I månens skær

En snert af hukommelse

Remus slog forskrækket øjnene op. Hans hjerte galoperede afsted, han var næsten bange for, at det ville bryde ud af hans krop. Han var badet i koldsved, hvilket var meget usædvanligt. Han brugte et øjeblik på at få sit hjerte under ro, før han fik styr på situationen.
Han sad i sin seng, inde på sit værelse. Han lå ovenpå sin dyne, selvom, der stadig var rimelig koldt om natten. Den var krøllet, men lå stadig som da han havde redt den i går morges. Døren stod på klem og vinduet var lukket. Remus rynkede panden. Så vidt han huskede, var det ikke her han faldt i søvn.
Han prøvede at genkalde hvad, der var sket, men han fandt kun et sort hul i sin hukommelse. Frustret prøvede han at genkalde gårsdagen.
Han var gået med nogen i byen. Nej, han var gået med Luna i byen. De snakkede om butikker, hvorefter de...
Hun kyssede mig jo!
Remus sprang op ad sengen og gik hen til vinduet. Solen var lige akkurat synlig over hustagene. Han løb tilbage og så på sit ur. Klokken var kvart i seks. Der gik noget tid før, han skulle i skole, så han satte sig ned på sengen og prøvede at genkalde sig noget mere.
De var gået ind i skoven, selvom Remus havde protesteret. Luna viste ham noget... det hed noget med 'Grav', men hvad mere kunne han ikke huske. Og så kyssede hun ham på munden. Remus genkaldte sig den fremmede og underlige, men dejlige fornemmelse, da deres løber mødtes. Han fik et sug i mellemgulvet bare ved tanken.
Men der var sket noget mere. Hun var blevet... underlig. Han prøvede at huske præcis hvad, der var sket, men detaljerne var slørede. Han huskede at hun begyndte at ryste, som om hun fik et krampeanfald. Hendes tøj forsvandt, men hun var alligevel ikke nøgen. Der var sket noget med hende, noget der ikke var normalt. Remus havde, uden at tænke over det, kvalt hans kaninbamse Ninus. Han slap grebet om det hvide stofdyr, lagde sig ned og lukkede øjnene.
Han huskede, at han løb så hurtigt, han kunne. Han var stadig en smule øm i benene, så det var han sikker på. Han huskede ikke hvorfor, kun at han frygtede for sit liv. Men der var sket noget andet, han fik en nærmest dejlig fornemmelse, mens han løb, men den var stadig underlig. Hans krop værkede, som om han havde vokseværk, men han følte sig ikke den mindste smule større end dagen forinden. Han stoppede op og...
"Ring, ring, ring!"
Lyden forskrækkede Remus så meget, at han sprang op ad sengen med et skrig. Han ledte efter lydens oprindelse og fandt sit væggeur liggende på gulvet. Remus havde væltet det i ren og skær forskrækkelse og så var ringefunktionen blevet aktiveret. Han samlede det op og stillede det tilbage på bordet, kastede et enkelt blik på klokken og konstaterede, at han måtte begynde at gøre sig klar til at tage i skole. Ellers ville han uden tvivl få fravær.