Forgiveness | One Direction

Godmorgen.

Madisons synsvninkel

En let røsken i min skulder, vækkede mig fra min søvnløse nat. Jeg havde hele natten ligget og spekuleret på alt det med Niall, så jeg ingen energi havde haft tilbage, til at sove. Gad vide om han var vred på mig? Måske var alt han ønskede sig, virkeligt bare en ny begyndelse? Uden mig. Det kunne være jeg også skulle til at acceptere at de følelser jeg havde følt i sommers, ville jeg aldrig få igen.

Måske skulle jeg endda også til at starte forfra. Dog havde jeg stadig givet drengene mit løfte, og det ville jeg holde bedst muligt.

Jeg slog dovent mine – pludseligt så tunge – øjne op, og blev mødt af en smilende Louis. Jeg gned mig søvnigt i øjnene, og gabte så. ”Godmorgen Maddie”

”Morgen” hilste jeg igen. Mine øjne flakkede en smule rundt i det store rum jeg befandt mig i, og det begyndte langsomt at gå op for mig at jeg lå i stuen. Alle mine sanser så pludseligt ud til at virke så godt, at de på ingen tid regnede ud at der var stille. Alt for stille. ”Hvor er alle de andre henne? Sover de?”

”Zayn snakker i mobil med Perrie – du ved, hende jeg fortalte dig om, hans kæreste. Liam og Harry er nede for at hente noget brød hos bageren, så vi kan få noget morgenmad. Dog går der temmelig sikkert rimelig lang tid før de er tilbage, da det jo ikke er hver dag, at to verdenskendte drenge køber hos en almindelig bager i egen høje person” grinte han, men skiftede til et lidt mere seriøst ansigt igen, ”Og Niall, han sover stadigvæk”

Niall? Så de var altså kommet tilbage i nat. Hvordan kunne jeg have undgået at høre dem? Jeg havde ellers gjort mit bedste for at lytte nøje efter, og vente på den sædvanlige, larmende lyd fra døren, der indikerede at de var hjemme.

Jeg satte mig op i den ukomfortable sofa, og strakte mig. Min ryg gav et knæk fra sig, hvilket sendte et stød igennem hele min krop. Lorte sofa. Fandme nej, om jeg skulle sove her igen.

”Hvor er han?” spurgte jeg usikkert, og fangede Louis’ rolige, havblå øjne. Han og jeg havde altid lignet hinanden mest på øjnene.

”Altså, det var meningen at han skulle have sovet på sofaen” fortalte Louis grinende, og slikkede sig om læberne, ”men nu hvor du havde erobret den, lod jeg ham sove i min seng. Jeg selv, måtte sove inde på dit værelse… jeg håber ikke at det gør noget”

Jeg sendte Louis et anspændt smil, og et forsigtigt nik som svar.

Jeg svingede mine ben ud over kanten af sofaen, og lod et enkelt gab undslippe mine læber. Derefter rejste jeg mig op, og lod mine fødder føre mig ud i køkkenet. Zayn sad med sin mobil i hænderne, og så fuldt koncentreret ud. Jeg kunne ikke lade vær med at grine en smule over ham.

 △ ▽△ 

Godt og vel en time efter, vendte Liam og Harry tilbage fra bageren, med mere brød end vi kunne spise.

”Så, i bad hende altså ikke om seksten rundstykker?” spurgte Zayn, med munden fuld af mad. Han så skiftevis fra Liam til Harry, som begge gjorde et skuldertræk.

”Nej, faktisk så-” begyndte Harry, men Liam valgte at afbryde ham.

”Harry var en lille smule for charmerende overfor hende, så vi fik de sidste otte gratis” grinte han, så vi andre heller ikke kunne lade vær. Selvom at jeg et sted ikke brød mig om at Harry flirtede åbenlyst, på den måde, med andre piger. Han burde passe bedre på sit omdømme. Han var jo lige kommet ud af alt det player-halløj. 

”Nej! Jeg sværger! Alt jeg sagde, var at hu-” endnu engang nåede Harry ikke at få afsluttet sin sætning, men det var ikke Liam denne gang. Det var Niall.

Hen slentrede ud i køkkenet, med noget pjusket morgenhår og sorte rander under øjnene. 

Louis sendte ham nogle vurderende blikke, imens at jeg selv forsøgte at lade som om at han ikke var til stede. Hvilket var svært, for imens at min hjerne bad mig lade vær, ville mine øjne bare trodse alle ordre de fik sendt.

”Godmorgen” sagde han hæst, og satte sig ved siden af Zayn. De andre fik mumlet et godmorgen, men jeg valgte at forblive tavs. Hvad skulle jeg også sige? Goodmorgen skat, hvor har jeg savnet dig! Næppe.

Resten af morgenmaden, foregik i tavshed. Ingen havde noget at skulle have sagt. Eller, det vil sige; indtil Nialls hæse morgenstemme, skar igennem luften og brød den tunge stilhed.

”Kan vi to lige snakke?”

”Selvfølgelig?” svarede Liam en smule forvirret, og sendte ham et skævt smil. Waow, det var virkeligt et stort skridt. Indtil videre havde han behandlet de andre drenge som var de rotter, og nu ville han tale med dem. Jeg var imponeret.

”Det var ikke dig jeg snakkede til” mumlede Niall, og sendte Liam et undskyldende blik.

”Hvem så?” spurgte Liam, og så en smule forlegent ned i jorden. Poor Liam. Jeg vidste at de to havde haft et tæt bånd. Jeg kunne ikke forestille mig hvor afsindigt hårdt det måtte være.

”Madison”