulle gardinet for, da jeg så en seddel. Der stod: 'Hvis du vil have din taske tilbage, skal du bare komme. Jeg venter på dig<3'
Jeg kiggede hurtigt over på huset ved siden af, og så hvordan han bare stirrede ufatteligt lummert på mig. Jeg rev sedlen i stykker en million gange, gav ham fingeren og rulle gardinerne for.
"Hvad er det for nogen drenge der bor i det her kvarter?" Mumlede jeg. "De er jo syge i hovederne" Det var faktisk en ret dyr taske fra Chanel, og jeg var jo nødt til at få den tilbage.