The Mirror

Mysteriet

Cornelius mærkede panikken stige op i sig. Han måtte for alt i verden ikke forsvinde som en sjæl ind i dette spejl. "Men hvordan skal jeg finde et spejl?" Spurgte han panisk. "Et enkelt spor, en enkelt sætning. Hold øje." Svarede hun. Cornelius skulle lige til at spørge hvad der betød, men der var hun allerde videre. Han kiggede rundt og søgte efter stemmen. Det lod til han ikke havde hørt noget. "Et enkelt spor, en enkelt sætning." Sagde han stille for sig selv. Han gik rundt i byen, og kiggede på de triste sjæle, der svævede rundt. Pludselig poppede en tanke op i ham, det var indelysende. Stemmen måtte have et spejl, men hvordan skal han dog få fat i det? Forsigtigt prøvede han at spørge: "Du stemme, hvor kommer du egentlig fra?"
Han kunne høre stemmen le.
"Hvorfor skulle du dog være interesseret i det?" Stemmen var ikke så nem at narre.
"Du ved, jeg var bare nysgerrig og vil gerne vide det."
"Du er en udsædvanlig knægt, du er."
"Må jeg ikke høre?" Prøvede Cornelius, men i det tav stemmen.
"Faktisk kan jeg ikke huske det." En skuffelse ramte Cornelius.
"Så du har intet hjem nu?"
"Hjem? Luften er mit hjem." Cornelius fyldtes med tanker så han svarede bare: "Okay".
Nu gik det op for ham. Hvorfor havde han ikke bare kigget op i himlen. Han havde søgt overalt på jorden, hængt med hovedet af følelsen af skuffelse, men alt hvad der skulle til var at kigge op. Han rettede hovedet op i luften, men den var bare dækket af skyer. Eller vent, havde han taget fejl? Han tænkte sætningen i gennem og huskede "et enkelt spor". Men hvad er sporet og hvordan i al verden skal han finde ud af det. Han begyndte at lede efter sjælen han snakkede med tidligere, men hun var sikkert langt væk. Måske skulle han bare gøre hvad stemmen sagde. Snakke med de andre. Han sagde sætningen igen i sit hoved og det lød bedre for hver gang. Selfølgelig skal han snakke med andre! "Åh undskyld mig. Undskyld mig." Det nyttede ikke, ingen lyttede. Han strøg sine hænder gennem sit hår, men i det stoppede en op. Sjælen begyndte: "Du, du har en krop! Men hvordan har du..." "Lang historie," svarede Cornelius bare, før han havde overvejet sætningen. "Må jeg spørge om noget?" Fortsatte Cornelius da det gik op for ham, at han snakkede med en af sjælene. "Åh okay." Sagde den buttede lille sjæl.
"Vil du ud her fra?" Spurgte han lige ud.
Det gav et sæt i sjælen.
"Selvfølgelig vil jeg det! Det vil alle! Alle har kigget ind i spejlet, har troet vi var noget særligt, men det er vi ikke! Vi er absolut dumme mennesker der bliver forført af en stemme!" Cornelius kunne mærke hvordan han rødmede. "Vi er ikke dumme!" Det røg ud af ham og sjælen blev både lettet og fornærmet på samme tid. "Men hvis du vil lytte, tror jeg, at jeg ved hvordan man kommer ud."