Kun min bedsteven?

Kapitel 1, del 1 | Rejsen.

Mathilde og Mathias^

"Mathilde, MATHILDE!" Jeg åbnede mine øjne med et sæt. "Mathilde, det er i dag i skal til Sverige". Min mor ser bemærkelsesværdigt spændt ud. "Ja ja, det ved jeg" svare jeg. "Gider du godt gå ud herfra nu" spørger jeg. "Ja ja, men du skal stå op nu". Jeg giver hende bare "jeg-har-forstået-det-gider-du-gå-blikket". Da hun endelig er gået står jeg ud af sengen. Jeg går over og trækker i det tøj som jeg lagde frem i går aftes. Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver det fedeste. Bagefter går jeg over til mit skrivebord, tager let make-up på, og går ud og spiser. De andre sidder der allerede. Far kigger på mig. "Er du klar min skat?" Jeg kigger søvnigt op og nikker. Jeg kunne ikke sove i går aftes. Jeg var alt for spændt. Jeg tænkte på alt det fede vi lavede på lejr-tur sidste år. I år skal vi være afsted en dag mere. Det bliver så fedt. Fuldstændig perfekt. Hvordan kan det her ikke blive godt. Det eneste der er trælst er at vi skal have Arne og Marianne med. De 2 kedeligste lære på skolen. Heldigvis er det ikke dem der har lavet programmet. Alle 9. Klasser skal se, opleve og høre det samme. De samme regler, det samme hotel, det sammen ALT. Intet skal være uretfærdigt. "Mathilde, svar da når jeg siger noget!" Jeg kigger forbavset på mor. "Hvad?" "Hvis du har spist færdig, så gå ud og børst tænder. Vi kører om 10 min." 10 minutter? Fuck, shit jeg er jo ikke klar endnu. Jeg løber over med min skål og "glemmer" at sætte den i opvaskemaskinen. Jeg løber ud på badeværelset og høre mor råbe noget med min tallerken. Børster mine tænder, hurtigt, putter den i toilettasken og smider den i kufferten. Kufferten lukker jeg og stiller ud i gangen. Jeg løber ned på badeværelset igen. Jeg tager øreringe i og tager noget parfume på. Hurtigt ind på værelset og finde et par strømper der er ens (hvilket kan være en udfordring). Endelig efter hvad der føles som timer(kan måske overdrive en smule til tider), fandt jeg 2 strømper der var ens. 1 minut råber mor udefra gangen. "Wtf, der da ik gået så lang tid" mumler jeg for mig selv. Jeg griber min oplader og smider den i tasken med powerbank, kamera, iPad osv. Jeg tager de sko på som jeg havde valgt i forvejen. Tager jakke på finder, de sidste småting og går ud i gangen. "Så kunne du være klar" siger mor. "Hvad mener du?" Svarede jeg. "Altså vi skulle have kørt for 5 minutter siden." "Hvad, hvordan kan tiden gå så hurtigt?" Min mor tager kufferten og vi går ud til bilen.

Da vi kommer til stationen kan jeg se Vilde og Amanda stå ved læren. De kører altid sammen. Cecilie er ikke kommet endnu. Det er ikke rigtigt en overraskelse. Jeg siger farvel til mor og går over til de andre. Da jeg kommer tættere på kommer Vilde og Amanda halv løbende over mod mig. Vi hviner og smiler rigtig meget. Vi har glædet os til det her siden vi fandt ud af vi skulle afsted. Lidt efter kommer Cecilie. Det samme som før sker. Bare jeg også er med til at løbe over og kramme. Da toget endelig kommer løber vi over til døren så vi kan få en 4-mands plads. Heldigvis har vi Vilde der vil give alt for at få de gode pladser. Og vi får de gode pladser. Endelig kan er vi på vej.

Hej allesammen:)
Tusind tak for at i har læst det første kapitel i min "bog". Det har var kapitel et, del et. Om ikke så længe kommer del 2, så hold dig klar:)

Kh Berte