Just believe

Kapitel 1

Jeg vågner med et sæt.
Jeg kikker sløvt hen på mit vækkeur, SHIT! Jeg har seriøst 20 min til at blive klar. Min mor ville sikkert få et flip hvis jeg ikke var klar så hun kunne køre mig til lufthavnen. Jep i hørte rigtig, jeg Rosalie Fan Adamsen er blevet optaget på et eller andet fint academy i USA dom specialisere sig i børn med et form for talent eller nået de er rigtige gode til. Altså nu snakker vi ikke et eller andet som jeg har lige vundet fodboldturneringen på min skole nej vi snakker på virkeligt højt plan, mere nået i retningen af "hvis jeg var gammel nok kunne jeg være på landsholdet eller noget.

Jeg har virkelig haft glæder mig til det her og arbejdet hårdt for at komme ind. Normalt når folk ser mig er det ikke det første de tinker på, for jeg ligner ikke en typisk hårdtarbejdende nørd, folk forbinder mig mere med en model. men sandheden er at selvom jeg ligner en iskold super model er jeg i virkeligheden en kikset og usikker teenagepige, med en forkærlighed for sko.

Mange mener jeg er forklædet og overfladisk og det er nok også rigtig i en vis forstand, men sandheden er faktisk bare, at min familie er rige, altså vi har aldrig manglet nået, fordi min far er professionel idrætsinstruktør og min var en gang model, men nu har hun sit ejet tøj firma. Jeg har lært fra næsten før jeg kunne gå at spille tennis, tro ikke at det er nået der er blevet tvunget på mig, jeg har helt selv valgt det. Jeg har altid haft nemt ved det helt fra da jeg var helt lille, selvom det ikke er nået jeg kan lide at snakker for meget om, for hver gang jeg nævner det bliver folk helt vilde og tror vi er bedste venner. 

Jeg rynker irriteret på næsen da jeg tænker tilbage på alle de gange hvor folk kun har villet være venner med mig, fordi de så mig i et blad eller på grund af min familie. Da jeg begyndte at finde ud af det da jeg var omkring 10, jeg havde lige vundet et eller andet og folk var helt vilde, men jeg lærte hurtigt ikke at tage det så meget til mig. Men det var da min tidlige bedste veninde Klara og min ex kæreste forrådte mig, at det virkelig gik op for mig hvor blind jeg havde været. Efter det begyndte jeg at blive hård, jeg fremtrådte med en tydelig ligegyldighed og kold fremtoning, jeg sørgede altid for at holde fasanen oppe når jeg var blandt mennesker det eneste tidspunkt jeg ikke kunne var når jeg stod på tennis banen. Derfor kom jeg ind i det jeg helst vil tænke på som min mørke periode. Jeg stoppede med at tage tennis seriøst og gik i stedet for til fester, legede med folks følelser når jeg følte for det og gjorde stort set hvad der passede mig.

"Rosalie" råbte min mor og fik mig derfor ud af min dystre tanke gang.
___________________________
Jeg håber i vil læse videre, jeg lover den nok skal blive mere spændene, men tænkte lige at i skulle have et indblik i hendes liv.
I må meget gerne skrive en kommentar om hvad i syndes og jeg undskylder for stavefejl osv...