I månens skær

En endnu mere vred mor i huset

Remus trippede nervøst i dørkammen. Han overvejede bare at gå op på sit værelse og lade som ingenting, men besluttede sig for at blive. Jane lå i sofaen og så tv, og hun så faktisk bedre ud end normalt: Hendes hår var blevet redt, hun havde havde klippet sine negle korte og flotte, og hun havde endda prøvet sig med noget make-up, selvom det ikke var særlig flot.
 "Hvad vil du?" spurgte hun pludseligt.
 Remus, der havde stået og overvejet hvordan, han skulle gribe sagen an, blev hurtigt revet ud af sine egne tanker. Han var ved at snuble over sine egne ben, mens han gik over ved siden af sofaen.
 "Umm, ser du," begyndte Remus, usikker på hvordan han skulle fortsætte.
 "Skynd dig lidt," knurrede hun, "reklamerne er snart ovre."
 Remus kastede et enkelt blik på tv'et bag ham, før han vendte sig om mod Jane igen.
 "I skolen har vi fået sådan en opgave for. En præsentation." Remus ventede på, at Jane ville sige noget, men hun forholdt sig tavs. "Og, umm... den er til i morgen, og jeg blev ikke færdig med den."
 "Hvis du skal ned på biblioteket, så skynd dig afsted. Jeg betaler ikke."
 "Det er ikke det," sagde Remus, og skyndte sig at fortsætte: "Det er en to-og-to opgave, og jeg arbejder sammen med hende den nye i klassen. Umm, ja, hun kommer herover snart."
 Jane havde rejst sig op så hurtigt, at Remus forskrækket tog et skridt bagud.
 "Har du inviteret nogen herover!?" nærmest råbte hun ind i hovedet på Remus.
 "Hu-hun inviterede sig selv herover," stammede Remus med svag stemme.
 Remus frygtede et øjeblik, at Jane ville slå ham, men hun knyttede i stedet vredt hånden.
 "Så få hende væk fra dette hus. Tag ned i byen eller noget, bare få hende væk herfra. Jeg gider ikke at se hende inde i dette hus. Forstået?"
 Remus nikkede, vendte om på hælen og småløb ud af døren. Knap havde han lukket døren efter sig, og taget et par skridt ned af vejen, da en stemme kaldte:
 "Remus! Hvor er du på vej hen?"
 Luna stod på toppen af bakken og smilede ned til ham. Hun havde sat sit askeblonde hår op i en hestehale, hendes lyseblå øjne lyste af energi, og hun havde påført en smule make-up, selvom det ikke var særlig tydeligt.
 "Hej," sagde Remus og tabte helt tråden. "Du har meget flotte øjne," var det eneste han kunne sige.
 "Tak." Hun rødmede en smule og prøvede at skjule det. "Men skal vi se og komme ind og få lavet lektierne?" spurgte hun smilende. Hun var allerede på vej over mod hoveddøren, da Remus stoppede hende.
 "Nej!" Remus havde uden at tænke over det grebet hendes arm. Han slap den forlegent igen.   "Umm... vi kan ikke gå ind til mig."
 "Hvorfor?"
 "Min mor, hun ehm, hun har det ikke så godt. Det havde hun ikke i forvejen, og så blev Alice  myrdet, og så ja. Vi kan bare ikke gå derind. Lad os tage ned på byens bibliotek i stedet for. De har sikkert også mange flere bøger og sådant end os."
 Luna sendte Remus et mistroisk blik. Han smilede usikkert til hende, men så spurgte hun om noget, der kom helt bag på ham:
 "Var Alice hende der pigen i nyhederne?"
 "Hvis hende der pigen i nyhederne blev myrdet ude i en skov, så ja," svarede Remus og tænkte tilbage på sidste gang han havde set hende; et eller andet sagde ham, at han måske endda havde set morderen. Der var i hvert fald sket noget mere, og det nagede Remus, at han ikke kunne huske det.
 "Trist," sagde hun med lille overbevisning. "Kendte du hende?"
 "Vi gik i klasse sammen," svarede Remus og huskede, hvordan hun altid kunne svare på alt; hun havde været lærernes yndling, deltog aktivt i timerne, kom aldrig i problemer og klarede sig generelt godt. Især i musik strålede hun, hun havde en meget flot og elegant sangstemme. "Hun var en af de bedste i klassen, hvis ikke den bedste. Alle elskede hende, hun var sød og rar, men mest af alt flink. Flink overfor alle." Remus tav og lukkede kort øjnene. Han kunne mærke en klump i halsen og brugte et øjeblik på at tvinge den væk. "Hvordan kunne nogen finde på at myrde hende? Hun var bare flink, alle elskede hende, hvordan fortjener hun at dø? Jeg var også derude, jeg kunne ligeså godt være blevet dræbt! Hvorfor hende?" Remus nærmest råbte det sidste. Han sparkede vredt til en sten, der trillede hen mod skoven.
 "Jeg ved det ikke," hviskede Luna, "men jeg er glad for, at du stadig er her." Hun lagde trøstende en hånd på hans skulder.
 Som hun stod der, med den blide vind skubbende til hendes hår og solens stråler skinnede mod hende, kunne Remus ikke lade være med at synes, hun var virkelig smuk; håret, der gik i èt med hendes flotte, glatte hud, øjnene der lyste af energi, venlighed og intelligens, smilet der var skarpere end blitzen på et kamera, og de skarpe træk og den slanke krop.
 "Nå, men skal vi se og få lavet nogle lektier?" spurgte hun. "Hvis den skal være færdig til i morgen, så skal vi nok til at skynde os."
 Remus gik med til, at hun havde fat i noget, og sammen gik de mod byens bibliotek.