New Life (2)

Kapitel 3

**min synsvinkel**
*2 måneder senere*
"Jeg tager på arbejde nu"sagde
"Okay"svarede vi begge ude fra køkkenet døren blev smækket i og vi var alene vi valgte at vi ville se fjernsyn inde i stuen da det ringede på døren "jeg åbner"sagde jeg og gik ud til døren og åbnede "Hej"sagde jeg og kiggede lidt underligt på manden som stod i døren "bor Venus her?"spurgte manden med en underlig accent "ja? Men hun kørte for lidt siden"sagde jeg Martinus kom ud til mig hans ansigtsudtryk ændrede sig "jeg.. Eh.. farvel"sagde han og gik

**Niall's synsvinkel**
Tænk at det var dem.. mine børn.. Venus' børn.. Venus.. jeg savner hende.. mere end noget andet jeg gjorde det kun fordi jeg ville beskytte hende.. jeg ville aldrig slå op med hende! Og det ved alle og en hver.. ud over hende..
~~~~~~~~~flashback ~~~~~~~~~~~
"Du bliver nød til det Niall, vil du virkelig have der sker hende noget igen?.."spurgte Harry "Nej selvfølgelig ikke.. men jeg vil jo ikke såre hende.. hun betyder alt for mig!"sagde jeg "du læste selv beskeden! Hvis du ikke slår op med hende vil personen igen komme efter hende! Og hun har været nok igennem nu.."sagde Liam "jeg ved det godt"sagde jeg og fik tåre i øjnene Harry havde lovet at han ville passe på hende for mig.. jeg gik ud af køkkenet og op på værelset hvor hun var "Venus.."sagde jeg "hvad?"spurgte hun "Jeg synes vi skal slå op"sagde jeg.. og holdte tårerne inde så godt jeg kunne
"Hvorfor gør du det her Niall?"sagde hun en smule forvirret og ked af det
"Jeg synes bare ikke vi skal være sammen mere Venus"sagde jeg
"Hvad med børnene?"sagde hun og fik tårer i øjnene
"Det ved jeg ikke..undskyld, men jeg synes det bedst sådan her"sagde jeg og gik ud af døren og løb hurtigt ned af trapperne og ud af døren jeg satte mig ind i bilen og kørte så hurtigt jeg kunne væk.. jeg kunne ikke lade vær med at græde.. jeg elskede hende virkelig meget
~~~~~~~~Flashback Slut~~~~~~~~~

**min synsvinkel**
"Hvordan har jeres dag været?"spurgte hun "fin, der kom i øvrigt en mand forbi tidligere"sagde Martinus "hvilken?"spurgte hun "det ved vi ikke, men han spurgte efter dig.. og da Martinus så kom ud til mig så skyndte han sig væk.. han så ret trist ud"sagde jeg hun satte poserne fra sig på bordet "hvordan så han ud?"spurgte hun "han havde brunt hår og blå øjne.. og så havde han en sjov accent"sagde jeg hun kiggede på mig "en sjov accent?.."spurgte hun "ja den var sådan virkelig underlig.."sagde Martinus "kunne det være irsk?.."spurgte hun "sikkert nok"sagde jeg og trak på skuldrene og satte mig op på bordet "Det var jeres far"sagde hun med et suk og begyndte at skære salat "men hvorfor skulle vores far stikke af ved synet af os?"spurgte jeg "fordi han ved at det han gjorde var forkert!"sagde hun "undskyld"sagde hun da hun så vores ansigtsudtryk "det er okay.."sagde vi i kor Martinus var blevet vildt glad for hende.. det var jeg selvfølgelig også selv.. og noglegange kom vi til at sige mor.. men rettede det til Venus.. og jeg tror faktisk det gjorde hende lidt trist..