The Mirror

De manglende øjne

"Jeg lytter." Sagde sjælen. "Vi skal finde en måde at spejle os på, og så kan vi komme ud. Alle sammen." "Men hvordan det?" Spurgte sjælen håbløst. "Stemmen, stemmen har et spejl. Hvis vi bare kan få fat i det." "Hvordan skal vi kunne få fat i en ting, stemmen ejer?" "Okay lyt godt efter." Cornelius sænkede sin stemme, så den næsten var uhørlig.
"I alle bøger jeg har læst, i alle spejle jeg har kigget i, så har de en ting til fælles. Eller de har en ting tilfældes, en ting jeg var så sikker på." Han tøvede.
"Jeg troede jeg vidste noget, men..." Sjælen kiggede på ham og sagde:
"Alle bøger, alle spejle? Hvordan kan det hænge sammen." "Hør vi... Vi må prøve." Cornelius stirrede op mod himlen i håb om at skyerne vil rykke sig. Intet skete, men han fik en ide. "Du stemme, jeg tror sjælene, jeg mener folkene her nede, meget hellere vil have sol." Vinden trak sig op og skyerne rykkede sig. Solen tittede frem fra sit dække, og Cornelius rettede hovedet mod den blå himmel. Men pludselig blændende solen det hele, og man kunne knap kigge op. "Forbandede mareridt!" Sagde Cornelius til sig selv. "Mareridt... Slevfølgelig menneske dreng, vi skal bare forstille os et spejl." Man kunne mærke den stilhed der kom, når folk tænkte. Der skete ikke noget. "Jeg kommer om lidt." Sagde Cornelius og gik ud i byen. Han kiggede ned mod jorden i håb om at den kunne fortælle hvad han skulle gøre. Han mærkede suset gå igennem ham, som altid kom når man gik igennem en sjæl, og kiggede op. Han så en smuk kjole, til en smuk pige. "Hej." Sagde pigen. Hendes stemme var blød og fortryllende. Han blev blød i knæene og kiggede på hendes smukke hår. Det smukke hår, det sikkert havde strålet af farve da hun var et menneske. Cornelius stemme var pludselig tør og skulle nærmest skrige, men han fik stadig sagt: "Hej". Han kiggede på hendes runde smukke læber der smilede. "Hvad hedder du?" Hendes stemme var endnu mere fortryllende end første gang. "Dit navn, mit navn, Cornlus." Sagde han hurtigt. Hun grinede og han kiggede op mod hendes øjne. Øjnene var tomme og udtværet, som om der slet ikke var nogen. Han fik et chok og stirrede rundt på de andre sjæle. Ingen havde øjne. En sætning poppede op i hans hoved igen. Alle bøger, alle spejle. De har en ting tilfældes, en hovedperson. Og hvis der er en ting i hovedet er det øjne. Han stirrede mod hendes øjne igen, men pludselig virkede hun livløs. Han tænkte på levende mennesker, hans mor. Hende der altid sagde: "Øjene er sjælens spejl." Nu stod det klart for ham hvad han skulle. Og som det eneste menneske var det kun ham. Alle skulle kigge dybt i hans øjne så de kunne komme tilbage, blive glade igen.