Forgiveness | One Direction

Skrid.

Madisons synsvinkel

Idiot. Det eneste ord der i øjeblikket, fløj igennem mit hoved. Selvfølgelig var det bare for at afreagere, men min hjerne havde et eller andet sted ret.

Jeg smækkede hoveddøren i efter mig – for som sagt, så var det hvad man gjorde i denne lejlighed – og fortsatte direkte ind på mit værelse. Mine sko blev på nul sekunder sparket hårdt af mine fødder, hvorefter de ramte væggen med et brag.

Nogle stemmer nærmede sig mit værelse, og stoppede op foran døren. ”Skrid!” råbte jeg, og forsøgte at få revet min jakke af. Men det var nærmest umuligt når man var i dette humør, så i stedet endte jeg med at stå og bide tænder af den, og lyne op og ned i min lynlås.

”Jeg gætter på at det ikke gik så godt” lød det fra Zayn, på den anden side af døren.

”Skal vi gå der ind?” lød det fra en ny stemme, som jeg ikke helt kunne identificere. Få sekunder efter blev døren åbnet, og ind trådte: Zayn, Liam, Louis og Harry. What a surprise. Mærk ironien.  Forstået sådan at jeg ikke havde andre venner.

Mine arme hang nærmest fortabt ned langs siden af min krop, imens at det begyndte at prikke i mine øjne. Men som ved Niall, ville jeg ikke græde. Hvad skulle det også hjælpe?  Alt jeg ville opnå ved det, var at se svag og hjælpeløs ud – det sidste jeg ønskede.

”Hvad skete der Madison? Hvad sagde han til dig? Hvor er han?” lød det overbeskyttende fra Louis, som trak mig en i en kort omfavnelse. Alle de spørgsmål fik min hjerne til at dreje og vride sig, stresset over at skulle finde svar på dem alle. Men jeg forsøgte alligevel.

”Han er stadig på klubben. Og han… H-han s-sagde” forsøgte jeg, men min stemme knækkede over, og jeg brød ud i gråd. Årh, herligt. Nu troede de sikkert jeg var svag, og helt til grin. Men den eneste grund til alt det her, var at Niall havde betydet noget for mig. Og nu vidste jeg ikke engang hvem han var længere.

”Hvad sagde han?”

△▽△

Jeg fik langt om længe forklaret det hele for Louis. Han var min bror, jeg kunne fortælle ham alting. Bagefter var han stormet ud af døren i raseri, og sin søgen efter Niall. Tilbage stod jeg målløs, og plagede Liam, Zayn og Harry om at stoppe ham. De forklarede mig dog, at han bare havde tænkt sig at hente ham hjem.

Jeg lå inde på sofaen i stuen, da jeg i dag ikke havde lyst til at sove på mit værelse. Det virkede så tomt og indelukket. Alt jeg lige nu havde brug for var tryg- og kærlighed.

”Sover hun?” hviskede Liam.

”Det tror jeg” svarede Harry også hviskende, og trådte nogle skridt frem, så gulvet knirkede under ham. Jeg havde ikke lyst til at sove, mere til at lytte. Lytte efter når døren ville gå op, og Louis og Niall ville træde ind af den. Men alligevel forblev jeg ved med at lade som om at jeg sov.

”Bliver du hos hende, eller skal jeg?”

”Jeg skal nok” svarede Harry, og kort tid efter hørte jeg Liam forlade rummet. Sofaen bulede pludseligt ned af, hvilket betød at Harry havde sat sig i den. Han begyndte at age mit hår, hvilket sendte et hold af kuldegysninger, ned langs mine arme. ”Jeg ved godt at du er vågen”

Jeg vendte mig om i mod ham, og kiggede op i hans rolige grønne øjne. ”Hvordan?” spurgte jeg, og undrede mig over at han ikke længere var sur på mig. Han træk smilende på skuldrende som svar, og fortsatte med at age mit hår.

Sådan fortsatte det i flere minutter, inden at jeg tog mig sammen, til at spørge: ”Harry?”

”Mhm?” svarede han.

”Undskyld at jeg ikke ringede eller skrev, j-jeg var bange. Bange for at du ville forlade mi-”

”Stille” befalede han, og lagde sin hånd over min mund. Jeg gjorde som han sagde, men fastholdte mit blik ind i hans krystal klare og smukke øjne. ”Selvfølgelig ville jeg da ikke forlade dig, er du slet ikke klar over hvor meget du betyder for mig? Det er okay lad os bare lade fortid være fortid. Det vigtigste er, at du er her nu”

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, inden at jeg blev trukket med i drømmeland. 

▲ Undskyld for den lande ventetid. Smid en kommentar, det vil gøre mig glad. ▲