Forgiveness | One Direction

Gå fucking ud.

Madisons synsvinkel

Jeg lå i min seng, med lyset slukket og gardinerne trukket for. Min krop afgav en stærk lugt af sved, som jeg i normale situationer ville have fundet upassende, men ikke denne gang. Denne gang føltes det ligegyldigt, præcis som alle andre ting, denne verden havde at byde på.

Den eneste lyd der var til at høre, var de kvalte hulk, som regelmæssigt forlod min mund. Jeg forsøgte at holde dem inde, blot et øjeblik, men de kæmpede sig vej op af min hals.

Billedet af Niall og Bethany fra dagen forinden, havde sat sig fast i min nethinde og pinte mig hver gang jeg tillod mig at lukke øjnene. Det pinte mig. Jeg var pint. Hvordan var alt dog endt sådan her?

”Madison” en bekendt stemme afbrød mine hulk, og bandt nærmest en knude på min tunge. Stilheden der førhen havde lagt over det rektangulære værelse, som et trygt og varmt tæppe var nu brudt. Kulden var trængt igennem, og det skar i mine øre for at sige det ligeud.

”Gå Louis, jeg er ikke i humør lige nu” kvækkede jeg, med munden halvdækket af min blomsterprintede vinterdyne. Jeg kneb øjenbrynene sammen og koncentrerede mig om at lytte; hvis jeg hørte lyden af det knirkende gulvbredde, henne ved døren, ville det betyde at han ignorerede hvad jeg lige havde sagt og trådte uønsket ind i rummet.

Og rigtigt nok, så hørte jeg den forbistrede lyd, hvorefter en hånd blev lagt henover min. ”Maddie, jeg ved at du ikke ønsker at tale om det” sukkede Louis og kærtegnede blidt bagsiden af min hånd med sin tommelfinger. Jeg rev min hånd til mig, og gemte den under dynen, sammen med resten af min halve fordærvede krop. ”Men er du så ikke sød, i det mindste at lytte?”

”Louis, jeg har det virkeligt ikke særligt godt” peb jeg. Jeg vidste at hvis han forsatte sådan her, ville jeg ikke være stærk nok til at holde tårerne inde meget længere. Til trods for, hvad jeg forsøgte at bevise overfor mig selv, var jeg stadigvæk knust inderst inde.

Det føltes som om at tiden stod stille, og at mit hjerte fungerede anderledens; forkert. Som om at hele min krop skreg af smerte, og at et stort holdt havde bosat sig min mave. Jeg havde et tomrum, som jeg ikke længere vidste hvordan jeg skulle få udfyldt.

Det gjorde ondt. Nialls måde at udtrykke sin jalousi på gjorde ondt. Hvorfor havde han ikke sagt noget til mig, i stedet for at ordne Bethany på toilettet?

Et jag af indebrændt vrede skød op igennem min krop, og jeg forsøgte at regne ud, hvem jeg skulle rette den imod. Niall, fordi han havde knebbet min fucking fjende, for øjnene af mig? Eller Bethany, for at have haft ret i, at hun ville tage en grufuld hævn? Jeg hadede dem begge to lige meget, og det kunne ikke beskrives med ord hvor skuffet og såret jeg var. Jeg var knust.

”Hør Madison, jeg ved Nialls handling var… uacceptabel. Og jeg ved at du hverken har tænkt dig at tilgive eller tale med ham lige foreløbigt, men når du føler dig klar, vil du så ikke prøve? For min skyld?”

”Hvad fanden Louis, holder du nu pludseligt med ham?” udbrød jeg frustreret, og mærkede tårrene presse sig på. Ikke engang min egen bror, kunne stå ved min side, der hvor jeg behøvede ham aller mest. Hvordan kunne han tage Nialls parti? Efter alt den knægt havde budt mig på?

”Nej-nej, men… Madison, drengen er synderknust. Han var beruset, jaloux og tænkte ikke klart – tre ting, du næppe har lyst til at kombinere. Og jeg synes du burde-”

”Du synes så meget Louis” vrængede jeg af ham og afbrød ham derved. ”Men hvad med hvad jeg synes? Burde min mening og mine følelser, ikke være hvad der står øverst lige nu, huh? Du har så skide travlt med dit dumme band og jeres dumme image, at du fuldstændigt glemmer at jeg også har følelser!”

Tårerne begyndte fredfuldt at glide ned langs mine kinder og endte alle i min mundvig. En bitter smag af salt, bredte sig i munden på mig, men jeg ignorerede det.

Louis så chokeret på mig, og kløede sig derefter nervøst på hagen. ”Hvad mener du?”

Jeg sukkede irriteret og rullede med mine tårefyldte øjne. ”Tror du ikke jeg har regnet den ud? Nialls nyknuste hjerte, vil blot betyde mere fravær og dårlig opførelse fra hans side af. Selvfølgeligt er i villige til at ofre alt hvad der står i jeres magt, for at få ham tilbage på sporet igen – der i blandt mig”

Louis’ blik flakkede rundt, som han stammede. ”M-Maddie, jeg ved at det k-kan se sådan ud, men-”

”Spar dig Louis, jeg gider ikke høre på flere dårlige undskyldninger fra din side af” Hulkede jeg og satte mig op i sengen. Jeg pegede mod døren, som jeg med en bestemt og skrøbelig stemme råbte. ”Ud!”

”Vær nu sød at høre på mig”

”Ud!”

”Please? Jeg kan forklare det hele, det er ikke som du tror”

”Gå fucking ud!” langt om længe adlød han min ordre, og traskede sørgmodigt ud af rummet. Jeg sad tilbage med tåresprængte øjne, endnu engang oveladt til den trygge stilhed. 

▲ Undskyld for et kedeligt kapitel, der skal nok ske noget i næste. xx

Tjekker i ikke Julies og min historie ud? Den hedder Trouble og ligger på min profil! Der er kun ét "Quote"-kapitel ude lige nu, men i morgen regner jeg med at publicere første kapitel, som vil være skrvet af mig. Håber at i vil tjekke den ud, det vil virkeligt betyde en verden til forksel for mig! xx

Tak for at være de bedste læsere, nogen forfatter på denne jord, nogensind har haft! Er så dybt taknammelig for hver og en af jer, at det slet ikke kan beskrives med ord! I er blevet hele min hverdag, og jeg kan ikke takke jer nok, for alt hvad i gør i for mig! Tusinde tak!

Xoxo, Emma. ▲