Always

22. Mental forberedelse

Emma's POV.

Jeg sidder i min seng, begravet under dyner og puder. I dag er en af de dage, hvor jeg bare ikke magter noget. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem fra skole var, at smide mig i sengen, og åbne for Netflix. Og her har jeg ligget lige siden. Jeg har kun lige akkurat overlevet denne uge, og er ufattelig glad for, at det er fredag i dag.

Jeg ved at jeg snart skal tage mig sammen, og gøre mig klar. Jeg har lovet Liv at komme til den her fest, selvom jeg ikke lige er i humør til at feste. Jeg har stort set ikke sovet i nat, har haft mens smerter hele dagen, og vil mest af alt bare blive liggende under dynen. Men Liv henter mig om en time, så jeg bliver nødt til at gøre mig klar snart.

Jeg sukker højlydt, velvidende at jeg ikke kan udskyde det længere. Med den ene hånd lukker jeg computeren, og med den anden skubber jeg dynen af mig. En opgivende lyd forlader mig da jeg rejser mig, og mærker smerterne i min mave. Fuck mens. Det er seriøst uretfærdigt at piger en gang om måneden skal lide på denne måde. Hvem troede også det ville være en god ide at give hunkønnet menstruation? Genial ide. Det må jeg give dig. Klapsalve til den der fandt på det...

Udmattet bevæger jeg mig over til mit skab, og ser ind i det. Der er ikke mange muligheder. I hvert fald ikke nogle der er særlig festlige.
Jeg kan vælge imellem en sort, meget tætsiddende kjole, en nederdel og en crop top, eller shorts og en hoodie. Jeg ville gerne være comfy, men samtidig se godt ud. Og jeg har ikke lyst til, konstant at bekymre mig om, om min kjole blotter mit undertøj. Jeg vælger at tage nogle highwasted shorts, og en cropped hoodie på. Comfy og ikke for meget.

Jeg tjekker klokken på min telefon, og opdager at jeg stadig har 43 minutter. Jeg kigger over på mit skrivebord, og derefter over på min seng. I mit hoved kører en indvendig diskussion om hvorvidt jeg skal se endnu et afsnit af The Vampire Diaries, eller om jeg skal lægge noget makeup. Jeg sukker, klar over, at hvis jeg dukker op uden makeup på, kommer Liv til at sende mig dømmende blikke hele vejen derhen.

Sukkende trasker jeg hen til skrivebordet. Okay, bare noget der er simpelt og ikke for meget.

30 minutter senere, har jeg lægt en alt for festlig makeup. Kender i det der når man bliver ved med at rette på sin makeup, fordi man er utilfreds med hvordan den ser ud, og så til sidst ender det med at se godt, men alt for overdrevet ud? Jep, med eyeliner, et tykt lag mascara, liquid lipstick, og en blændende highlighter, har jeg kun overdrevet en lille smule, ik...?

Jeg sætter mig på sengen, og venter på Liv skriver til mig. Jeg magter ikke det her. Jeg har en fornemmelse af, at det bliver meget akavet. Festen bliver holdt hos en af Noah's holdkammerater, så jeg er næsten sikker på, at Noah kommer. Ikke fordi jeg har noget imod at Noah kommer, det er bare...

Jeg har ikke ku' stop med at tænke på det der skete i sidste weekend. Altså det er jo ikke fordi at Noah og jeg ikke har haft pudekampe før. Og det er heller ikke fordi Noah ikke har kaldt mig ved mit efternavn før. Det føltes bare anderledes, end det gjorde engang. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men jeg har den her mærkelige følelse inden i.
Det er nok bare først nu, at det er begyndt at gå op for mig, hvor meget der har forandret sig i de sidste 4 år.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
HELLO FOKES
Kedelig kapitel, jeg ved det.
Jeg har haft en skriveblokering her på det sidste, så er ikke helt tilfreds med kapitlet, men følte at jeg burde uploade såååee...

Anyways, jeg når måske ikke at uploade igen i denne uge, da jeg har projektopgave... men jeg skal prøve😁

Tilgiv mig for det korte kapitel...

Knus

22/1-19