Ung, smukkere, dummest. | Novellesamling

3. Evig fred

Drenge, drenge, drenge... Den ene dag er de totalt over dig og fortæller dig, at de elsker dig, og at du er speciel for dem, og den næste dag svarer de ikke på nogen af dine beskeder.
„Du skal ikke give op, bare fordi du fik et dårligt æble. Op på hesten igen, der findes mange flere og bedre drenge derude." En lille hånd med nylagte røde negle lægger sig på min skulder og giver den et fast klem. Jeg krymper mig under berøringen.
„Se selv på din far, han er en af de gode" hvisker hun i mit øre og går derefter over for at kysse ham vådt midt på munden. Jeg himler med min øjne og stikker videre i dagens omgang af klam havregrød.
„Jeg har det fint mor, der er ingen grund til at sværme om mig som en bi" sukker jeg og rejser mig fra bordet. Jeg kaster min rygsæk over den ene skulder og traver ud af køkkenet.
„Skat du er lige blevet dumpet, det er okay at have brug for sin mor" råber hun efter mig. Jeg smækker hoveddøren i som svar. Jeg har ikke brug for hendes medlidenhed eller hendes tusinde liter af is, der bare vil få mig til at blive tyk. Jeg hiver døren op til garagen og triller min cykel ud. Jeg kan slet ikke overskue at tage bussen, hvad nu, hvis jeg ser ham? Det er jeg ikke ligefrem klar til.
„Valerie!" Jeg hopper forskrækket op og vender mig så i retningen af lyden. Jeg smiler skævt, idet hun omfavner mig hårdt.
„Hvad så?" spørger jeg, da jeg trækker mig fra det usædvanlige lange kram. Hendes ansigt stråler med et smil, der går fra det ene øre til det andet.
„Jeg tænkte, at du nok ikke var klar til at tage bussen, men på den anden side heller ikke gad cykle alene." Jeg ryster smilende på mit hoved og hopper op på cyklen.
„Hvis du altså kan følge med, er du velkommen" driller jeg hende og begynder at cykle væk fra hende. Efter lidt tid kommer hun prustende i hælene på mig.
„Val, sænk lige farten så vi kan snakke" stønner hun, og jeg gør, som hun siger. Ikke fordi jeg er en svans og bare gør, hvad alle siger, jeg skal, men fordi jeg ikke har nok selvtillid til at være stædig endnu.
„Okay nu skal du høre! Jeg så det her interview i går, hvor Jennifer Aniston snakkede om kærestesorger og heartbreaks" udbryder hun begejstret. Jeg sukker inderligt men lytter alligevel til, hvad hun har at sige. Jeg ved hun kun prøver på at være en god veninde og hjælpe mig.
„Hun fortalte om de 5 stadier." Jeg rynker mine øjenbryn og er lige ved at falde af cyklen, idet jeg kører over en stor sten, der ligger midt på vejen.
„De fem stadier?" spørger jeg mistroisk. Det lyder for at være ærlig som snyd og humbug.
„Stadie 1 er fornægtelse, 2 er vrede, 3 er forhandling, 4 er nedtrykthed og 5 er accept. Jennifer sagde, at alle kommer igennem stadierne forskelligt, men det varer typisk ikke over mere end et halvt år, før man er videre." Jeg ler af hende. Det lyder simpelthen som noget en desperat person har fundet på, så de kunne tjene flere penge, ligesom dem der opfandt valentinsdag.
„Og du tror alt, hvad Jennifer siger er facts?" Hun surmuler og gider ikke kigge mig i øjnene.
„Hvis ikke vi har lært det i skolen, er det ikke rigtigt" siger jeg som var det ren rutine.
„Val, det ikke rigtigt. Det var det, han sagde" siger hun stille. Det går op for mig, hvad det er, jeg lige har sagt. Den knægt har jo fuldstændig hjernevasket mig.

Resten af ugen gik med, at jeg prøvede at undgå alle de steder han vil være, og alle de steder vi var sammen. Jeg tog kun i skole for at have matematik, alt andet er alligevel spil af min tid. Jeg overtog min brors værelse, da han alligevel aldrig er hjemme nu, hvor han er begyndt på universitetet. Jeg brugte min tid på at spille GTA og spise alt den is og alle de fryse pizzaer min mor havde fyldt fryseren op med.
Jeg har slet ikke hørt fra ham. Ikke fordi jeg forventede det. Det var trods alt ham, der slog op uden en forklaring. Jeg slukker for tv'et og går ud for at tænde bruseren. Jeg har ikke været i bad siden han slog op for præcist otte dage og ni timer siden. Det varme vand kaster sig ned om min krop og brænder mig kort, før det bliver behageligt. Min mor har købt alle mulige sæber og lækre cremer, som folk har anbefalet til kærestesorger. Bullshit, det er, hvad det er. Jeg kaster dog alligevel noget af sæberne i håret og på kroppen. Det skader jo ikke at prøve, så længe man ikke har nogen forventninger. Mine hænder og fødder bliver hurtigt til rosiner, og en tung damp lægger sig i luften. Jeg slukker for vandet og træder ud på de kolde klinker og hele min krop bliver på nul kommer fem til is.

Vinden tager fat i mit nyvaskede hår, idet jeg cykler igennem byen. Jeg har ikke haft det så godt i flere år. Jeg føler lige pludselig, at jeg kan gøre alt, endda flytte bjerge, hvis det er det jeg vil. Det er nok badet og alt den døde hud og sorg, jeg skrubbede godt af med de mirakelsæber. Måske de alligevel virkede en smule. Jeg begynder at nynne og smile, imens jeg suser afsted på min cykel. Jeg føler mig uovervindelig. Det er lige før jeg ikke ser den. Hans navy blå bil, jeg altid har elsket. Hans navy blå bil, som jeg malede stjerner på, så den lignede nattehimlen. Jeg er for langsom. Jeg når akkurat ikke lige at se den. Den stopper brat op, men det nytter ikke noget. Jeg var for langsom. Asfalten skraber min hud og åbner den op. Jeg er endnu engang sårbar. Fodtrin nærmer mig, og jeg åbner min øjne, som jeg klemte hårdt i, idet jeg så den.
„Peter?" spørger jeg gråd færdig. For en gangs skyld kan jeg mærke alt andet end mit hjertes smerte. Han smiler skævt til mig og omfavner mig.
„Du er okay, alt er okay" hvisker han, og idet min hjerne opfanger ordene, der kommer fra hans mund, slapper hele min krop af. Han tager fat i min hånd og begynder at gå. Jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen, men så længe jeg er sammen med ham, er jeg er også ligeglad.

FORFATTERNOTE
Såååå jeg har gået og gemt på denne novelle i over en måned, fordi jeg troede jeg ville få karakter for den. Det har jeg så fundet ud af, at jeg ikke får.. Min lærer vil kun give mig feedback, så nu får i den altså bare. (Har lige fået feedbacken, og hun sagde bare at den var rigtig god og gennemtænkt, men der er små sproglige fejl.)

Jeg vil gerne give credit til clumsiepoet og Bliddall, der begge kom mig til undsætning, da jeg sad og var helt væk. Og til min far, der forslog, at Væk med et blink skulle have denne slutning i stedet for sin originale, så det skulle jo lige prøves af, og han har fat i noget. (Især, hvis man forstår alle referencerne.)

{Udgivet den 24. marts 2021}