Complicated [short story] ☯ H.S ✔

Foster family

En ny familie, igen. Jeg er forældreløs, så jeg har været ved mange familier igennem hele min barndom. Nogle steder var okay, og andre var slet ikke. Jeg har aldrig været et sted, hvor jeg har været 100% tryg. Hvilket de folk der finder hjem til mig, siger at det ville de lave om på nu. De har åbenbart fundet en familie, hvor de er sikre på at jeg vil få et godt liv, og - forhåbentlig - blive der.

Åh ja, hvor uhøfligt. Jeg hedder Camilia - men foretrækker Cam - Jeg er 17 år. Bliver snart 18, så det bliver nok holdt med min nye familie. Jeg bor lige nu i Liverpool, ret fed by, så det er lidt trist at skulle væk derfra. Også den familie jeg boede ved. De forkælede mig, som var jeg et 5-årigt barn. Tøj og sko kom hele tiden. Jeg tog selvfølgelig imod det. Egoistisk? Ja. Er jeg ligeglad? Hell yeah. Det er ikke mig der har bedt om det, så jeg klager ikke. Jeg er ikke sådan vildt populær på min nuværende skole. Folk anser mig for den forældreløse, eller hende med plejefamilien. Det gør mig ikke spor, de har bare ondt i røven. Så hvis der er nogle der kommentere på mig, smiler jeg bare til dem. De bliver så pissed når jeg gør det, og jeg finder det yderst morsomt. Jeg havde dog fået en virkelig god ven - Mark. Han er ligesom den bror jeg aldrig fik. Og det bliver virkeligt hårdt at forlade ham. Men jeg kommer nok over det, håber jeg. Jeg vil ihvertfald holde kontakten med ham, uanset hvad.

''Camilia!'' mine tanker blev afbrudt af min plejemor der kaldte på mig. ''Jeg kommer'' råbte jeg tilbage. Jeg tog mit tøj på og var så ude af døren.

Jeg kom ned, og så hele min plejefamilie stå på en lang række.

''Vi kommer til at savne dig her, så vi ville lige sige et sidste farvel inden du tager afsted'' sagde min plejefar. Jeg nikkede.

Det var her om lidt jeg blev hentet af den taxa, der skulle eskortere mig hen til det sted jeg nu skulle til.

Én efter én, kom de hen til mig og gav mig et kram. Jeg har ikke rigtigt kunne lide dem alle lige meget, men de havde i det mindste været venlige ved mig.

''Farvel Cam, jeg håber de tager godt imod dig ved dit næste stop'' sagde min plejesøster, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun er kun 7 år, og hun var den jeg kom bedst ud af det med.

''Mange tak, Bell! Du kan bare altid ringe eller skrive hvis du nogesinde har brug for noget'' blinkede jeg til hende, og hun fnes lidt men gav mig så også et lille blink tilbage. Det var en lille intern joke vi havde.

For at være ærlig, har jeg aldrig selv kunne lide små børn. Jeg syntes altid de var belastende og så opmærksomhedskrævende, men Bella har virkelig ændret mit syn på dem.

Der lød et dyt udenfor, og jeg smilede en sidste gang til Bella inden jeg gik udenfor og det var helt klart ikke en taxa. Det var en sort Range Rover. Der steg en høj, mørk håret, ung dreng ud af bilen. Han havde en beanie på og solbriller. Han kom hen og gav hånd til min plejeforældre. De stod og snakkede lidt, og den snak inkluderede jeg ikke selv med i.

''Jeg skal nok sørge for at hun er sikker'' sagde ham drengen, og kiggede så kort hen på mig, og så på mine plejeforældre igen. Jeg skulle til at gå hen til bilen, da Bella kaldte mit navn.

Jeg vendte mig om, og så hende løbe hen imod mig. Jeg satte mig på hug og hun løb ind i min favn. Hendes arme maste mig næsten, men det er okay. Det her er sikkert også hårdt for hende. Jeg har sådan set heller ikke sagt sådan helt farvel til Mark, men jeg ved ikke engang om han ved at jeg flytter videre.

Når man snakker om lorten, lugter den. Ej, det var bare Mark der kom farende på sin cykel, og kiggede forarget på mig.

''Hvad har du gang i Cam?'' spurgte han, og jeg kiggede chokeret på ham. Jeg hviskede til Bella at hun skulle gå ind til de andre. Hun gjorde som jeg sagde, og jeg rejste mig fra jorden, og gik hen imod Mark. ''Jeg er ked af det Mark, men jeg er blevet flyttet til en anden familie'' sagde jeg og prøvede at få øjenkontakt til ham, hvilket ikke lykkedes. Han kiggede ned i jorden.

''Jeg kan ikke forstå det.. Hvorfor sagde du det ikke til mig så?'' spurgte han, og holdte stadig sit blik i jorden. ''Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det til dig'' mumlede jeg, lidt nervøs for hvad han ville sige.

''Jeg håbede på at se dig i skolen idag, men da nogle sagde at du skulle flytte stoppede min verden. Folk kiggede underligt på mig da jeg kom løbende ud til min cykel og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme herud. Jeg kom vidst også lige i tide'' sagde han helt forpustet. Jeg kiggede undrende på ham.

''Så du kom her for at sige farvel?'' sagde jeg, og han nikkede. Inden han tog en æske op af hans jakkelomme.

''Du ved at jeg ikke er til gaver, men vi havde faktisk månedsdag idag, så jeg vil nu give dig den som en farvel gave og som et minde om mig'' sagde han og åbnede æsken og en smuk sølv halskæde kom frem.

''Så du har faktisk følelser?'' jokede jeg og han grinte falsk. Jeg grinte selv lidt og gik hen imod ham. ''Den er vidunderlig'' sagde jeg, og han hjalp mig med at få den på. Det var et hjerte med hans nav på bagsiden. Jeg gav ham et kæmpe kram da jeg havde fået den på.

''Jeg vil savne dig så meget cam'' hviskede han i mit øre, og jeg kunne mærke mine øjne blive våde. Nej! Jeg skal ikke græde nu. Jeg hader at græde foran mennesker, også selvom Mark er min bedste ven, vil jeg ikke.

''Jeg kommer også til at savne dig'' sagde jeg, og trak mig fra ham. Jeg kiggede mig omkring og ham drengen stod og kiggede direkte på mig. Helt kold stod han og over begloede mig.

''Jeg skal til at afsted'' sagde jeg til Mark, og han nikkede. Jeg fik mine tasker op igen, og over til bilen. Ham drengen kom over og hjalp mig med mine tasker. Eller rettere sagt, tog han dem ud af mine hænder og smed dem ind i bagagerummet. Jeg kan fornemme det her bliver en rigtig skøn tur. Kan i mærke sarkasmen?

''Farvel allesammen'' sagde jeg og vinkede til dem, inden jeg satte mig ind i bilen. Ham drengen startede bare bilen, og kørte tavs afsted.

''Må jeg ikke få dit navn eller er det for farligt at fortælle?'' spurgte jeg halv-irriteret. Han sukkede, men sagde så frem ''Harry''. Hans tykke britiske accent fyldte bilen.

''Så, Harry, har du tænkt dig at være tavs hele vejen?'' spurgte jeg over den akavet stemning. ''Hvis du ikke har noget imod det, så ja, det har jeg tænkt mig'' sagde han og holdte sit blik på vejen, ''Det har jeg sådan set noget imod.''

Han sukkede bare af mig, men sagde ingenting. Det irriterede mig at han ikke kunne holde en samtale i gang.

''Hvem er du egentlig?'' spurgte jeg, da det slog mig at jeg ikke vidste hvad han skulle med mig. Det lød mærkeligt, han skal ikke noget med mig, men jeg vil da godt vide hvem min chauffør er.

''Du kan bare ikke tie stille?'' sagde han og jeg rystede smilende på hovedet. Jeg kunne se at jeg irriterede ham ved min handling, så det gjorde det bare sjovt for mig.

''Fint. Jeg er din nye bror'' sagde han og var næsten helt flov over det? Haha. Jeg begyndte selv at grine. ''Nej okay, hvem er du?'' spurgte jeg og forventede et rigtigt svar, men der kom intet. ''Er du seriøs?'' ''Ja jeg er da heller ikke selv stolt over det'' svarede han, og det pissede mig egentligt rimelig meget af.

''Okay krølle, hør her! Jeg ved ikke hvad jeg har gjort dig, men du burde sku tage dig sammen og mande dig op, det er ikke dig det går ud over her'' sagde jeg bestemt.

''Der tager du lige præcis fejl. Det går nemlig ud over mig også. Jeg har ikke bedt om at få en ekstra søster! Hvis det stod til mig, ville jeg ikke lade nogen fremmed lille pige som dig komme ind i mit hjem'' sagde han i et højere lydniveau. Jeg er ligeglad om han så skal sidde og skrige af mig.

''Hvis jeg kunne, tror du så at jeg vil sidde i en bil med dig lige nu? Hell no, jeg vil sku være sammen med min familie, hvilket jeg sjovt nok af én grund ikke kan. Jeg kan da godt forstå at du ikke vil have mig ind og ødelægge din familie, men jeg har fandme ikke selv bestemt at mit liv skulle være sådan her'' råbte jeg af ham, og satte mig tilbage i sædet, og kiggede ud af vinduet.

Han forholdte sig stille i noget tid, hvilket jeg nød. ''Hvor er dine forældre?'' spurgte han så. ''Døde'' sagde jeg simpelt, og jeg kunne fornemme hans blik på mig.

''Det er jeg ked af at-'' ''Du skal ikke lade som om du har medlidenhed med mig nu, efter det du har sagt. Bare lad mig være, og sig når vi er fremme'' sagde jeg, og lagde mig bedre til rette. For god sake, jeg er skide træt, og så skal han selvfølgelig skrue op for musikken. Det her bliver en laaang dag.