Letters to you (Complete)

1. brev

Kære Edward

Side du flyttede har der været et tomrum i mit hjerte. Jeg ikke ved hvordan jeg skal fylde ud. Jeg ved godt at vi ikke har snakket sammen i langtid, men jeg savner dig. Jeg har overvejet i langtid om jeg skulle skrive til dig, men nu gør jeg det. Det er næsten 2 år siden du flyttede, og jeg ved ikke engang om du kan huske mig. Om du stadig kan huske hvilken farve mine øjne har. Om du kan huske lyden af min stemme, men betyder det overhovedet noget. Ikke rigtigt vel? Inderst inde håber jeg nok bare at du gør. At du savner mig ligesom jeg savner dig.

Du må have fået nyt nummer, for sidst jeg skrev var den en med navn Bo der svarede. Jeg bebrejder dig ikke, vi havde jo ikke snakket i godt et år.

Jeg skriver det her brev, fordi jeg ville vide om du også savner de gode gamle dage. Hvor vi mødtes i parken vær aften. Eller alle de grin vi har delt sammen. Jeg kan i hvert fald huske vært eneste.

Kun du huske den gang vi sad i din baghave, og du grinte så meget at fik mælk ud af næsen. Eller da vi lege gemmeleg og kom til ødelægge min mors dyre vase. Eller den dag du kom og sagde farvel. Du gjorder det kort, men i det mindste kom du.

Det er ikke sket så meget siden du flyttede. Jeg går stadig til guitar, men det er ikke det samme når du ikke er der. Mine forældre sig at jeg lukker mig inde, men det er nok fordi der er nemmere end, at finde nye venner. Du måske nok den eneste ven jeg havde. Tror jeg. Måske handler det enligt bare om, at det er nemmere at give op, ik? Never mind. Tanken har dog ramt mit hoved flere gange, men jeg har altid skubbet den væk igen, som da du skubbede mig væk. Jeg er ikke sur, tag nu ikke fejl af det. Okay måske lidt. Men jeg er ikke sur på dig. Jeg er sur på mig selv. Jeg er langsomt ved at give op, men ikke i nu. Jeg kunne aldrig finde på at give op på livet. Det kan jeg ikke gøre mod mine forældre.

Jeg skulle havde taget over og besøgt dig, da du spurgte. Da du spurgte om hvordan det gik, men i stedet blev jeg hjemme. Hvorfor gjorder du det spørg jeg tit mig selv? Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har flere gange overvejet at over til dig, men det er aldrig blevet til mere end bare en tanke, og det bliver det hellerikke bare rolig.

Stilheden giver en rum til at tænke, nogle gange måske lidt for meget. Jeg elsker at tænke. Det er som en hel verden oppe i mit hoved. Du er tit en del af den. De fleste af mine tanker er rimelige langt ude. Jeg har en bog hvor jeg skriver dem ned. Det er sjovt at gå tilbage, og se hvordan mine tanker har ud hvilket sig. Mest til det bedre. Jeg lyder som verdens største freak lige nu eller hvad? Det er helt uforpligtende. Du bestemmer selv om du svarer. Hvis jeg var dig ville jeg nok ikke men håber du gør.

Kærlig hilsen din Bella

-Julie