I månens skær

En ny... ven?

Efter et par uger var Remus og Luna kommet godt ud af det med hinanden; de snakkede altid med hinanden i frikvartererne, fulgtes hjem fra skole, arbejde sammen alle de gange, de fik lov til, og Remus kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes intelligens; måske var hun ikke den hurtigste til at svare på spørgsmålene i matematik, men fik hun en smule tid, havde hun altid et svar, og svaret var som oftest korrekt. Hun var klart bedst i naturfagene og historie, specielt fra middelalderen. Remus havde også lært at hendes yndlingsdyr var ulve, hvilket nok forklarede hvorfor hun synes, at det om at ulvene var blevet udryddet var vigtigt.
 De sad på en bænk i byen. Luna gumlede på et stykke kyllingekød og kiggede på folkene, der passerede dem. Remus kiggede på Luna, der hurtigt og effektivt fik kødet slugt. Hun vendte sig  om mod ham.
 "Er der nogle spændende steder her i byen?" spurgte hun.
 "Det kommer an på hvad du synes er spændende," svarede Remus. "Jeg kan godt lide at besøge Den Gyldne Løve, der hvor vi første gang mødtes. Mange af de andre piger kan godt lide at besøge nogle af tøj- og smykkeforretningerne, mens drengene ofte kigger på bilhandleren derovre." Remus pegede mod butikken, man kunne lige ane taget over de andre bygninger.
 "Kom," sagde hun, og uden videre omsvøb greb hun fat i hans arm og trak ham med sig.
 Til at starte med vidste Remus ikke, hvor hun var på vej hen, men så drejede hun om et hjørne og gik mellem to huse. Remus standsede brat op og kiggede sig over skulderen. Luna var allerede sat i småløb, men hun standsede, da hun så, at Remus ikke var med.
 "Kommer du?" spurgte hun.
 "Je-jeg kan ikke," sagde Remus og rystede på hovedet. "Ikke derind. Politiet abklager mig sikkert for mord, hvis de finder ud af, at jeg er gået derind igen."
 Luna kiggede sig over skulderen og mod skoven, hvorefter hun kiggede tilbage på Remus.
 "Ingen ser dig. Kom nu, jeg vil vise dig noget vigtigt." Og uden yderligere ord gik hun målrettet ind i skoven.
 Remus kiggede sig om en enkelt gang, men politiet havde droppet overvågningen af ham. Med en kort bøn til guderne om, at ingen opdagede ham, fulgte ham med Luna ind i skoven.
 Luna var allerede kommet langt ind, og hun ventede på ham på en stor kampesten. Hun smilede glad og en smule overlegent ned til ham, men han kommenterede det ikke, og bad hende om at vise vej. Med et sidste drilsk smil hoppede hun ned fra stenen og førte ham dybere ind i skoven.
 Træerne var meget tætte og meget høje; flere gange var Luna bare drejet ved et træ, og Remus kunne knap finde hende efter. Kun efter et par kald fandt de hinanden igen. Solen blev også lukket ude, og Remus kunne knap se den store stjerne, og han havde mistet tidsfornemmelsen fuldstændig. Han var begyndt at tro, at Luna bare spillede ham et puds og fik ham så langt ind, bare for at gøre ham bange. Remus ville ikke lade dette ske, selvom han begyndte at blive en smule nervøs; han skulle også hjem og i seng, så han var klar til skoledagen i morgen.
 Endelig stoppede Luna op, Remus var nær gået ind i hende. Hun svajede ligeså stille, hun virkede som om hun hørte til her; på vejen herud havde hun bevæget sig med en så utrolig smedighed og målrettedhed, at hun ligeså godt kunne være blevet trænet op ude i skoven. Eller bare ført der, opvokset blandt træerne.
 Remus kiggede rundt. Luna var stoppet op i en form for lysning. Selvom grenene strakte sig ind over og dækkede for himlen, kunne man stadig se en smule. En skovsø lå i udkanten af lysningen, selvom den var meget lille, maks to personer kunne være i den ad gangen. En mindre gruppe af store sten lå samlet og stod i en mindre cirkel.
 "Hvad er det her for et smukt sted?" spurgte Remus, mens han betragtede landskabet.
 "Trivias Grav," sagde hun. "Der fører tre veje herhen, tre veje væk igen. Det er et helligt sted for nogen. Jeg synes bare, at her er meget flot. Jeg tænkte, at jeg ville vise dig det, inden..." Hun tav. Remus vendte sig om mod hende. Hun skjulte sit ansigt ved at kigge den anden vej.
 "Inden...?" forsøgte Remus sig spørgende. Hun rystede på hovedet.
 "Hvor er det dumt, det her. Jeg skulle aldrig have taget dig med herud."
Remus kiggede forvirret på hende.
 "Hvad er dumt? At du synes her er flot? Det synes jeg altså også," sagde Remus med en anelse af panik i stemmen.
 Luna kiggede over på Remus. Hendes øjne var røde, hun lignede en der skulle til at græde.
Remus skulle lige til at spørge om, hvad der plagede hende, da hun pludselig stillede sig helt hen til ham, trak hans hoved ned, så de var i samme højde, og kyssede ham på munden.