Just believe

Kapitel 4

Jeg kigger mig lidt omkring, der er unge som står og tager afsked med deres venner, familie osv.. jeg sørger for at jeg har alt og kigger mig lige hurtigt i bilruden før jeg fortsætter ind på skolen. jeg kan se at der er en en del der tjekker mig ud, men jeg tager mig ikke rigtigt af det, det er jo ikke fordi jeg havde forventet andet, jeg mener hvorfor skulle det også være anderledes her tænker jeg stille for mig selv. jeg ryster det mentalt af mig og fortsætter min selvsikre gang, og holder mit ansigt neutralt ud over det selvsikre lidt skæve smil jeg sender folk.

Rose!, Rosalie! er der en der råber, jeg prøver at finde årsagen til det og vender mig om for at se hvem det er der kalder. Jeg spotter med det samme Annastasia som forpustet når op til mig, hun har ikke ændret sig specielt meget fra hvordan jeg husker hende, hendes træk er blevet mere markeret og hun ser ældre ud, men den største forskel er at hun er blevet klippet pagehåret. Hej siger hun forpustet, imens hun støtter sine hænder på hendes knæ. Hey siger jeg bare, jeg er ikke specielt glad for at se hende. Hendes lille stunt har tiltrukket meget opmærksomhed med sig og folk står direkte og glor på os nu. Hun kigger lidt mærkeligt på mig sikkert på grund af de manglende følelser i min stemme. Hvad vil du spørger jeg hende, hun vågner op fra sin døs og siger grinene at det er da fordi hun vil byde mig velkommen på min første dag. Nu er det min tur til at kigge mærkeligt på hende, hvor gammel tror hun lige jeg er, altså helt ærligt. Og måske lidt fordi din far sagde jeg skulle sørge for at du faldt godt til siger hun stadig grinene. Ja og det har du så gjort nu, er der andet du ville eller.. siger jeg. uhh er man blevet lidt rebelsk med tiden var siger hun drillende og skubber venskabeligt til min skulder. Jeg fnyser bare irriteret af hende og siger formelt "vis der ikke var andet du ville, vil jeg bede dig om at have mig undskyldt for jeg skal have udleveret mit skema og min værelses nøgle". Jeg vender derefter rykken til hende og fortsætter op med indgangen. jeg har eneligt lidt dårlig samvittighed, hun havde jo ikke gjort mig nået. NEJ! jeg ryster irriteret på hovedet, jeg vil ikke lade nået elle nogen stå i vejen for det løfte jeg lavede med mig selv.

Annastasias synsvinkel

Den eneste tanke der går igennem hovedet på mig, da jeg ser hende gå sin vej er: "hvad fanden er der sket med hende". Altså jeg mener det der er ikke bare en normal teenagers vrede, nej det her er nået der stikker langt dybere ned. Og jeg har på fornemmelsen at det her er langt være end et simpelt skænderi over nået som en teenager kan finde uretfærdigt. "Hey, Annastasia" jeg vender mig rundt og ser Mike komme gående hen mod mig. Var det ikke den berømte Rosalie som du har talt så meget om spørg han. Jo det var det, siger jeg og kiger på hende der forsvinder i på skolen. Er der nået galt, spørg Mike og ser bekymret på mig. Jeg vender hovedet mod ham igen, næ det er ikke nået specielt, det er bare det at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal takle hende siger jeg. Mike griner stille af mig, du er alt for seriøs, kan du ikke huske den gang du selv var teenager, lad hver med at presse hende for meget, hun skal nok selv finde ud af det eller så kommer der nok et punkt hvor hun kommer til dig siger han. Jeg smiler stort til ham, ja du har nok ret, der var ikke nået jeg hade mere da jeg var teenager end voksne der skulle stikke næsen i mine sager siger jeg med et grin. Glad for at kunne hjælpe siger han og bukker galant for mig, jeg kan ikke lade hver med at grine ad ham. Mike er absolut min bedste ven og så han altid så god til at give råd, vi har haft gået i skole sammen, så vi har kendt hinanden i en del år.

_______________________________________________________________________________________

Jeg håber i kunne lide det.

Bare så i ved det, er det kun når det er fra andres end Rosalies synsvinkel, at det står der ellers er det bare hende.