Just believe

Kapitel 3

Jeg tager mig irriteret til hovedet, skide jetlag det er derfor jeg hader at flyve. jeg kikker mig omkring og prøver at se om jeg kan se min kuffert. Folk bliver ved med at vende sig om og kigge på mig. jeg har tit været ude at rejse med mine forældre så jeg er van til det. Det plejer at være meget værre og når man sammenligner det med når jeg er til turnering eller i Tyskland eller Norge er det her ingenting, der er kunne nogle blikke her og der, hvor det andre gange har været svært for mig at komme videre. En gang var det så slemt at der måtte 10 sikkerhedsvagter til at få os ud, men der var mine forældre også med, når det kun er mig, står jeg ikke så meget ud og her i USA er der ikke mange der kender mig. Jo mindre de virkelig følger meget med i tennis. Jeg vil væde med at de fleste der kigger en ekstra gang, er dem der tjekker min krop ud tænker jeg for mig selv. jeg kigger op og spotter min kuffert, som jeg er hurtig til at fat i, resten af mine ting var sendt i forvejen.

Jeg ser mig omkring og prøver at se om jeg kan se en eller anden mand, med et skilt med mit navn på. Mine forældre havde sagt at de havde hyret en til at køre mig hen til skolen. Jeg overvejede at ignorere det og tage en taxa, men så ville han garanteret bare ringe til min forældre og sige at jeg ikke var kommet og så ville de bare tro at en eller anden klam stodder havde kidnappet mig. Jeg sukker stille, men retter mig op og for der rigtige ansigt udtryk på, det der viser at jeg har styr på tingende og hvis nogen har nået grimt at sige, kan de rende mig.
hvis jeg kender mine forældre ret, er det garanteret en stor macho mand, der har fået klare instrukser om, hvordan han skal beskytte mig i forskellige situationer. Mine forældre kan være ret overbeskyttende.

jeg kikker mig lidt mere omkring og ser hurtigt et bjerg af en mand, han er gigantisk, halvanden hoved højere end mig og jeg er rimelig høj og hans muskler, jeg tro aldrig jeg har set så mange muskler samlet på et sted og ganske rigtig holder han et fint lille skilt med mit navn på. Det ser faktisk lidt komisk ud, for han ligner mere en der burde holde en pistol, i stedet for et navneskilt.

Jeg fortsætter hen imod manden, han ser ud til at være omkring de 40 år eller sådan nået. Jeg nikker til ham og han nikker tilbage. Hvis du vil være så venlig at følge med mig siger han. Han virker umiddelbart respektfuld, men jeg ser tydeligt hummeren glimte bag øjende på ham. Han fører mig ud til en stor flot sort bil, jeg ved ikke meget om biler, men selv en idiot ville kunne regne ud at den garanteret koster mere end et lille hus.

han åbner galant døren for mig og jeg sætter mig ind. Efter nået tids stilhed spørg jeg med et høfligt ansigtsudtryk og følelsesløs stemme om hvornår vi er der. Han griner højt og jeg kikker forvirret tilbage på ham, han vender sig smilede mod mig med latter i stemmen og siger at jeg lige så godt kan droppe at spille skuespil over for ham. Jeg fnyser irriteret af ham, hvad ved han om mig, kun hvis du selv dropper det siger jeg til ham og jeg kan ikke lade vær med at sende ham et lille smil. Han griner højt og siger deal og for at svare på dit spørgsmål fra før, er vi der om 20 min, Jeg nikker tilfreds til ham og sider med høretelefoner i resten af turen.

Da bilen stopper, kigger jeg ud og ser den største og nyeste skole jeg nogensinde har set. Jeg bestemmer mig hurtigt for bare at lade det passere og ikke tænke mere over det på nuværende tidspunkt. inden jeg stiger ud af bilen fortæller manden mig at han heder Henrik og vis jeg manglede nået eller skulle hentes et sted fra skulle jeg bare ringe, jeg takker ham og steg ud af bilen. jeg tager en dyb indånding og begynder på mit nye liv.

__________________________________________________________________________________

jeg håber i kunne lide det. Det er ikke sikkert at jeg får skrevet helt så meget