AlTiD, FoReViGt... (on hold)

Hjertesorger...

Undskyld det igen tog så lang tid, jeg lover at der ikke kommer til at gå ligeså lang tid, før det næste afsnit kommer ud..:)

Good readings..lol:D

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Viola's POV:

Jeg havde ingen anelse om hvor jeg befandt mig, jeg havde bare haft brug for at komme så langt væk fra hende som muligt.. Jeg havde slået hende... Jeg var stadig ikke kommet mig over min handling, eller det højlydte klask der rungede i rummet efter min hånd havde ramt højre side af hendes ansigt. En varme spredte sig ud i mine fingre og min hånd begyndte at dunke. Jeg havde ALDRIG slået nogen før, det var imod alle mine prænciper. Ja hun var en total luder, og en kæmpe idiot for at hjernevaske Jason, men at blive slået, var der ingen der fortjente. det var bare som om vreden slog knister inden i mig, og så gjorde jeg det bare. I sekundet jeg gjorde det gik der et adrenalin rus igennem min krop, og jeg følte magtfuld og hævngerrig, men den følelese forsvand hurtigt igen, da jeg så hende ansigt. Det var forstrukket i en maske af smerte og overraskelse, og var et tydeligt rødt håndtryk plantet midt på hende kind! Jeg bakkede nogle skridt tilbage chokeret... Jeg følte mig pludselig ynkelig, og usel. Det værste var, at det ikke engang hjalp.. smerten fra brudet med Jason var der stadig.. Jeg kunne godt se at jeg måske selv havde været medvirkende i min tydelige afstraffelse.. Jeg havde ikke været Jason tro, og nu fik jeg lige tilbage i masken, en stor bittersød portion payback!

Jeg tog en dyb indånding og nev mig mentalt i armen. Tag dig sammen Viola, du er afgjort ikke typen der sidder og klynker over en fyr på en eller anden nedern café! Du er typen der får lige den du vil have! Jeg skulle nok få Jason tilbage på en eller anden måde, for jeg var alt en dreng kunne ønske sig af en pige ikk? Du er sød, smuk og fantastisk, sød smuk og fantastisk... Jeg sad og gentog remsen for mig selv, som jeg havde gjort siden den gang jeg var 7 år og alle mobbede mig fordi jeg var tyk. Efter et år med konstant mobbning,tog jeg mig sammen, og blev den fantastiske person jeg er idag..! Og jeg havde aldrig glemt hvor surt det var dengang, men en ting havde jeg lært af det... Man kan opnå hvad man sætter sig for, hvis man lægger alle kræfter i. Og det var præsic det jeg havde tænkt mig med hensyn til Jason!

Jeg nærmest bælede min skoldhede kaffe, og smilede skummelt for mig selv.. Jeg skulle nok rense hans forvirrede hoved, og få ham overbevist om at, Rose havde hjernevasket ham.... Jeg fik altid mig vilje...

Marcus POV:

Jasons kom opgivende slentrende ind i lobbyen. Han lignede et livløst spøgelse. Jeg tror ikke engang han lagde mærke til os andre, der højlydt sad og så en fodboldkamp på den masive fladskærm... Han gik bare lige forbi uden at kigge op, og gik langsomt op af trappen. Han havde været ude, at lede efter Rosie hele natten, og at dømme efter hans humør havde han vidst ikke fundet hende endnu. 

Jeg havde det svært med hele situationen, jeg vidste ikke halvdelen af det der var sket. Jeg ville ønske han ville fortælle mig noget, men han lukkede ikke en lyd ud. Jeg ville jo bare hjælpe, jeg ønskede ham jo det bedste.

Det sidste år, havde jeg haft svært ved, at dele ting med ham, jeg havde så dårlig samvittighed over det mig og Viola gjorde mod ham, men jeg kunne ikke bare sætte mine føleser til side. Jeg havde altid haft et crush på Viola, men for et år siden kom hun til mig, og var træt af at vente på at Jason ville blive klar til at tage det næste skridt i deres forhold. Jeg havde tøvet først, men kunne ikke stå imod. Dagen efter vågnede jeg ved hende, der puslede rundt i soveværelset, da jeg slog øjnene op, blev jeg overrasket, da jeg så hende i færd med a trække i gårddagens tøj. Hun sagde jeg aldrig måtte fortælle Jason om hvad der var sket.. Jeg vidste godt det var forkert at holde det fra ham, men jeg vidste også, at han aldrig ville tilgive mi hvis jeg sagde det. Efter det, havde mig og Viola været sammen ca. engang om ugen, og til alle fester ville vi mødes i et afsides rum og forlade det igen, uden at blive opdaget.

Jeg var glad da Jason fandt Viola, jeg så chancen for endelig at kunne fortælle ham sandheden om mig og Viola, og måske undgå at miste en ven samtidig. Jeg havde ringet til Viola, og sagt hvad jeg havde tænkt mig at gøre, men hun var bare blevet vred og sagt at jeg havde lovet at tie stille. Hun rejste hele vejen herover bare for at kunne forhindre mig i at sige det, hvis jeg nu fik lyst til at trodse hende. Men jeg havde ikke sagt noget, og før jeg vidste af det havde det hele ændret sig.. Jason og Viola var ikke sammen mere, Viola var nok vred på mig, og jeg sad stadig med det samme problem, en stor hemmelighed og ingen Viola..

Jeg havde regnet med Viola ville komme løbende ind mine arme, når hun opdagede sandheden. Men det havde ikke lige gået som jeg havde forestillet mig, jeg troede hun elskede mig, og jeg håbede stadig på, at hun ville komme tilbage til mig... Der var kun en ting jeg kunne gøre lige nu, og det var at fortælle Jason sandheden, og ellers bare vente...

Lucas POV:

Rosie faldt hurtigt i søvn.. Jeg brugte lang tid på at ligge og beundre alle detaljer i hende elegante ansigt, inden jeg selv lagde mig til rette og lukkede øjnene i, men selv i min døsige tilstand, var hun det eneste jeg tænkte på...

Vi havde kendt i hinanden gennem mange år nu, og jeg havde alid gjort mit bedste for at passe på hende, og støtte hende når hendes hjerte blev knust. Altid havde jeg været nød til at gemme mine egne voksende følelser væk under en venskabelig facade.. Rose betragtede mig som en ven, der havde aldrig rigtig været mere fra hendes side. Jeg havde ikke tænkt mig at overvælde hende med sanheden, jeg ville have at hun selv skulle kunnne finde følelserne frem. Jeg havde haft det sådan siden hendes depression. Jeg var den hun betroede sig til, og jeg lærte hende at kende på en helt anden måde end før. Vi blev meget tætte efter det, og jeg er  nok en af dem der kender hende allerbedst. Efter det, begyndte mine følelser ligså langsomt a udvikle sig til noget jeg ikke kunne styre. Der gik noget tid, før jeg indså, at mine følelser for Rose rummede mere end bare vendskab...

Jeg kunne mærke hende røre på sig, og ligge sig bedre til rette op af mig. Normalt sov vi ikke i den samme seng, men jeg havde ikke nænnet at flytte hende, efter hun faldt i søvn. En lille gryndelyd undslap hende, og hun drejede sig uroligt. Min arm lå akavet langs min side, så jeg valgte at snige den ind under hendes hoved. Den anden arm lagde jeg rundt om hende, så hun lå i mine arme. Hun puttede jeg ind til mig og gav et tilfreds suk fra sig.. Jeg turde næsten ikke trække vejret, i fare for, at hun ville vågne. Dette øjeblik skulle vare en evighed. Her hvor vores hjerterytmer bankede i takt, og hvor jeg følte mig tryk, og glad, som jeg langsomt gled ind i en drømmeløs søvn...

¨~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg ved godt det var lidt kort, men jeg er allerede igang med det næste agsnit, så i behøver ikke vente længe...

HUsk endelig at kommentere og fortælle hvad i syntes om kapitlet og så selvfølgelig like hvis i syntes om det;)

XOxo