My Best Friend And Her Brother

Faret vild

Okay. Jeg indrømmer, at jeg var en freak som kiggede ind ad Benjamins vindue. Med en kikkert. Og sort tøj på. Men ærligt kunne jeg ikke lade vær. Han lå på sin seng og så ualmindeligt død ud. Dog kunne jeg ikke se hele hans krop pågrund af de fortrukket gardiner. Kun hans brystkasse og hage. Alligevel var det tydeligt, hvor lidt han bevægede sig.
"Årgh stop dig selv Candy" mumlede jeg irriteret og smed mig på sengen. Jeg havde planer om at lave ingenting, og det kunne kun gå godt. Og lige med den tanke kunne jeg høre min mor råbe: "Candy cykler du ikke lige ned og køber rugbrød?!"
Hvorfor kunne hun ikke bare selv gøre det? Hun havde trods alt kørekort. Jeg muggede lidt rundt, mens jeg tog mit mistænkelige sorte tøj af og noget af mit sædvanlige på. En lyserød kjole. Jeg var overhovedet ikke i humør til at gøre noget ud af mig selv, så jeg tog et par solbriller på og satte mit hår op i en hestehale.
Jeg gik ned ad trappen i snegletempo, mens jeg håbede at Sofia eller Dylan ville tage opgaven.
"Skynd dig nu Candy!" Vrissede min mor af mig og sendte nogen øjne der fik mig til at løbe ned ad resten af trappen.
"Jeg er tilbage om 15 minutter" Mumlede jeg og svang med hoveddøren.
Jeg satte mig på min ualmindelige grimme cykel. En tyrkis en med en masse små hvide blomster. Desuden var der en kæmpe cykelkurv med massere af falske blomster på. Den var flere år gammel, men mine forældre ville ikke give mig en ny.
Jeg lavede falske bræklyde og satte mig op på cyklen. Jeg vidste at der var en bager henne ved skolen, så hvorfor ikke cykle derover?

Alt det med at cykle hen til bageren lød som en god ide, indtil at jeg havde cyklet i 20 minutter og helt sikkert forbi skolen. Jeg rystede irriteret på hovedet af mig selv. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var. Desuden tvivlede jeg på, at jeg stadig var i Hellerup. Jeg havde lyst til at græde, men tårerne ville ikke rigtig ud. Det ville også være mærkeligt at stå her og græde.
Jeg tog mig sammen og cyklede stille tilbage, af den vej jeg kom fra. Desværre for mig selv begyndte husene mindre og mindre at ligne dem jeg havde kigget på den sidste uge. Faktisk var det mørke lumre lejligheder som tårnede sig op omkring mig. Jeg sukkede og kiggede i min taske. Kun et par læbepomader og en 100 kr seddel.
Jeg sukkede endnu en gang og kiggede mig omkring. Ca. 100 meter fra mig var et par drenge. Herfra kunne jeg ikke se hvor gamle, de var, men de lignede, nogen som var ældre end mig selv.
"Whatever" mumlede jeg og vendte cyklen, for at cykle hen til den lille gruppe af drenge. De kunne da vel hjælpe mig med at finde ud af, hvor jeg var.
Jeg cyklede langsomt derhen for ikke at se for desperat ud.
"Undskyld?" Sagde jeg så lidt for højt. Jeg vrissede mentalt af mig selv og fortsatte da jeg havde fået drengenes opmærksomhed.
"Kan i fortælle mig hvor jeg er?" Jeg lød, mere nervøs end jeg burde. De kiggede hånligt på mig og grinte kort.
"Ballerup baby" Svarede en af dem med et forfærdeligt selvfedt smil. Var jeg cyklet helt til Ballerup? Åh Gud, det lå jo ca.  
20 kilometer væk fra mit hus. Jeg lavede en irriteret lyd med munden, hvilket fik drengene til at kigge mærkeligt på mig.
"Ved i hvordan jeg kommer til Hellerup?" Spurgte jeg så og kiggede på dem med en blanding af træthed og irritation. De grinte igen og først der bemærkede jeg deres ualmindelige store arme, som var dækket af tatoveringer.
"Er det en lille forkælet kælling vi bar fundet her?" Spurgte den samme dreng som før. Jeg troede at han snakkede til sin ven, så jeg valgte at ignorere det og bevægede mig en smule væk fra dem.
"Hvordan kommer jeg til Hellerup?" Spurgte jeg igen. En lille smule mere anstrengt.
"Vi kunne følge dig hjem" Grinte han og kiggede super ondt på mig.
Jeg sank hurtigt.