Forgiveness | One Direction

Så er vi her.

Madisons synsvinkel

Louis drejede nøglen, og startede derved bilen. Jeg lænede mig nervøst tilbage i sædet, og overvejede hvordan Niall ville reagere, når vi igen mødtes. Ville han blive glad? Sur? Ingen af delene? Et mysterium jeg ikke vidste, om jeg ønskede at få opklaret.

"Såee... Hvordan går det?" spurgte Louis, interesseret, og drejede ud på en stor vej. Sidste gang han havde spurgt mig om det, var på vej til sommerhuset. Ved det ene lille spørgsmål, flåede han mit hoved op, og rev en masse uønskede minder ud, som fik en stor knude til at samle sig i maven på mig.

"Fint nok" svarede jeg stille, og sendte ham det mest oprigtige smil jeg kunne præstere. Han nikkede lidt for sig selv, inden at han drejede ind til en stor bygning, hvor hans lejlighed måtte ligge gemt et sted. Jeg anede ikke at vi boede så tæt.

Jeg spændte mig fri, og hoppede ud af bilen. Den kolde efterårsvind, strøg blidt mit hår til siden. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik, inden at jeg hjalp Louis med at få båret mine kufferter ind.

△ ▽ △

Louis fik hurtigt fisket nøglen til sin lejlighed op af lommen, og stukket den i nøgleholdet. Han fik med besvær låsen til at sige den sædvanlige klik lyd, der indikerede at døren nu var åben.

Hanrakte ud efter håndtaget, men jeg nåede at gribe fat om hans håndled inden. Jeg sank den klump der havde hobet sig op i halsen på mig. "Hvad nu hvis han ikke vil tale med mig?"

Han kiggede en smule eftertænksomt på mig, inden at han trak sin hånd til sig og stak den i sin lomme. "Hør Madison; lad mig være ærlig overfor dig. Det vil han højest sandsynligt ikke" mit hjerte faldt ned i maven på mig. Hans ord havde ramt mig. Hårdt. Hvis Niall alligevel ikke ville tale med mig, hvorfor havde de så overhovedet bedt mig komme? "I hvert fald ikke i starten. Men jeg er sikker på at du kan vende det, og tilbagekalde det, der engang var Niall. Du må bare selv tro på at det kan lykkedes, så lover jeg dig, at alt nok skal gå"

Jeg undveg hans blik, og forblev stille, fuldstændigt mundlam. Alt den selvtillid jeg nogenlunde havde fået bygget op, formåede Louis at pille ned, ligeså hurtigt som den var kommet. Hans ord virkede så tvivlende, men samtidigt forhåbnings- og tillidsfulde. Han troede virkeligt på mig. Problemet var bare, at det gjorde jeg ikke selv.

Louis åbnede forsigtigt døren, og skubbede mig ind i den store lejlighed. Jeg kiggede måbende rundt. Var min bror virkeligt så rig?

Som den gentleman Louis nu var, tog han min jakke for mig, og hang den på knagen. Jeg sendte ham et forsigtigt smil som tak, inden at jeg fulgte med ham ind til stuen, hvor tre genkendelige drenge sad. Nemlig: Zayn, Liam og Harry. Men ingen Niall. Hvad havde jeg også regnet med?

"Drenge, så er vi her" meddelte Louis, og smed sig i den sofa som Zayn havde sat sig til rette i. Hele deres opmærksomhed lå på tv'et, eller det vil sige, det gjorde den, indtil at vi kom.

De rejste sig alle op, og gav mig en kæmpe krammer. På nær Harry, som nøjedes med at række hånden frem i mod mig. Jeg greb fat i den, og gav den et forsigtigt ryst, inden at jeg igen trak min hånd til mig. Jeg forsøgte at undgå hans blik, da det ikke vidste andet end skuffelse og sorg. Han var vist stadig sur over jeg ikke havde ringet til ham, men jeg havde ikke modet.

"Hvordan går det så?" spurgte Liam, og kiggede interessent på mig. Zayn, Louis og - tro det eller lad være - Harry, valgte også at joine samtalen.

"Godt, rigtig godt. Jeg har fået et arbejde, og venter lige nu bare på svar, fra det collage jeg har søgt ind på" svarede jeg en smule stolt over mig selv, og sendte dem alle et kæmpe smil. Jeg havde virkeligt ændret mig fra den person jeg havde været i sommers, og jeg kunne ikke være mere end lykkelig over det.

"Waow, hvor er det stort. Du har virkeligt ændret dig siden sidst vi sås, jeg kunn-" mere nåede Liam ikke at sige, inden at en smækken med døren afbrød ham. Vi vendte alle vores opmærksomhed, over imod døren, hvor en genkendelig person dukkede op.

Mit hjerte begyndte at hamre imod mit bryst, imens at mine håndflader blev helt våde. Mine øjne blev store, selvom at jeg i øjeblikket selv følte mig lillebitte.

Personens blik gled udmattet rundt i stuen, men da det lande på mig lyste det op. Jeg anede ikke om det var af glæde eller vrede, det lyste bare op. 

Jeg gav mig til at studere ham. Ligesom jeg, havde han ændret sig. Faktisk følte jeg ham en smule uigenkendelig og fremmet, selvom at han langt fra var det.

Jeg forsøgte at sige noget, men min hals snørede sig sammen og min tunge slog knuder. Det var umuligt, at få så meget som bare den mindste lyd ud af mig. Mine læber var som limet fast til hinanden. Så længe havde jeg ønsket at fortælle ham ansigt til ansigt, hvor meget jeg elskede og savnede ham. Men selv nu, hvor han stod overfor mig i egen høje person kunne jeg ikke få mig til det.

Han var så forandret. Så uendeligt smuk. Hans hår, der sikkert på ingen tid var blevet sat, så det sad til siden med kun en anelse voks, virkede så koncentreret og veludført. Hans tøj der bestod af de sorte halvstramme bukser, en rødlig skjorte og de sorte sko, så så gennemtænkt ud - selvom at det sikkert bare var et tilfældigt valg.

Han havde i den grad forandret sig, og jeg vidste ikke om jeg skulle tage det som et godt eller dårligt tegn. Hvorfor ønskede drengene overhovedet at lave om på ham? Måske havde han først nu, fundet ud af hvem han i virkeligheden var og hvad han egentligt ville. Selvom at det stak i mit hjerte at vide at han ikke længere var den, han havde været i sommers. Han var ikke længere min Niall.

▲ I må undskylde den lange ventetid! Har bare ikke haft tiden til at skrive på Forgiveness, da jeg har mere end travlt med min nye historie 'Dear Diary' Håber at i kan tilgive mig. Uh, og nu vi er ved det, vil der ikke gå længe inden at det næste kapitel kommer - så skriv endeligt hvad i tror/håber at der vil ske! Delvist fordi jeg elsker at få inspiration fra jer!:) Lots of love, Emma. ▲