girls can do everything

5{} "Det siger de allesammen"

I kan høre sangen sommer air hertil. Oppe ved billedet(-:

Jeg vågner med en ømhed i halsen. Sikkert af at skrige så meget fra igår.
Altså jeg tror de kildede mig i en halv time før de blev enige med sig slev om at det var 'nok' Og gæt lige, træner Will stod bare og grinte uden overhovedet at hjælpe mig. Man skulle tro, at jeg snart var van til det, men det bliver ikke mindre fornærmende. Da jeg startede på holdet, fandt de hurtigt ud af, at jeg var mere kilden end grønland er hvid. Noglegange er det så slemt, at jeg ikke engang kan stå inde under bruseren, fordi vandet kilder min hovedbund.  

Jeg ligger hovedet på skrå og kigger på drengene. De sover stadig. Jacob har det ene ben ude af sengen, Maltes hovedpude ligger oven på hans hoved. Og Noahs dyne er fuldstændig krøllet. Jeg griner for mig selv. Jeg går over til den sorte kuffert, der ligger ovre i hjørnet. Hvis i ikke allerede har regnet ud at det er min, ved jo ikke om i kan følge med. Selvom jeg dog også noglegange låner af drengenes tøj. 
Jeg fisker et par grå/sorte Nike trænings bukser op og en matchende top. (Billede)
Jeg går ud på badeværelset og gør det man nu gør om morgenen på et badeværelse. Jeg går ud igen. Jeg hænger en seddel på døren hvor der står, at jeg er i trænings rummet. Jeg tager en langærmet grå sweater udenover. Min mor og jeg trænede altid derhjemme engang. Hun mente, det var fordi, at jeg havde så meget energi. Så meget, at min krop ikke vidste, hvad den skulle gøre med det. I de mindre klasser, troede lærerne, at jeg havde adhd, men fandt senere ud af, at jeg faktisk bare trængte til 5 minutters ekstra pause om dagen. Min koncentration fejlede nemlig ingenting, men det var mine ben, som bare skulle være igang hele tiden. Det mente de ihvertfald selv. Jeg tør slet ikke drømme om, hvor hårdt det må have været for lærerne. At være min lærer. Jeg får næsten helt ondt af dem nu. Men så igen. De giver jo bar lektier for. Det er dog blevet bedre med årerne, nu hvor jeg også øver fodbold næsten hver dag. Hvis ikke i min baghave så på fodboldbanen.   

Jeg drejer ned af gangen og ned af en trappe.Det tog mig lidt tid igår aftes, at finde ud af, hvor trænings rummet lå. Endte faktisk i vaskerummet også. Så går jeg ind af en træ dør og ind i trænings rummet. Der er ikke andre på denne tid af dagen. Klokken er kun lige kvart over syv. Jeg sætter mine ting og tager min trøje af. Jeg finder et anlæg, hvor jeg sætter min telefon i og sætter min playliste på. Som den første starter Summer air. (I kan starte musikken foroven)

Løbebåndet ligner det vi har derhjemme. Jeg får trykket på nogle knapper og det begynder stille at 'rulle' Jeg er lidt i min egen verden og nynner med på sangen, da jeg hører et lavt "Hej" bag mig. Jeg får sådan et chok, at jeg snubler over mine egne fødder og sliber ryggen hen af løbebåndet og lander på jorden "Av, for satan" mumler jeg mens jeg bider tænderne sammen.
"Det var ikke min mening at forskrække dig!" Siger drengen der står bag "De siger de allesammen" mumler jeg for mig selv. Jeg ved ikke, om han hører mig, men han hjælper mig ihvertfald op. Han slukker også løbebåndet "Er du okay?" Spørger han bekymret, jeg nikker. Det er jo bare en hudafskrabning. Jeg skal jo ikke dø "Var det ikke Marcus du hed?" Spørger jeg, imens jeg gennemsøger mig taske efter min vanddunk. Det er ham jeg snakkede med igår.
Jeg hører et lille grin bag mig "Nej det er min tvillingebror, jeg er Martinus" siger han
"Nååårh, fra Marcus og Martinus. Cool" siger jeg. Martinus nikker bare. Marcus og Martinus den syngende popduo. Hmmm. Det kan jeg egentlig godt huske, nu hvor han siger det. De virkede også bekendte. Eller, jeg kendte deres ansigter ihvertfald. 

Pludselig åbner døren, imens jeg står og putter vand på papir. Ind træder ham, jeg snakkede med igår, som jeg så formoder er Marcus. Jeg vender ryggen til ham "Uhh, hvad er der sket med dig?" Siger Marcus hentydet til mine ridser på ryggen. De er lidt tøsede. Jeg fnyser bare og prøver at duppe det våde papir på ryggen, men jeg kan ikke nå "Nu skal jeg" siger Marcus hurtigt "Tak" siger jeg og smiler taknemmeligt. "Skal i også træne?" jeg ved ikke om de forstår mig, for jeg har sammebidte tænder, men Martinus nikker da ihvertfald. 

Marcus dupper stille det våde papir på min ryg. Og for at sige det mildt så gør det af aller helvedes ondt, men det behøver han jo ikke, at vide. 

Vi har snart været hernede i 1 1/2 time. Jeg har fået 'renset' min ryg. Marcus blev hernede og trænede med, det samme gjorde Martinus. De er meget flinke, men de snakker meget. Når den ene ikke snakker, så kører munden på den anden. Om det altid er intelligent det der kommer ud? Nej, nej det er det ihvertfald ikke. Men det er hyggeligt. Jeg beslutter mig for at gå, for at se om drengene stadig sover. 

Tak for at læse med!